stammer, at man ikke kan tvivle paa, at Nordmannerne og Væringerne have søgt hinanden, udvexlet gjensidige Erindringer og Sagn om svundne Tider, udregnet indbyrdes Slægtskabsforhold[1], og i det hele taget betragtet hinanden indbyrdes som Landsmænd midt iblandt den fremmede Vrimmel. Ogsaa vare Nordmannerne endnu Nordmænd i Udseende, i Nationalcharakteer, i Kjærlighed til Skaldskab og Sagavæsen, i Pragtlyst og Ærgjerrighed, forbunden med Begjærlighed efter at vinde Rigdomme, i hensynsløs Tapperhed forenet med ualmindelig Klogskab og Listighed, hvor denne udkrævedes. Grækerne og Italienerne kunde neppe, naar de ej hørte eller lagde Merke til Sprogsorskjelligheden, skjelne Nordmannerne fra Nordmændene, hvis Navn endog var det samme. Hertil kom, at begge Skarers Stilling i den græske Hær var omtrent eens, og deres Interesser fælles; begge nærede den samme Foragt for Sydboernes Blødagtighed og den samme Mistillid til græsk Tro og græske Løfter. Vi erfare endelig af vore egne Sagaer, som i det Følgende vil sees, at de saakaldte „Latinmænd“ i Maniakes’s Hær, ved hvilke man ikke kan forstaa andre end netop hiin Skare af Nordmanner, virkelig, under den blandt Hjelpetropperne udbrydende Misfornøjelse med Maniakes, sluttede sig til Væringerne. Altsaa har Harald her kunnet stifte og maaskee virkelig stiftet Bekjendtskab med Nordmannernes tapre Høvdinger, de tre Thankredssønner; et Bekjendtskab, der vist har været paa Tale, da de samme Thankredssønners Brodersøn, den mægtige Roger den 2den, sytti Aar senere bevertede Haralds Sønnesøns Søn, den unge .Kong Sigurd, i sit Slot, og aller først af ham modtog Kongetitel.
Da Maniakes kom over til Sicilien (1038), gjorde de saraceniske Emirer ham en alvorlig Modstand. Messina belejredes, og forsvarede sig haardnakket, men erobredes, som det fortælles, ved Nordmannernes Tapperhed[2]. En ny Hær paa 50000 Mand kom over fra Afrika, men den blev aldeles slagen ved et Sted, kaldet Rhemata (Floderne), saaledes at den forbirindende Elv næsten fyldtes med Blod og steg over sine Bredder[3]. Dette Slag synes at have været det, i hvilket Viljam af Hauteville udmerkede sig saaledes, at han siden fik Tilnavnet „Jærn-Armen“[4]. Maniakes
- ↑ I Olaf den helliges Saga, Cap. 38 staar der udtrykkeligt: „de Frænder (Jarlerne i Nordmandie og deres Slægt) regnede længe deres Frændskab med Norges Høvdinger, og satte megen Priis derpaa, ligesom de altid vare Nordmændenes Venner“. Dette siges i Anledning af Olaf den helliges Ophold i Nordmandie 1014, kun 23 Diar for de her beskrevne Begivenheder. Endnu senere, i 1066, gjorde Viljam Erobreren meget Væsen af sin Nedstammen fra Norge, se Edward Confessors Love, Cap. 34.
- ↑ Galfred, I. Cap. 7.
- ↑ Kedrenos, S. 741.
- ↑ Galsred, I. Cap. 7 lader denne Begivenhed foregaa i et Slag ved Syrakus; men da dette er det eneste Slag, han omtaler før Slaget ved Traina, og
