Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/950

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
932
Magnus Erlingsſøn.

St. Olaf ſelv ſom Rigets egentlige, ſtedſevarende Konge,[1] hvis Ret ſaaledes aldrig kunde undergaa, men ſom gjennem ſin Repræſentant, Erkebiſkoppen, ved Kroningen forlenede den paa Livstid til den Konge, med hvem denne Ceremoni paa behørig Maade forrettedes. Men det indſees ogſaa let, hvilken Magt Erkebiſkoppen derved fik, og hvilken overlegen Stilling han kom til at indtage i den norſke Statsret. Paa den anden Side knyttedes igjen denne hans Magt derved til Magnus Erlingsſøns ikke oprindeligt legitime Dynaſti, medens den derimod altid maatte trues med at undergaa en betydelig Redaktion, hvis en Konge beſteg Tronen, der ved ſin fuldkomne Legitimitet, d. e. ved at nedſtamme i lige Linje fra de ældre Konger, ikke behøvede at ſtøtte ſig til hiin Rets-Fiktion, eller af denne at laane den kunſtige Legitimitet, hvis egentlige Forvalter og Uddeler Erkebiſkoppen var. Saaledes fandt Erkebiſkoppen og Erling ſig gjenſidigt tjente med at ſlutte ſig til hinanden; Sagen aftaltes foreløbigt, og der berammedes til den følgende Aars Sommer et ſtort Rigs-Møde i Bergen, indrettet, ſom man af det Følgende ſeer, i det Væſentlige ſom det tidligere i 1152, nemlig ſaaledes at Erkebiſkoppen, Legaten, de øvrige Biſkopper og et Udvalg af de forſtandigſte Mænd fra hvert Lagdømme, eller egentlig tolv fra hvert Biſkopsdømme, ſkulde indfinde ſig; og paa hvilket Møde det oven nævnte Anliggende ſaavel ſom andre i Forbindelſe dermed ſtaaende Sager ſkulde afgjøres.[2] Derpaa, ſynes det, begav Erling ſig

  1. Olavus perpetuus rex Norvegiæ, kaldes han i Hist. Norv. T. 12.
  2. At Mødet berammedes under Erlings Ophold i Throndhjem, ſiges udtrykkeligt i Fagrſkinna. At det for øvrigt var indrettet paa den her antydede Maade, kan ſluttes af flere Data. For det førſte er det rimeligt, at det tidligere Møde 1152 her afgav Regelen. For det andet ſeer man af Sagaerne, at alle Biſkopperne og en Mængde Høvdinger vare tilſtede, medens Gulath. L. Cap. 2, ſom indeholder de nedenfor anførte Beſtemmelſer om Kronens Ofring, Sukcesſion og Kongevalg, i ſin Overſkrift angiver, at de vedtoges efter Kong Magnus’s, Erkebiſkop Eyſteins, Erling Jarls, og alle Norges viſeſte Mænds Raad. Froſtathingsloven V. 44 melder om Beſtemmelſerne angaaende Drabsſager, Kvinderan o. ſ. v., at de vare vedtagne efter Kong Magnus’s, Erkebiſkop Eyſteins, de øvrige Biſkoppers, og alle de viſeſte Mands Raad. Da det nu ikke i Sagaerne omtales, og det i ſig ſelv er uſandſynligt, at der under Magnus’s Regjering holdtes flere end eet ſaadant Rigs- og Kirkemøde, medens det paa den anden Side er aabenbart, at netop alle eller de fleſte af de Gjenſtande, hvorom der i de oven anførte Lovſteder er Tale, maa have været forhandlede paa Mødet i Bergen, bliver det ogſaa utvivlſomt, at dette Møde virkelig er det, hvortil der i Loven ſigtes. At Erling i Overſkriften kaldes Jarl, uagtet han da endnu ikke var bleven det, gjør intet til Sagen, thi Kodex er yngre end Erlings Tid, og Afſkriveren, der kun kjendte ham under Benævnelſen „Erling Jarl“, har derfor og kaldt ham ſaa. Endog i Kong Haakon Sverresſøns Retterbod af 1202 eller 1203 ſtaar der, „at Jarlen begyndte Trætte med Erkebiſkop Eyſtein om