Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/94

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
76
Magnus den gode.

erobrede derpaa tretten Steder, og underkaſtede ſig i kort Tid den hele Ø. „Det nyttede ikke“, ſiger Skalden Thjodolf, „den afrikanſke Fyrſte at viſte forſvare Herredømmet over det haglſmykkede Land og dets Indbyggere imod ham“[1]. Her taler Thjodolf viſtnok om Harald, ſom den, hvem Æren for Erobringen egentlig var at tilſkrive, og nævner endog om „den dorſke, ukrigerſke Mandsling, der var langt borte, da Krigslynets Svinger (Harald), erobrede ſig det underbare Land“. Dette have, ſom det ſynes, allerede de, der nedſkreve Haralds Saga, henført til Maniakes, men det er langt rimeligere at antage, at Thjodolf dermed har meent Kejſer Michael ſelv[2]. Imidlertid ſamlede Omar en ny og ſtørre Hær i Afrika, ſatte med den atter over til Sicilien, og opſlog ſin Lejr paa Sletterne ved Traina. Maniakes drog imod ham, men indſkerpede førſt Flaadens Anfører, Stephanos, at han endelig maatte pasſe paa, at Omar, hvis han blev ſlagen, ikke undkom til Afrika. Da Hærene nærmede ſig hinanden, ſkal Viljam Thankredsſøn i Spidſen for ſine Nordmanner have ilet langt forud for den græſke Hær, og med ſaadan uimodſtaaelig Heftighed have angrebet Saracenerne, at de ſtrax grebe Flugten, og at de bagefter følgende Græker ikke fik andet at beſtille end at plyndre Fiendens rige Lejr, medens Nordmannerne vare beſkjeftigede med at forfølge de flygtende[3]. Over 500000 Saraceners Lig ſkulle have bedækket Valpladſen, og Omar undkom med Nød og neppe, paa en liden Baad, paa hvilken Stephanos’s Kyſtvogtere

    Kedrenos paa ſin Side kun nævner de to Slag, ved Rhemata og Traina, maa følgelig Slaget ved Syrakus og Slaget ved Rhemata være det ſamme.

  1. Da Thjodolf tidligere end Krigen paa Sicilien omtaler Haralds Krig i Serkland og Erobringen af de 80 Byer, have de ſenere Sagaſkrivere, forledede deraf at Serkland ogſaa betegner Afrika, baade forklaret hiin Krig, og den, hvori „Afrikafyrſten“ ej kunde beholde Landet, ſom en Krig i Afrika. Men for os, der af Kedrenos vide at „Afrikas Fyrſte“ netop havde ſat ſig i Beſiddelſe af Sicilien, bliver der klart, at det ikke er nogen anden end denne, hvilken Thjodolf her mener, og ſkildrer ſom „Omars hagl-hovedſmykkede Mø“, d. e. det Land, hvis Tinde omſuſes af Hagl: han har maaſkee tænkt paa det høje, op i Skyerne ragende, Ætna, ligeſom han ogſaa maaſkee har haft Ætna for Øje, hvor han i ſamme Vers kalder Landet „underbart“.
  2. I al denne Tid, ſiger Kedrenos, S. 744, opholdt Michael ſig for det meſte i Thesſalonike ved Martyren Demetrius’s Stad uden at beſkjeftige ſig med nogen Forretning, undtagen i den aller yderſte Nødvendighed.
  3. Saaledes fortæller Galfred I. Cap. 7. Men det maa altid erindres, at Galfred, ligeſom Dudo, er mere Sagamand end nøjagtig Hiſtoriker, hvor det gjelder fjernere Tider. Thankreds Sønner og Æt ere for ham Hovedperſonerne i Fortællingen, og derfor anviſer han dem og, neppe altid med Rette, Hovedrollen i Begivenhederne. Paa ſamme Maade give vore Sagaer Harald Hovedrollen, ſom det nedenfor vil viſes. Kedrenos veed intet af denne Thankreds Heltedaad.