Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/946

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
928
Magnus Erlingsſøn.

af hvem han ſandſynligviis blev indviet, og ſom tilſidſt blev den ſejrende[1]. Siden kom Erling ſkakke i end mere umiddelbar Tviſt med Erkebiſkoppen. Kort efter ſin Tiltrædelſe havde nemlig denne foretaget ſig den nys omtalte Rejſe rundt om i ſit Dioces, lige til det nordligſte af Haalogaland, hovedſageligt, ſom det ſynes, for at udvirke Bøndernes Samtykke til en Beſtemmelſe, hvorved Erkeſtolens Indtægter næſten forligedes til det dobbelte. I Tidens Løb var nemlig Forſkjellen mellem myntede Penge og reent Sølv ſtegen ſaa vidt, at en Øre Sølvværdi udgjorde det dobbelte af en Øre almindelig Er-uvant, der ogſaa kaldtes Lag-Øre eller ſakmeten (i Sagefald vurderet) Øre, fordi de i Loven foreſkrevne Boder og andet Sagefald udrededes efter dem. En Øre Sølvværdi beregnedes ſaaledes nu til 20 Peninger Courant, medens den oprindelig kun udgjorde 10 meninger rede Sølv.[2] Eyſtein foreſtillede nu Bønderne, hvor han

  1. Paa Konciliet i Lodi (19de—25de Juli 1161) indløb der nemlig Brev fra Kongerne af Danmark, Norge, Ungarn og Bøhmen, hvori de undſkyldte at de ej kunde møde (de have ſaaledes været indkaldte), men erklærede, at de tilligemed deres Lande erkjendte Viktor for retmæsſig Pave. (Morena i Leibnitz Scriptt. I. 831. Coieti Concilia XIII. 291). Da denne Anerkjendelſe netop falder paa den Tid, Erling maa antages at have været i Danmark og ſøgt Hjelp hos Valdemar, og da paa den anden Side ikke den Konge, mod hvem Erling fik Hjelp af Valdemar, kan antages at have fulgt dennes Stempel, maa det følgelig være Magnus, i hvis Navn Erkjendelſen af Viktor indløb tilligemed Kong Valdemars. I Biſkop Arnulf af Liſieux’s Breve (Bibl. max. Lugdun. XXII. 1316) ſtaar viſtnok, at Kongerne af Frankrige og Norge ſtrax erkjendte Alexander, men denne Konge af Norge er rimeligviis Haakon Herdebred, Magnus’s og Erlings Modſtander. At Eyſtein holdt med Alexander, ſees nokſom af den Forbindelſe, der beſtod imellem dem.
  2. Det normale Forhold mellem Marken og Peningen var nemlig, at den ſkulde indeholde 240 Peninger, følgelig Ertogen, der er 124 af Marken, ⅓ af Øren, 10 Peninge. Dette er ogſaa Forholdet med Peninge fra det 11te Aarhundrede; men Peningerne fra Slutningen af det 12te have kun halv Vegt mod hine, og i det Sagetal i den ældre Froſtathingslov, ſom er indført i Stedet for det ældre, der, ſom man ſeer, ſtod i enkelte Haandſkrifter, der maaſkee vare ældre end 1200 (ſe Norges gl. Love II. 520) og ſom vel ſkriver ſig fra 1200 eller 1l90, er Peningen altid beregnet til 120 af Ertogen, medens den derimod i den ældre Gulath. Lov er beregnet til 110. At Sølvværdi-Øren indeholdt 30 Peninge, altſaa Ertogen 10 Peninge, ſiges ogſaa udtrykkeligt i Froſtathings-Lov, Cap. 35, ſaavel ſomt den ældre Bjarkøret Cap. 162. Beregningen med 20 Peninger i Øren, eller den ſaakaldte Lag-Øre, torde dog maaſkee tidligere have været anvendelig paa Regnemaaden efter Vaadmaals-Alen, hvorved den ſaakaldte „Sex-Alens-Øre“, der. i Gulath. L. Cap. 170 nævnes ſom gjeldende i Gulathinget. Det heder nemlig i Fortællingen om Olaf den helliges Forſøg paa at gjøre Island ſkatſkyldigt (Olaf d. h. S. Cap. 132, jvfr. ovf. I. 2. S. 703), at han anmodede Islændingerne om at give ham Næſeſkat, nemlig en Pening for hver Næſe, af det Slags Peninger, hvoraf der kom 10 for en Liten Vaadmaal. Dette gjør 60 Peninger for 6