St. Olaf selv som Rigets egentlige, stedsevarende Konge,[1] hvis Ret saaledes aldrig kunde undergaa, men som gjennem sin Repræsentant, Erkebiskoppen, ved Kroningen forlenede den paa Livstid til den Konge, med hvem denne Ceremoni paa behørig Maade forrettedes. Men det indsees ogsaa let, hvilken Magt Erkebiskoppen derved fik, og hvilken overlegen Stilling han kom til at indtage i den norske Statsret. Paa den anden Side knyttedes igjen denne hans Magt derved til Magnus Erlingssøns ikke oprindeligt legitime Dynasti, medens den derimod altid maatte trues med at undergaa en betydelig Redaktion, hvis en Konge besteg Tronen, der ved sin fuldkomne Legitimitet, d. e. ved at nedstamme i lige Linje fra de ældre Konger, ikke behøvede at støtte sig til hiin Rets-Fiktion, eller af denne at laane den kunstige Legitimitet, hvis egentlige Forvalter og Uddeler Erkebiskoppen var. Saaledes fandt Erkebiskoppen og Erling sig gjensidigt tjente med at slutte sig til hinanden; Sagen aftaltes foreløbigt, og der berammedes til den følgende Aars Sommer et stort Rigs-Møde i Bergen, indrettet, som man af det Følgende seer, i det Væsentlige som det tidligere i 1152, nemlig saaledes at Erkebiskoppen, Legaten, de øvrige Biskopper og et Udvalg af de forstandigste Mænd fra hvert Lagdømme, eller egentlig tolv fra hvert Biskopsdømme, skulde indfinde sig; og paa hvilket Møde det oven nævnte Anliggende saavel som andre i Forbindelse dermed staaende Sager skulde afgjøres.[2] Derpaa, synes det, begav Erling sig
- ↑ Olavus perpetuus rex Norvegiæ, kaldes han i Hist. Norv. T. 12.
- ↑ At Mødet berammedes under Erlings Ophold i Throndhjem, siges udtrykkeligt i Fagrskinna. At det for øvrigt var indrettet paa den her antydede Maade, kan sluttes af flere Data. For det første er det rimeligt, at det tidligere Møde 1152 her afgav Regelen. For det andet seer man af Sagaerne, at alle Biskopperne og en Mængde Høvdinger vare tilstede, medens Gulath. L. Cap. 2, som indeholder de nedenfor anførte Bestemmelser om Kronens Ofring, Sukcession og Kongevalg, i sin Overskrift angiver, at de vedtoges efter Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins, Erling Jarls, og alle Norges viseste Mænds Raad. Frostathingsloven V. 44 melder om Bestemmelserne angaaende Drabssager, Kvinderan o. s. v., at de vare vedtagne efter Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins, de øvrige Biskoppers, og alle de viseste Mands Raad. Da det nu ikke i Sagaerne omtales, og det i sig selv er usandsynligt, at der under Magnus’s Regjering holdtes flere end eet saadant Rigs- og Kirkemøde, medens det paa den anden Side er aabenbart, at netop alle eller de fleste af de Gjenstande, hvorom der i de oven anførte Lovsteder er Tale, maa have været forhandlede paa Mødet i Bergen, bliver det ogsaa utvivlsomt, at dette Møde virkelig er det, hvortil der i Loven sigtes. At Erling i Overskriften kaldes Jarl, uagtet han da endnu ikke var bleven det, gjør intet til Sagen, thi Kodex er yngre end Erlings Tid, og Afskriveren, der kun kjendte ham under Benævnelsen „Erling Jarl“, har derfor og kaldt ham saa. Endog i Kong Haakon Sverressøns Retterbod af 1202 eller 1203 staar der, „at Jarlen begyndte Trætte med Erkebiskop Eystein om
