Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/949

931

Underhandlinger mellem Erling og Erkebiskoppen.

som et Brud paa Loven, at en ikke kongebaaren Mand nu var bleven Norges Konge. Erling indvendte, at Erkebiskoppen ingen synderlige Vanskeligheder havde gjort, da Magnus toges til Konge, og at de øvrige Biskopper saavel som hele Folket samtykkede deri. „Jeg har heller ikke,“ sagde Erkebiskoppen, „det mindste imod at Magnus er Konge i Landet, dersom du kun er sikker paa, at Thrønderne ikke ansee deres Lov krænket deri, at de have faaet en Konge, der ej er Kongesøn. Thi jeg frygter for, at hvis der da senere kommer nogen anden virkelig arveberettiget, og gjør Fordring paa Riget, vil han faa et stort Parti for sig“. Erling rykkede nu nærmere frem med sit Ønske. „Siden det,“ sagde han, „ej har alle Lovbøgers Medhold, at en ikke kongebaaren Mand er Konge, og det dog stemmer med eders og de øvrige Biskoppers Ønske, at Magnus erkjendes som Konge over hele Landet, saa kunne I jo styrke ham og hans Kongedømme saaledes, at dette grunder sig paa Guds Lov: nemlig ved at salve, krone og indvie ham til Konge, da kan ingen siden med Rette gjøre ham Thronen stridig, thi det er baade Guds og Menneskers Lov. Saaledes var f. Ex. Villjam Bastard ikke Kongesøn, men han blev indviet og kronet til Konge over England, og siden har Kongedømmet holdt sig i hans Æt, ligesom og alle hans Efterfølgere have været kronede. Sven Ulfssøn i Danmark var heller ikke Kongesøn, men blev kronet til Konge, og efter ham have hans Sønner og Frænder været kronede Konger. Vi have faaet en Erkestol, hvilket er Landet til stor Ære og Glands; lader os nu ogsaa ved andre gode Indretninger forøge denne Glands, og faa en kronet Konge lige saa vel som Englænderne og Danerne. Han og jeg skulle til Gjengjeld understøtte eder i alt, hvad I maatte forlange til eders Stols Fremme.“ Erkebiskoppen, der vel ogsaa paa sin Side forudsaa, hvad Vending denne Sag vilde tage, laante Erlings Ord et villigt Øre, og overlagde med Legaten derom. Ved en saadan Overeenskomst, som den her foreslaaede, hvor Kirken bødede paa Kongens Legitimitet, vilde den egentlig blive den vindende. For Erling gjaldt det først og fremst at faa sin Søns Legitimitet anerkjendt, og i dette Øjemed kunde ingen Opofrelse synes ham for stor, isærdeleshed da han nu ej alene havde Fare at befrygte af hvilken sytti helst hidtil ukjendt Kongesøn eller Kongeætling, der med eet kunde dukke op, men ogsaa befandt lig i en vanskelig Stilling med Hensyn til Valdemar af Danmark, hvem han i Nødens Stund havde gjort Løfter, som hverken han selv havde Lyst til at holde, eller det norske Folk til at godkjende. Her havde man atter alene St. Olafs Helgenglorie at ty til, for at erhverve Støtte mod ydre og indre Prætendenter. Forhen var det den umiddelbare Nedstammelse fra St. Olaf, der havde opretholdt Magnus den gode mod det ældre danske Kongehuus, indtil da det eneste egentlig legitime i Norden; nu søgte man sin Støtte ved at opstille