Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/92

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
74
Magnus den gode.


boernes Øjne gjorde dem til foragtelige Kryb. Maniakes landede i Italien, førend han endnu havde erfaret Abulafars nye Frafald[1]. Han lod sig dog ikke derved afskrække fra at udføre sit Foretagende, men søgte kun, som man seer, yderligere at forsterke sin Hær. Her traf det nu belejligt for ham, at Gaimar af Salerno just, som vi ovenfor berettede, var i Forlegenhed for at blive sine nordmanniske Lejetropper kvit paa en lempe-lig Maade. Maniakes anmodede ham i Kejserens Navn at gjøre dem de meest glimrende Løfter, hvis de vilde træde i hans Tjeneste, og.de modtoge med Glæde dette Tilbud. Deres Antal angives af nogle til 500, af andre kun til 300 Mand[2], kun en ubetydelig Skare, men, ligesom Væringerne, med et Ry for Tapperhed og Krigsdygtighed, der blandt de blødagtige Sydboer gav dem en Vegt og Indflydelse, langt over hvad deres blotte Talstyrke ellers vilde have formaaet. I den græske Hær traf de nu for første Gang sammen med Væringerne som Krigs-Stalbrødre[3]. Uagtet den Generation af Nordmanner, hvortil de hørte, allerede, hvad Sprog og Leveskik angaar, var bleven fransk, saa at de af Grækerne kaldtes Franker, og neppe i Almindelighed kunde gjøre sig forstaaelige for Væringerne, eller forstaaes af dem, uden for saa vidt enkelte af disse paa tidligere Rejser havde lært det franske Sprog, saa satte dog Nordmannerne saa megen Stolthed i deres nordiske Herkomst og opbevarede saa omhyggeligt Minderne om deres Forfædres Udvandring[4], ligesom ogsaa Nordmændene paa deres Side vidste saa vel Besked om Nordmandiets Erobring og Bebyggelse ved Gange-Rolf og hans Krigerskarer, og om den nordmanniske Jarle-Æts Slægtskab med Norges Høvdinge-

  1. Kedrenos fortæller først (S. 738), at da Abulafar havde anraabt Kejseren om Hjelp, sendtes Georg og Stephanus med en Hær og Flaade til Longibardien. Derpaa (S. 740) tales der om Abulafars Nederlag „fordi Georg endnu ej var kommen ham til Hjelp“, om hans Flugt til Leon, og dennes Felttog paa Sicilien. Endelig (S 741) siges der, at han landede paa Sicilien, hvor de forenede Brødre gjorde ham Modstand, men nedenfor (S. 755) ..at Maniakes var kommen for at hjelpe Abulafar“. Altsaa har Hæren været under Udrustning, og Maniakes maaskee allerede “undervejs, da Leon gjorde sit Felttog. At Væringerne vare med paa dette Tog, siges ej af Kedrenos, men derimod erfares det af Leo Marsic. (Pertz Mon. Germ. IX. 676), hvor det siges, at Væringerne (Guarani) i 1041 kæmpede i Italien; desuden er jo dette Tog i vore Sagaer Haralds og Væringernes fornemste Bedrift. Til Landingen i Longibardien (Italien) sigter maaskee Thjodolf (Harald Sigurdssøns Saga. Cap. 3), hvor han siger:„han (Harald) som modig betraadte Langbardernes Land“. Dette er siden af enkelte Sagaskrivere niisforstaaet som om han skulde have rejst gjennem Longibardien til Constantinopel.
  2. Kedrenos (S. 755) nævner 500, Leo Marsicanus (Pertz IV. 675) 300.
  3. Galfred I., Cap. 7.
  4. Se f. Ex. Indledningen til Galfred, ej at tale om Viljam af Jumièges. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]