Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/944

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
926
Magnus Erlingsſøn.

Løfter, og da de endelig ſaa, at han var mere betænkt paa at forſvare ſit eget Land end at eftertragte et fremmed Rige, ſendte de Udſendinger til Kong Valdemar i Danmark, for at bede ham om Hjelp,[1] en Bøn, han heller ikke optog ugunſtigt, da han ſom det i det Følgende vil ſees, var misfornøjet med at Erling ikke gjorde mindſte Mine til at opfylde hvad han havde lovet. Imidlertid holdt de ſig ved Grændſerne, og herjede nord i Viken. Da Erling borte dette, gjorde han ſig ſejlfærdig ſaa tidligt om Vaaren (1164) ſom han kunde for Iſens Skyld, og drog nordefter for at faa fat paa dem, idet han ogſaa ved udſendte Spejdere ſøgte at faa Kundſkab om, hvor de vare. Endelig fik han vide, at de laa i en Havn — der ſiges ikke hvilken —, og overfaldt dem der. Anund Simonsſøn og Arnulf Skorpa undkom, men Fredrik Kong og Bjarne ille bleve fangne, og mange af deres Folk dræbte. Erling lod Fredrik binde faſt ved et Anker og kaſte i Søen: en Handling, der vakte ham ſaare mange Fiender i Thrøndelagen, hvor Frederik hørte til en af de fornemſte Ætter. Bjarne lod han hænge, men over hans Død, heder det, var der ingen ſom ſørgede. Anund, Arnulf og de øvrige undkomne flygtede til Danmark, det vil vel her ſige Halland, men viſte ſig ogſaa ſtundom i Gautland og Viken[2].

99. Forbund mellem Erling og Erkebiſkop Eyſtein. Rigs- og Kirke-Møde i Bergen, hvor det verdslige og gejſtlige Ariſtokrati enes om at dele Magten. Magnus Erlingsſøns Kroning.


Erling ſkakke ſtod ſaaledes endelig ved Maalet, at ſee den Flok, der ſiden Kong Sigurds Død havde foruroliget Riget og nu ſidſt havde gjort hans Søn Herredømmet ſtridigt, aldeles opløſt, i det mindſte for en lang Tid, og ſin Søn ſom Enekonge i Norge. Han ſelv var ſaaledes nu i Virkeligheden Landets Styrer. Han havde alt Krongodſet til ſin Raadighed, og benyttede ſig heraf klogeligen, om juſt ikke tilbørligen, til at hæve og forfremme ſine Frænder, idet han ſkjenkede mange af dem kongelige Gaarde. Dog tiende han hertil ogſaa anvende meget af det Jordegods, der tilfaldt Kronen efter de mange, der ſtraffedes ſom Landsforrædere med Fredløshed og Forberedelſe af Land og Løsøre, thi, ſiges der, han var grum og tilbøjelig til at refſe, og det bar hans Skik fornemmelig at jage alle Stormænd, der hørte til hans Fienders Tal i Landflygtighed, maaſkee netop for at faa deres Ejendomme i ſin Vold. For end mere at ſikre Magnus Tronen, og at bøde paa den Mangel ved hans Herkomſt, at han kun paa mødrene Side nedſtammede fra Kongehuſet, beſluttede han at lade

  1. Saxo, S. 793.
  2. Magnus Erl. S. Cap. 12. Snorre Cap. 20. Fagrſkinna Cap. 266.