Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/91

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
73
Maniakes’s Krig paa Sicilien.

Leon ſamlede ſaa mange Folk, han kunde, ſatte over til Sicilien, og overvandt Omar i flere Slag. Men da han merkede, at Abulafar, ſom rimeligviis angrede ſit Frafald, underhaanden havde forligt ſig med Broderen, og iForening med ham ſøgte at bringe den græſke Hær i Fordærvelſe, vovede han ikke længer at forblive paa Sicilien, men vendte tilbage til Italien, og Omar ſkaltede og valtede paa Sicilien efter eget Godtykte. (1037)[1].

Imidlertid havde Kejſeren eller rettere hans Broder Johannes udruſtet en betydelig Hær og Flaade, for at vove et Hovedforſøg paa at gjenvinde den rige, blomſtrende Ø. Overanførſelen over Landhæren betroedes den erfarne Feltherre, Georgios Maniakes, der allerede havde udmerket ſig meget ſom Hærfører i Krigen mod Rigets øſtlige Naboer. Flaaden kommanderedes af Kejſerens Svoger, Patricieren Stephanos. Hvor vigtigt dette Foretagende betragtedes ved Hoffet, ſees aller bedſt deraf, at Maniakes ogſaa fik en Deel af Væringekorpſet med. Blandt denne Afdeling var ogſaa Harald Sigurdsſøn tilligemed hans Følgeſvend og Stalbroder Halldor Snorresſøn; og at Væringerne ikke mindre end Grækerne anſaa dette Tog ſom det fornemſte og betydningsfuldeſte af alle dem, der førtes i disſe Aar, ſees bedſt af den allerede ovenfor berørte Omſtændighed, at vore egne Sagaer næſten udelukkende dvæle derved, og gjøre alle de øvrige Tog, hvori Harald deeltog, til Epiſoder af dette. Georg Maniakes kaldes i vore Sagaer Gyrge[2], og beſkrives ſom en lavſindet, pengegriſk og avindſyg Mand, der altid ſøgte at tilføje Væringerne Uret, men med al ſin Underfundighed dog overliſtedes af den langt klogere og modigere Harald.[3] Dette er dog langt fra at være Georg Maniakes’s Charakteer, ſaadan ſom vi hos de byzantinſke Forfattere lære den at kjende. Han var viſtnok gruſom og vindeſyg, men derhos en dygtig og tapper Feltherre, ſtolt og herſkeſyg, heftig, opbruſende og dumdriſtig, og, ſom det ſynes, i det hele taget forſkjellig fra den Tids Græker; men Væringerne, hvis Egenraadighed han maaſkee har forſøgt at tøjle, vare, ſom man tydeligt kan ſee, overvættes opbragte paa ham, og den paa deres Meddelelſer grundede Sagaſkildring fremſtiller ham derfor ſom om han forenede alle de National-Lyder, der paa den Tid fandtes hos de fordærvede Conſtantinopolitanere, og i Nord-

  1. Kedrenos, S. 737, 738, 741, 742. Kedrenos Beretning om disſe Begivenheder er noget forvirret, end mere de italienſke Annaliſters.
  2. Denne Form, Gyrgir i Akk. Gyrgi udtalt Jyrje, viſer ſig ſaaledes at være omtrent den ſamme, ſom Rusſerne brugte, nemlig Jurje, ɔ: Georg. Allerede Jaroſlav, der og antog Navnet Georg, kaldtes Jurje, hvilket kan ſees af Navnet paa den af ham anlagte Stad, Jurjev eller Dorpat. Altſaa er Formen Jurje ikke ſlaviſk, men kun det oldrusſiſke eller oldnorſke Gyrgir.
  3. Dette viſer ſig bedſt af Fortællingen om hans Endeligt, ſe nedenfor. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]