Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/949

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
931
Underhandlinger mellem Erling og Erkebiſkoppen.

ſom et Brud paa Loven, at en ikke kongebaaren Mand nu var bleven Norges Konge. Erling indvendte, at Erkebiſkoppen ingen ſynderlige Vanſkeligheder havde gjort, da Magnus toges til Konge, og at de øvrige Biſkopper ſaavel ſom hele Folket ſamtykkede deri. „Jeg har heller ikke,“ ſagde Erkebiſkoppen, „det mindſte imod at Magnus er Konge i Landet, derſom du kun er ſikker paa, at Thrønderne ikke anſee deres Lov krænket deri, at de have faaet en Konge, der ej er Kongeſøn. Thi jeg frygter for, at hvis der da ſenere kommer nogen anden virkelig arveberettiget, og gjør Fordring paa Riget, vil han faa et ſtort Parti for ſig“. Erling rykkede nu nærmere frem med ſit Ønſke. „Siden det,“ ſagde han, „ej har alle Lovbøgers Medhold, at en ikke kongebaaren Mand er Konge, og det dog ſtemmer med eders og de øvrige Biſkoppers Ønſke, at Magnus erkjendes ſom Konge over hele Landet, ſaa kunne I jo ſtyrke ham og hans Kongedømme ſaaledes, at dette grunder ſig paa Guds Lov: nemlig ved at ſalve, krone og indvie ham til Konge, da kan ingen ſiden med Rette gjøre ham Thronen ſtridig, thi det er baade Guds og Menneſkers Lov. Saaledes var f. Ex. Villjam Baſtard ikke Kongeſøn, men han blev indviet og kronet til Konge over England, og ſiden har Kongedømmet holdt ſig i hans Æt, ligeſom og alle hans Efterfølgere have været kronede. Sven Ulfsſøn i Danmark var heller ikke Kongeſøn, men blev kronet til Konge, og efter ham have hans Sønner og Frænder været kronede Konger. Vi have faaet en Erkeſtol, hvilket er Landet til ſtor Ære og Glands; lader os nu ogſaa ved andre gode Indretninger forøge denne Glands, og faa en kronet Konge lige ſaa vel ſom Englænderne og Danerne. Han og jeg ſkulle til Gjengjeld underſtøtte eder i alt, hvad I maatte forlange til eders Stols Fremme.“ Erkebiſkoppen, der vel ogſaa paa ſin Side forudſaa, hvad Vending denne Sag vilde tage, laante Erlings Ord et villigt Øre, og overlagde med Legaten derom. Ved en ſaadan Overeenskomſt, ſom den her foreſlaaede, hvor Kirken bødede paa Kongens Legitimitet, vilde den egentlig blive den vindende. For Erling gjaldt det førſt og fremſt at faa ſin Søns Legitimitet anerkjendt, og i dette Øjemed kunde ingen Opofrelſe ſynes ham for ſtor, iſærdeleshed da han nu ej alene havde Fare at befrygte af hvilken ſytti helſt hidtil ukjendt Kongeſøn eller Kongeætling, der med eet kunde dukke op, men ogſaa befandt lig i en vanſkelig Stilling med Henſyn til Valdemar af Danmark, hvem han i Nødens Stund havde gjort Løfter, ſom hverken han ſelv havde Lyſt til at holde, eller det norſke Folk til at godkjende. Her havde man atter alene St. Olafs Helgenglorie at ty til, for at erhverve Støtte mod ydre og indre Prætendenter. Forhen var det den umiddelbare Nedſtammelſe fra St. Olaf, der havde opretholdt Magnus den gode mod det ældre danſke Kongehuus, indtil da det eneſte egentlig legitime i Norden; nu ſøgte man ſin Støtte ved at opſtille