Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/945

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
927
Erlings Forhold til Erkebiſkoppen.

ham krone. Denne Ceremoni, ſom hidtil ikke havde fundet Sted i Norge, og ſom derfor maatte falde Folket ſaa meget mere i Øjnene, ſkulde nemlig udfylde, hvad Magnus manglede i Legitimitet ſom Stifter af et nyt Dynaſti, en umiddelbart guddommelig i ham ſelv hvilende Berettigelſe til Tronen, der myrde ethvert Spørgsmaal om Herkomſt og arvelig Ret for hans Vedkommende overflødigt.

Men for at kunne opnaa denne Fordeel maatte Erling førſt og fremſt ſikre ſig Erkebiſkoppens Samtykke, og dette kunde ikke faaes uden Opofrelſer, ej alene fordi Erkebiſkop Eyſtein var en Mand, ſom ikke lod nogen Lejlighed ubenyttet til at udvide ſin Kirkes Friheder og forhøje dens Glands, men ogſaa fordi Erling paa denne Tid ſtod i et ſpendt Forhold til ham, hvilket førſt maatte bilægges. Som Kong Inges forhenværende Kapellan, og ſom den, der nærmeſt ſkyldte ham ſin Ophøjelſe, maa Eyſtein viſtnok anſees for oprindelig at have tilhørt Inges Parti, men hans Æt hørte dog hjemme i Thrøndelagen; han var nærmere eller fjernere beſlægtet med de fornemſte Familier der, og ſtod paa en venſkabelig Fod med alle Stormænd i Landſkabet, ſaa at han, da han endelig tiltraadte Erkeſtolen, blev modtagen med aabne Arme af Thrønderne. Men da disſe ſaa godt ſom alle tilhørte det andet Parti, ſom man efter Sigurd Mund, Sigurd jarl og Sigurd Markusfoſtre kunde kalde det Sigurdſke, er det tydeligt nok, at Eyſtein ved de Skridt eller Indrømmelſer, han gjorde for at opnaa Indvielſen eller komme i Beſiddelſe af Erkeſtolen, paa en vis Maade maa være gaaet over til dette. Han havde viſtnok ingen videre Indvendinger gjort[1], da Magnus Erlingsſøn blev tagen til Konge efter Haakon Herdebreds Fald, men Erling og Magnus kom da ogſaa i Spidſen for en ſejrrig Flaade, og for Øjeblikket var der ikke nogen anden Tronprætendent. Det er endog meget muligt, at Eyſtein paa denne Tid var fraværende paa en Rejſe, han foretog rundt om i ſit Diøces, hvorom vi ſtrax nedenfor ſkulle handle nærmere. Det fortælles desuden udtrykkeligt, at Erling efter et kort Ophold i Nidaros afrejſte derfra, fordi Thrønderne ej tyktes ham ret at lide paa, og Thrøndernes politiſke Sympathier deeltes vel nu ogſaa af Erkebiſkoppen. Hvad der ogſaa maatte fjerne ham fra Erling, er, at denne under Opholdet i Danmark paa ſin Søn Magnus’s Vegne fulgte Kong Valdemars Exempel, at erkjende Viktor IV, (Kardinal Oktavian) der af et Parti var valgt til Pave efter Hadrian den 2dens Død 1158, medens Eyſtein derimod holdt med den af det andet og ſtørre Parti valgte Alexander III (Roland),

  1. „Det var ikke ſaa meget imod eders Vilje, at Magnus blev tagen til Konge,“ ſagde Erling ſiden til Erkebiſkoppen, ſom der nedenfor vil ſees. Noget imod den var det altſaa.