Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/92

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
74
Magnus den gode.


boernes Øjne gjorde dem til foragtelige Kryb. Maniakes landede i Italien, førend han endnu havde erfaret Abulafars nye Frafald[1]. Han lod ſig dog ikke derved afſkrække fra at udføre ſit Foretagende, men ſøgte kun, ſom man ſeer, yderligere at forſterke ſin Hær. Her traf det nu belejligt for ham, at Gaimar af Salerno juſt, ſom vi ovenfor berettede, var i Forlegenhed for at blive ſine nordmanniſke Lejetropper kvit paa en lempe-lig Maade. Maniakes anmodede ham i Kejſerens Navn at gjøre dem de meeſt glimrende Løfter, hvis de vilde træde i hans Tjeneſte, og.de modtoge med Glæde dette Tilbud. Deres Antal angives af nogle til 500, af andre kun til 300 Mand[2], kun en ubetydelig Skare, men, ligeſom Væringerne, med et Ry for Tapperhed og Krigsdygtighed, der blandt de blødagtige Sydboer gav dem en Vegt og Indflydelſe, langt over hvad deres blotte Talſtyrke ellers vilde have formaaet. I den græſke Hær traf de nu for førſte Gang ſammen med Væringerne ſom Krigs-Stalbrødre[3]. Uagtet den Generation af Nordmanner, hvortil de hørte, allerede, hvad Sprog og Leveſkik angaar, var bleven franſk, ſaa at de af Grækerne kaldtes Franker, og neppe i Almindelighed kunde gjøre ſig forſtaaelige for Væringerne, eller forſtaaes af dem, uden for ſaa vidt enkelte af disſe paa tidligere Rejſer havde lært det franſke Sprog, ſaa ſatte dog Nordmannerne ſaa megen Stolthed i deres nordiſke Herkomſt og opbevarede ſaa omhyggeligt Minderne om deres Forfædres Udvandring[4], ligeſom ogſaa Nordmændene paa deres Side vidſte ſaa vel Beſked om Nordmandiets Erobring og Bebyggelſe ved Gange-Rolf og hans Krigerſkarer, og om den nordmanniſke Jarle-Æts Slægtſkab med Norges Høvdinge-

  1. Kedrenos fortæller førſt (S. 738), at da Abulafar havde anraabt Kejſeren om Hjelp, ſendtes Georg og Stephanus med en Hær og Flaade til Longibardien. Derpaa (S. 740) tales der om Abulafars Nederlag „fordi Georg endnu ej var kommen ham til Hjelp“, om hans Flugt til Leon, og dennes Felttog paa Sicilien. Endelig (S 741) ſiges der, at han landede paa Sicilien, hvor de forenede Brødre gjorde ham Modſtand, men nedenfor (S. 755) ..at Maniakes var kommen for at hjelpe Abulafar“. Altſaa har Hæren været under Udruſtning, og Maniakes maaſkee allerede “undervejs, da Leon gjorde ſit Felttog. At Væringerne vare med paa dette Tog, ſiges ej af Kedrenos, men derimod erfares det af Leo Marsic. (Pertz Mon. Germ. IX. 676), hvor det ſiges, at Væringerne (Guarani) i 1041 kæmpede i Italien; desuden er jo dette Tog i vore Sagaer Haralds og Væringernes fornemſte Bedrift. Til Landingen i Longibardien (Italien) ſigter maaſkee Thjodolf (Harald Sigurdsſøns Saga. Cap. 3), hvor han ſiger:„han (Harald) ſom modig betraadte Langbardernes Land“. Dette er ſiden af enkelte Sagaſkrivere niisforſtaaet ſom om han ſkulde have rejſt gjennem Longibardien til Conſtantinopel.
  2. Kedrenos (S. 755) nævner 500, Leo Marsicanus (Pertz IV. 675) 300.
  3. Galfred I., Cap. 7.
  4. Se f. Ex. Indledningen til Galfred, ej at tale om Viljam af Jumièges. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]