Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/952

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
934
Magnus Erlingsſøn.

gribelige Grunde fik Broderparten. Hovedbeſtemmelſerne, Tronfølgen vedkommende, vare nemlig Følgende:[1]

Ved enhver Konges Død ſkulde alle Biſkopper, Abbeder, Hirdſtjorer, det vil ſige Lendermændene og de fornemſte Hird-Embedsmænd, tilligemed hele Hirden, og tolv Mænd fra hvert Biſkopsdømme, opnævnte af Biſkopperne, de ſidſte under 40 Marks Straf for Undladelſe, begive ſig til St. Olafs Helligdom i Nidaros, for at forvandle med Erkebiſkoppen om Tronfølgen. De ſkulde have tiltraadt Rejſen inden en Maaned efter at de erfarede Kongens Død, og hans Krone ſkulde tillige medbringes, for at ofres for hans Sjæl, og hænge til evig Tid i Chriſtkirken i Nidaros til Guds og St. Olafs Ære[2]. For Eftertiden ſkulde kun den regjerende Konges egtefødde Søn være berettiget til Tronfølgen, med mindre Ondſkab eller Uforſtandighed gjorde ham uſkikket dertil. I faa Fald ſkulde den af hans ſamfædre Brødre være Konge, ſom de paa ovennævnte Møde forſamlede gejſtlige og verdslige Herrer fandt at være den dueligſte. De ikke Gejſtlige ſkulde ved denne Lejlighed aflægge Ed paa at de her vilde følge ſin bedſte Overbeviisning, efterſom deres Samvittighed tilſagde dem; de Gejſtlige ſkulde vel ikke aflægge Ed, men dog være under ſamme aandelige Anſvar. Efter-lod Kongen ingen egtefød Søn, da ſkulde nærmeſte arveberettigede Frænde beſtige Tronen, dog kun for ſaa vidt han paa Mødet erkjendtes duelig; befandtes han uſkikket, da ſkulde de forſamlede Mænd vælge den, der tyktes dem bedſt ſkikket til at vogte Guds Ret og Landets Love. Vare Meningerne forſkjellige, da ſkulde viſtnok, ſom det hed, de fleſte Stemmer gjøre Udſlaget, men, tilføjes der, for ſaa vidt Erkebiſkoppen og de øvrige Biſkopper vare enige med dem[3]

Man erfarer altſaa heraf, at uagtet Kongetronen erklæredes arvelig i Kongens Æt, ſkulde dog denne Arveret være betinget af en Magnatforſamlings Skjøn; og at det ſtod denne Forſamling frit for at kasſere den ene

  1. Disſe Beſtemmelſer ere optagne i Gulath. Lov under Cap. 2, og omtales tillige ſummariſk i Tunsberg-Forliget 1277.
  2. Uagtet man jo viſtnok maa ſige, at Beſtemmelſen om Kronens Ofring allerede i og for ſig indeholder Erkjendelſen af Underkaſtelſen under St. Olafs Højhed, ſaa er det dog merkeligt, at denne Underkaſtelſe ikke udtrykkeligt omtales, ſom ſenere i Kong Magnus’s Erklæring til Erkebiſkoppen (hvorom nedenfor), og i Tunsberg-Forliget. Det heder endog kun, at Ofringen ſkulde ſkee „for Kongens Sjæl“. Men ſynes ſaaledes med Flid at have undgaaet en ligefrem Udtalelſe af Underkaſtelſen.
  3. Denne Beſtemmelſe er ſat paa Skruer, og indeholder i ſig ſelv en Modſigelſe. Strengt taget fordres der ej alene Stemmefleerhed, men og Gejſtlighedens Samtykke. Altſaa, naar dette Samtykke ikke gaves, nyttede ej Stemmefleerheden, og det Parti, med hvem Gejſtligheden ſtemte, fik alligevel ſin Vilje frem.