Løfter, og da de endelig saa, at han var mere betænkt paa at forsvare sit eget Land end at eftertragte et fremmed Rige, sendte de Udsendinger til Kong Valdemar i Danmark, for at bede ham om Hjelp,[1] en Bøn, han heller ikke optog ugunstigt, da han som det i det Følgende vil sees, var misfornøjet med at Erling ikke gjorde mindste Mine til at opfylde hvad han havde lovet. Imidlertid holdt de sig ved Grændserne, og herjede nord i Viken. Da Erling borte dette, gjorde han sig sejlfærdig saa tidligt om Vaaren (1164) som han kunde for Isens Skyld, og drog nordefter for at faa fat paa dem, idet han ogsaa ved udsendte Spejdere søgte at faa Kundskab om, hvor de vare. Endelig fik han vide, at de laa i en Havn — der siges ikke hvilken —, og overfaldt dem der. Anund Simonssøn og Arnulf Skorpa undkom, men Fredrik Kong og Bjarne ille bleve fangne, og mange af deres Folk dræbte. Erling lod Fredrik binde fast ved et Anker og kaste i Søen: en Handling, der vakte ham saare mange Fiender i Thrøndelagen, hvor Frederik hørte til en af de fornemste Ætter. Bjarne lod han hænge, men over hans Død, heder det, var der ingen som sørgede. Anund, Arnulf og de øvrige undkomne flygtede til Danmark, det vil vel her sige Halland, men viste sig ogsaa stundom i Gautland og Viken[2].
Erling skakke stod saaledes endelig ved Maalet, at see den Flok, der siden Kong Sigurds Død havde foruroliget Riget og nu sidst havde gjort hans Søn Herredømmet stridigt, aldeles opløst, i det mindste for en lang Tid, og sin Søn som Enekonge i Norge. Han selv var saaledes nu i Virkeligheden Landets Styrer. Han havde alt Krongodset til sin Raadighed, og benyttede sig heraf klogeligen, om just ikke tilbørligen, til at hæve og forfremme sine Frænder, idet han skjenkede mange af dem kongelige Gaarde. Dog tiende han hertil ogsaa anvende meget af det Jordegods, der tilfaldt Kronen efter de mange, der straffedes som Landsforrædere med Fredløshed og Forberedelse af Land og Løsøre, thi, siges der, han var grum og tilbøjelig til at refse, og det bar hans Skik fornemmelig at jage alle Stormænd, der hørte til hans Fienders Tal i Landflygtighed, maaskee netop for at faa deres Ejendomme i sin Vold. For end mere at sikre Magnus Tronen, og at bøde paa den Mangel ved hans Herkomst, at han kun paa mødrene Side nedstammede fra Kongehuset, besluttede han at lade
