Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/94

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
76
Magnus den gode.

erobrede derpaa tretten Steder, og underkastede sig i kort Tid den hele Ø. „Det nyttede ikke“, siger Skalden Thjodolf, „den afrikanske Fyrste at viste forsvare Herredømmet over det haglsmykkede Land og dets Indbyggere imod ham“[1]. Her taler Thjodolf vistnok om Harald, som den, hvem Æren for Erobringen egentlig var at tilskrive, og nævner endog om „den dorske, ukrigerske Mandsling, der var langt borte, da Krigslynets Svinger (Harald), erobrede sig det underbare Land“. Dette have, som det synes, allerede de, der nedskreve Haralds Saga, henført til Maniakes, men det er langt rimeligere at antage, at Thjodolf dermed har meent Kejser Michael selv[2]. Imidlertid samlede Omar en ny og større Hær i Afrika, satte med den atter over til Sicilien, og opslog sin Lejr paa Sletterne ved Traina. Maniakes drog imod ham, men indskerpede først Flaadens Anfører, Stephanos, at han endelig maatte passe paa, at Omar, hvis han blev slagen, ikke undkom til Afrika. Da Hærene nærmede sig hinanden, skal Viljam Thankredssøn i Spidsen for sine Nordmanner have ilet langt forud for den græske Hær, og med saadan uimodstaaelig Heftighed have angrebet Saracenerne, at de strax grebe Flugten, og at de bagefter følgende Græker ikke fik andet at bestille end at plyndre Fiendens rige Lejr, medens Nordmannerne vare beskjeftigede med at forfølge de flygtende[3]. Over 500000 Saraceners Lig skulle have bedækket Valpladsen, og Omar undkom med Nød og neppe, paa en liden Baad, paa hvilken Stephanos’s Kystvogtere

    Kedrenos paa sin Side kun nævner de to Slag, ved Rhemata og Traina, maa følgelig Slaget ved Syrakus og Slaget ved Rhemata være det samme.

  1. ↑ Da Thjodolf tidligere end Krigen paa Sicilien omtaler Haralds Krig i Serkland og Erobringen af de 80 Byer, have de senere Sagaskrivere, forledede deraf at Serkland ogsaa betegner Afrika, baade forklaret hiin Krig, og den, hvori „Afrikafyrsten“ ej kunde beholde Landet, som en Krig i Afrika. Men for os, der af Kedrenos vide at „Afrikas Fyrste“ netop havde sat sig i Besiddelse af Sicilien, bliver der klart, at det ikke er nogen anden end denne, hvilken Thjodolf her mener, og skildrer som „Omars hagl-hovedsmykkede Mø“, d. e. det Land, hvis Tinde omsuses af Hagl: han har maaskee tænkt paa det høje, op i Skyerne ragende, Ætna, ligesom han ogsaa maaskee har haft Ætna for Øje, hvor han i samme Vers kalder Landet „underbart“.
  2. ↑ I al denne Tid, siger Kedrenos, S. 744, opholdt Michael sig for det meste i Thessalonike ved Martyren Demetrius’s Stad uden at beskjeftige sig med nogen Forretning, undtagen i den aller yderste Nødvendighed.
  3. ↑ Saaledes fortæller Galfred I. Cap. 7. Men det maa altid erindres, at Galfred, ligesom Dudo, er mere Sagamand end nøjagtig Historiker, hvor det gjelder fjernere Tider. Thankreds Sønner og Æt ere for ham Hovedpersonerne i Fortællingen, og derfor anviser han dem og, neppe altid med Rette, Hovedrollen i Begivenhederne. Paa samme Maade give vore Sagaer Harald Hovedrollen, som det nedenfor vil vises. Kedrenos veed intet af denne Thankreds Heltedaad.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_norske_Folks_Historie_1-2.djvu/94&oldid=194919»