Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/940

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
922
Magnus Erlingsſøn og Sigurd Markusfoſtre.

at hans Mænd i fuldt Løb ſkulde ſtyrte ſig ned over Erlings. Han maatte nu lade ſin Hær gjøre en tilſvarende Bevægelſe paa den anden Side, hvorved den kom til at forlade ſin fordeelagtige Stilling paa Højden, da denne efterhaanden ſænkede ſig. Umiddelbart før Overgangen over Aaen lod Erling ſine Mænd ſynge Pater noster og gjøre en Bøn til Gud om, at den maatte ſejre, der havde Retten paa ſin Side. De ſang da Kyrie eleison, og ſloge med Sverdene paa Skjoldene. Ved dette Gny bleve tre Hundreder af Erlings Mænd — rimeligviis af de mindre ſtridvante Folk fra Byen — ængſtelige til Mode, og toge Flugten[1]. Men da han alligevel havde Overmagten paa ſin Side, bred han ſig ikke noget herom, men gik over Aaen med ſine Mænd. Jarlsmændene iſtemte Hærſkrig, men de maatte modtage Angrebet ved Foden af Bakken, i Stedet for, ſom fra førſt af beſtemt, ſelv at kunne angribe ovenfra. Striden førtes førſt med Spyd, ſiden med Sverd. Snart ſaa man Jarlens Banner vige tilbage; Erling og bane Mænd kom op paa Bakken, og nu varede det ikke længe, førend Jarlens Mænd flygtede ad Skoven til. Sigurd Jarl blev tilbage, og hans Mænd bade ham at undfly. „Nej“, ſagde han, „lad os holde os frem ſaa længe vi kunne!“ I Spidſen for den lille Hob, ſom endnu fulgte ham, gjorde han et fortvivlet Anfald, huggende til begge Sider, men maatte bukke under for Overmagten. Han faldt tilligemed Jon Sveinsſøn og 60 Mand. Erling havde ikke miſtet mange Folk og forfulgte de Flygtende til Skoven; der ſtandſede han, og vendte om igjen. Paa Tilbagevejen kom han til det Sted, hvor Sigurd Jarl laa. Han var endnu ikke rigtig død, men Kongens Trælle havde allere-

  1. Dette Sted er noget dunkelt i Sagaerne. Det undlader nemlig ej at ſynes noget underligt, at netop Erlings Mænd ſkulde tage Flugten af Frygt over det muntre Vaabengny i deres egen Hær. Fagrſkinna beretter ogſaa paa dette Sted, at det var tre Hundreder af Jarlens Mænd, ſom flygtede, og at Erling og hans Mænd „fulgte dem over Broen“. Men ogſaa dette ſynes noget utroligt, thi tre Hundreder vare mere end Halvdelen af Jarlens hele Hær, og det er ikke rimeligt, at de øvrige i ſaa Fald vilde være blevne tilbage. Man nødes derfor til at antage, at det virkelig var tre Hundreder eller 360 Mand af Erlings Hær, ſom flygtede, men i ſaa Fald ſynes det ogſaa rimeligt, at det Vaabengny, der ſlog dem med Skræk, hørtes fra den fiendtlige Hær. Og ſaaledes bor man maaſkee ogſaa retteſt forklare den dunkle Text. Der ſtaar: „Da ſagde Erling, at de ſkulde ſynge pater noster og bede, at de maatte erholde Sejren, ſom bedſt fortjente den. De ſang da Kyrie eleison, og ſloge paa Skjoldene“. Da der ikke ſtaar, at han bad ſine Mænd ſynge Kyrie eleison, ligger den Slutning nær, at Ordene „De ſang da Kyrie“ o. ſ. v. gaa paa Sigurds Hær, og rettere ſkulde overſættes: „hine (Sigurds Mænd) ſang da (d. e. ligeſom til Gjengjeld for Sangen i Erlings Hær) Kyrie eleison, og ſloge paa Skjoldene.