Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/946

Denne siden er korrekturlest

928

Magnus Erlingssøn.

af hvem han sandsynligviis blev indviet, og som tilsidst blev den sejrende^[1]. Siden kom Erling skakke i end mere umiddelbar Tvist med Erkebiskoppen. Kort efter sin Tiltrædelse havde nemlig denne foretaget sig den nys omtalte Rejse rundt om i sit Dioces, lige til det nordligste af Haalogaland, hovedsageligt, som det synes, for at udvirke Bøndernes Samtykke til en Bestemmelse, hvorved Erkestolens Indtægter næsten forligedes til det dobbelte. I Tidens Løb var nemlig Forskjellen mellem myntede Penge og reent Sølv stegen saa vidt, at en Øre Sølvværdi udgjorde det dobbelte af en Øre almindelig Er-uvant, der ogsaa kaldtes Lag-Øre eller sakmeten (i Sagefald vurderet) Øre, fordi de i Loven foreskrevne Boder og andet Sagefald udrededes efter dem. En Øre Sølvværdi beregnedes saaledes nu til 20 Peninger Courant, medens den oprindelig kun udgjorde 10 meninger rede Sølv.^[2] Eystein forestillede nu Bønderne, hvor han

↑ Paa Konciliet i Lodi (19de—25de Juli 1161) indløb der nemlig Brev fra Kongerne af Danmark, Norge, Ungarn og Bøhmen, hvori de undskyldte at de ej kunde møde (de have saaledes været indkaldte), men erklærede, at de tilligemed deres Lande erkjendte Viktor for retmæssig Pave. (Morena i Leibnitz Scriptt. I. 831. Coieti Concilia XIII. 291). Da denne Anerkjendelse netop falder paa den Tid, Erling maa antages at have været i Danmark og søgt Hjelp hos Valdemar, og da paa den anden Side ikke den Konge, mod hvem Erling fik Hjelp af Valdemar, kan antages at have fulgt dennes Stempel, maa det følgelig være Magnus, i hvis Navn Erkjendelsen af Viktor indløb tilligemed Kong Valdemars. I Biskop Arnulf af Lisieux’s Breve (Bibl. max. Lugdun. XXII. 1316) staar vistnok, at Kongerne af Frankrige og Norge strax erkjendte Alexander, men denne Konge af Norge er rimeligviis Haakon Herdebred, Magnus’s og Erlings Modstander. At Eystein holdt med Alexander, sees noksom af den Forbindelse, der bestod imellem dem.
↑ Det normale Forhold mellem Marken og Peningen var nemlig, at den skulde indeholde 240 Peninger, følgelig Ertogen, der er ¹⁄24 af Marken, ⅓ af Øren, 10 Peninge. Dette er ogsaa Forholdet med Peninge fra det 11te Aarhundrede; men Peningerne fra Slutningen af det 12te have kun halv Vegt mod hine, og i det Sagetal i den ældre Frostathingslov, som er indført i Stedet for det ældre, der, som man seer, stod i enkelte Haandskrifter, der maaskee vare ældre end 1200 (se Norges gl. Love II. 520) og som vel skriver sig fra 1200 eller 1l90, er Peningen altid beregnet til ¹⁄20 af Ertogen, medens den derimod i den ældre Gulath. Lov er beregnet til ¹⁄10. At Sølvværdi-Øren indeholdt 30 Peninge, altsaa Ertogen 10 Peninge, siges ogsaa udtrykkeligt i Frostathings-Lov, Cap. 35, saavel somt den ældre Bjarkøret Cap. 162. Beregningen med 20 Peninger i Øren, eller den saakaldte Lag-Øre, torde dog maaskee tidligere have været anvendelig paa Regnemaaden efter Vaadmaals-Alen, hvorved den saakaldte „Sex-Alens-Øre“, der. i Gulath. L. Cap. 170 nævnes som gjeldende i Gulathinget. Det heder nemlig i Fortællingen om Olaf den helliges Forsøg paa at gjøre Island skatskyldigt (Olaf d. h. S. Cap. 132, jvfr. ovf. I. 2. S. 703), at han anmodede Islændingerne om at give ham Næseskat, nemlig en Pening for hver Næse, af det Slags Peninger, hvoraf der kom 10 for en Liten Vaadmaal. Dette gjør 60 Peninger for 6

[1] Paa Konciliet i Lodi (19de—25de Juli 1161) indløb der nemlig Brev fra Kongerne af Danmark, Norge, Ungarn og Bøhmen, hvori de undskyldte at de ej kunde møde (de have saaledes været indkaldte), men erklærede, at de tilligemed deres Lande erkjendte Viktor for retmæssig Pave. (Morena i Leibnitz Scriptt. I. 831. Coieti Concilia XIII. 291). Da denne Anerkjendelse netop falder paa den Tid, Erling maa antages at have været i Danmark og søgt Hjelp hos Valdemar, og da paa den anden Side ikke den Konge, mod hvem Erling fik Hjelp af Valdemar, kan antages at have fulgt dennes Stempel, maa det følgelig være Magnus, i hvis Navn Erkjendelsen af Viktor indløb tilligemed Kong Valdemars. I Biskop Arnulf af Lisieux’s Breve (Bibl. max. Lugdun. XXII. 1316) staar vistnok, at Kongerne af Frankrige og Norge strax erkjendte Alexander, men denne Konge af Norge er rimeligviis Haakon Herdebred, Magnus’s og Erlings Modstander. At Eystein holdt med Alexander, sees noksom af den Forbindelse, der bestod imellem dem.

[p946-2] Det normale Forhold mellem Marken og Peningen var nemlig, at den skulde indeholde 240 Peninger, følgelig Ertogen, der er ¹⁄24 af Marken, ⅓ af Øren, 10 Peninge. Dette er ogsaa Forholdet med Peninge fra det 11te Aarhundrede; men Peningerne fra Slutningen af det 12te have kun halv Vegt mod hine, og i det Sagetal i den ældre Frostathingslov, som er indført i Stedet for det ældre, der, som man seer, stod i enkelte Haandskrifter, der maaskee vare ældre end 1200 (se Norges gl. Love II. 520) og som vel skriver sig fra 1200 eller 1l90, er Peningen altid beregnet til ¹⁄20 af Ertogen, medens den derimod i den ældre Gulath. Lov er beregnet til ¹⁄10. At Sølvværdi-Øren indeholdt 30 Peninge, altsaa Ertogen 10 Peninge, siges ogsaa udtrykkeligt i Frostathings-Lov, Cap. 35, saavel somt den ældre Bjarkøret Cap. 162. Beregningen med 20 Peninger i Øren, eller den saakaldte Lag-Øre, torde dog maaskee tidligere have været anvendelig paa Regnemaaden efter Vaadmaals-Alen, hvorved den saakaldte „Sex-Alens-Øre“, der. i Gulath. L. Cap. 170 nævnes som gjeldende i Gulathinget. Det heder nemlig i Fortællingen om Olaf den helliges Forsøg paa at gjøre Island skatskyldigt (Olaf d. h. S. Cap. 132, jvfr. ovf. I. 2. S. 703), at han anmodede Islændingerne om at give ham Næseskat, nemlig en Pening for hver Næse, af det Slags Peninger, hvoraf der kom 10 for en Liten Vaadmaal. Dette gjør 60 Peninger for 6

[1]

[2]