ham krone. Denne Ceremoni, som hidtil ikke havde fundet Sted i Norge, og som derfor maatte falde Folket saa meget mere i Øjnene, skulde nemlig udfylde, hvad Magnus manglede i Legitimitet som Stifter af et nyt Dynasti, en umiddelbart guddommelig i ham selv hvilende Berettigelse til Tronen, der myrde ethvert Spørgsmaal om Herkomst og arvelig Ret for hans Vedkommende overflødigt.
Men for at kunne opnaa denne Fordeel maatte Erling først og fremst sikre sig Erkebiskoppens Samtykke, og dette kunde ikke faaes uden Opofrelser, ej alene fordi Erkebiskop Eystein var en Mand, som ikke lod nogen Lejlighed ubenyttet til at udvide sin Kirkes Friheder og forhøje dens Glands, men ogsaa fordi Erling paa denne Tid stod i et spendt Forhold til ham, hvilket først maatte bilægges. Som Kong Inges forhenværende Kapellan, og som den, der nærmest skyldte ham sin Ophøjelse, maa Eystein vistnok ansees for oprindelig at have tilhørt Inges Parti, men hans Æt hørte dog hjemme i Thrøndelagen; han var nærmere eller fjernere beslægtet med de fornemste Familier der, og stod paa en venskabelig Fod med alle Stormænd i Landskabet, saa at han, da han endelig tiltraadte Erkestolen, blev modtagen med aabne Arme af Thrønderne. Men da disse saa godt som alle tilhørte det andet Parti, som man efter Sigurd Mund, Sigurd jarl og Sigurd Markusfostre kunde kalde det Sigurdske, er det tydeligt nok, at Eystein ved de Skridt eller Indrømmelser, han gjorde for at opnaa Indvielsen eller komme i Besiddelse af Erkestolen, paa en vis Maade maa være gaaet over til dette. Han havde vistnok ingen videre Indvendinger gjort[1], da Magnus Erlingssøn blev tagen til Konge efter Haakon Herdebreds Fald, men Erling og Magnus kom da ogsaa i Spidsen for en sejrrig Flaade, og for Øjeblikket var der ikke nogen anden Tronprætendent. Det er endog meget muligt, at Eystein paa denne Tid var fraværende paa en Rejse, han foretog rundt om i sit Diøces, hvorom vi strax nedenfor skulle handle nærmere. Det fortælles desuden udtrykkeligt, at Erling efter et kort Ophold i Nidaros afrejste derfra, fordi Thrønderne ej tyktes ham ret at lide paa, og Thrøndernes politiske Sympathier deeltes vel nu ogsaa af Erkebiskoppen. Hvad der ogsaa maatte fjerne ham fra Erling, er, at denne under Opholdet i Danmark paa sin Søn Magnus’s Vegne fulgte Kong Valdemars Exempel, at erkjende Viktor IV, (Kardinal Oktavian) der af et Parti var valgt til Pave efter Hadrian den 2dens Død 1158, medens Eystein derimod holdt med den af det andet og større Parti valgte Alexander III (Roland),
- ↑ „Det var ikke saa meget imod eders Vilje, at Magnus blev tagen til Konge,“ sagde Erling siden til Erkebiskoppen, som der nedenfor vil sees. Noget imod den var det altsaa.
