Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/942

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
924
Magnus Erlingsſøn og Sigurd Markusfoſtre.

Bortførelſe og Drab, eller fordi han overhoved var misfornøjet med Erlings ſtore Magt. De vilde ogſaa have hjemſøgt Bergen, hvis de ikke havde erfaret at Nikolas Skjaldvarsſøn tilligemed tre Lendermænd og Krigsbefalingsmænd[1] laa der til Landeværn med en betydelig Styrke. De fortſatte derfor Vejen ſydover udenſkjers, og det hed, at Markusmændene den Sommer fik Bør, hvorhen de vilde. De kom dog ikke længer end til Liſter, thi her hørte de, at Erling havde ſat ſig i Bevægelſe for at drage dem i Møde med en ſtor Hær, og hvert Øjeblik var at vente øſtenfra: det var kun Modvind, ſom hidtil havde holdt ham tilbage, og nødt ham til at ſøge ind i flere Havne. Hine vendte derfor om, og da de kom til Hordaland, ſtyrede de ind til Bergen, ſandſynligviis i den Tro, at Forſvarerne nu havde forladt den. Men da de kom udenfor Byen, ſaa de Nikolas komme roende ud imod dem med hele ſin Styrke, der ſaavel i Mængde ſom med Henſyn til Skibenes Størrelſe var deres langt overlegen. De ſaa derfor ikke anden Udvej end at tage Flugten ſydover; nogle ſtyrede ud til Havs, andre ſyd til Sund, enkelte ind i Fjorden. Markus, Sigurd og endeel med dem flygtede op paa den lille Ø Skorpø ſtrax nordenfor Hoſte-ren, og lode Skibene i Stikken. Nikolas’s Mænd toge dem i Beſiddelſe, og fik ſtrax taget flere af Flygtningerne til Fange, blandt dem Jon Hallkellsſøn, ſom fik Grid, tilligemed nogle faa andre; ellers bleve de fleſte dræbte. Markus og Sigurd fandt man ikke førend nogle Dage ſenere; en Mand ved Navn Eindride heidafylja, opdagede dem. De bleve begge bragte til Bergen og aflivede. Sigurd blev halshuggen ude ved Gravdal, men Markus og een til med ham hængt yderſt paa Hvarven (29de Septbr. 1163). Den hele Flok var nu ganſke ſprengt fra hinanden. Blandt dem, der ſøgte til Havs, vare Fredrik Kong, Anund Simonsſøn, Bjarne den ilde, Arnulf ſkorpa; de havde flere Skibe, og toge Vejen ſydover lige til øſter i Viken, idet de overalt, hvor de kom til Land, plyndrede og dræbte Erlings Venner. Ved Efterretningen om Markus’s og Sigurds Drab gav Erling Lendermændene Hjemlov, men drog med ſine egne Tropper øſtover Folden til Kongehelle, da han hørte, at hine forhenværende Markusmænd øvede Vold paa den Kant. I den førſte Uge af Vintren (mellem 14de og 21de October) begav han ſig med en betydelig Styrke

  1. Blandt Lendermændene i Bergen nævnes en Nøkkve Paalsſøn. Navnet „Nøkkve“ forekommer viſtnok, men ellers kun i de ældre Tider, og ſynes paa den Tid, ſom her omhandles for det meſte at have været aflagt. Man ſkulde ſaaledes være friſtet til at tro, at det tier kun er et Forkortningsnavn i Stedet for „Nikolas“, og at „Nøkkve Paalsſøn“ ikke er nogen anden end Lendermanden Nikolas Paalſøn paa Giſke, med Tilnavnet Kuvung, en af Erlings ivrige Tilhængere, hvorom der i det følgende oftere vil blive Tale.