Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/93

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
75
Maniakes’s Krig paa Sicilien.


ſtammer, at man ikke kan tvivle paa, at Nordmannerne og Væringerne have ſøgt hinanden, udvexlet gjenſidige Erindringer og Sagn om ſvundne Tider, udregnet indbyrdes Slægtſkabsforhold[1], og i det hele taget betragtet hinanden indbyrdes ſom Landsmænd midt iblandt den fremmede Vrimmel. Ogſaa vare Nordmannerne endnu Nordmænd i Udſeende, i Nationalcharakteer, i Kjærlighed til Skaldſkab og Sagavæſen, i Pragtlyſt og Ærgjerrighed, forbunden med Begjærlighed efter at vinde Rigdomme, i henſynsløs Tapperhed forenet med ualmindelig Klogſkab og Liſtighed, hvor denne udkrævedes. Grækerne og Italienerne kunde neppe, naar de ej hørte eller lagde Merke til Sprogſorſkjelligheden, ſkjelne Nordmannerne fra Nordmændene, hvis Navn endog var det ſamme. Hertil kom, at begge Skarers Stilling i den græſke Hær var omtrent eens, og deres Interesſer fælles; begge nærede den ſamme Foragt for Sydboernes Blødagtighed og den ſamme Mistillid til græſk Tro og græſke Løfter. Vi erfare endelig af vore egne Sagaer, ſom i det Følgende vil ſees, at de ſaakaldte „Latinmænd“ i Maniakes’s Hær, ved hvilke man ikke kan forſtaa andre end netop hiin Skare af Nordmanner, virkelig, under den blandt Hjelpetropperne udbrydende Misfornøjelſe med Maniakes, ſluttede ſig til Væringerne. Altſaa har Harald her kunnet ſtifte og maaſkee virkelig ſtiftet Bekjendtſkab med Nordmannernes tapre Høvdinger, de tre Thankredsſønner; et Bekjendtſkab, der viſt har været paa Tale, da de ſamme Thankredsſønners Broderſøn, den mægtige Roger den 2den, ſytti Aar ſenere bevertede Haralds Sønneſøns Søn, den unge .Kong Sigurd, i ſit Slot, og aller førſt af ham modtog Kongetitel.

Da Maniakes kom over til Sicilien (1038), gjorde de ſaraceniſke Emirer ham en alvorlig Modſtand. Mesſina belejredes, og forſvarede ſig haardnakket, men erobredes, ſom det fortælles, ved Nordmannernes Tapperhed[2]. En ny Hær paa 50000 Mand kom over fra Afrika, men den blev aldeles ſlagen ved et Sted, kaldet Rhemata (Floderne), ſaaledes at den forbirindende Elv næſten fyldtes med Blod og ſteg over ſine Bredder[3]. Dette Slag ſynes at have været det, i hvilket Viljam af Hauteville udmerkede ſig ſaaledes, at han ſiden fik Tilnavnet „Jærn-Armen“[4]. Maniakes

  1. I Olaf den helliges Saga, Cap. 38 ſtaar der udtrykkeligt: „de Frænder (Jarlerne i Nordmandie og deres Slægt) regnede længe deres Frændſkab med Norges Høvdinger, og ſatte megen Priis derpaa, ligeſom de altid vare Nordmændenes Venner“. Dette ſiges i Anledning af Olaf den helliges Ophold i Nordmandie 1014, kun 23 Diar for de her beſkrevne Begivenheder. Endnu ſenere, i 1066, gjorde Viljam Erobreren meget Væſen af ſin Nedſtammen fra Norge, ſe Edward Confesſors Love, Cap. 34.
  2. Galfred, I. Cap. 7.
  3. Kedrenos, S. 741.
  4. Galſred, I. Cap. 7 lader denne Begivenhed foregaa i et Slag ved Syrakus; men da dette er det eneſte Slag, han omtaler før Slaget ved Traina, og