Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/90

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
72
Magnus den gode.

nernes Magt i Italien til dens højeſte Spidſe, og grundlægge et Monarchi, der under forſkjellige Omvexlinger og Forandringer af Dynaſti har holdt ſig lige til vore Tider. Hine tre Thankredsſønner, Villjam, Drogo og Hunfred, der ſaa at ſige brøde Banen for deres yngre Brødre, ſom ſenere fulgte efter, ankom til Apulien i Aaret 1035, men begave ſig dog ikke til deres Landsmænd i Averſa, thi da der juſt nu var en Fejde mellem de to langobardiſke Hertuger i Salerno og Gennem, toge de Tjeneſte hos den ſidſte; og da de fandt ham for nidſk, gik de over .til hans Modſtander, Gaimar (den 4de) af Salerno, ſom ogſaa fik en Deel andre, nys ankomne Nordmanner til at gaa i ſin Sold. Denne Krigerſkare forblev i et Par Aars Tid hos Gaimar, og udførte under Viljams og hans Brødres Anførſel mange berømmelige Bedrifter. Men jo mere de udmerkede ſig og lagde deres Dygtighed for Dagen, deſto mere blev det Gaimar klart, at de i Bevidſtheden om deres Kraft kunde blive ham ſelv farlige. Han ønſkede derfor intet heller, end paa en lempelig Maade at blive dem kvit. Dertil frembød ſig ogſaa nu en bekvem Lejlighed[1].

Sicilien havde allerede i over et Aarhundrede ſtaaet under Saracenernes Herredømme. De græſk-romerſke Kejſere, dets fordums Herrer, havde allerede næſten opgivet Haabet om at vinde den tilbage, da der i Aaret 1034 eller 1035 udbrød Uenighed mellem to af dens arabiſke Emirer, Abulafar Mohammed, og hans Broder Abukab. Af denne Uenighed undlod Kejſerens kloge Broder Johannes ikke at benytte ſig, for derved, om muligt, atter at kunne bringe Sicilien under Kejſerens Scepter. Han ſendte en Geſandt til Abulafar, der ſandſynligviis ogſaa fra ſin Side havde gjort Tilnærmelſer, og denne Geſandt bragte det dertil, at der ſluttedes et Forbund mellem Kejſeren og Emiren, der endog ved hans Tilbagerejſe medgav ham ſin Søn, rimeligviis ſom Gisſel, og ſiden belønnedes med Titel af Magiſter. Efter delte aabenbare Frafald bekrigedes han af ſin Broder. I Førſtningen havde han nogle Fordele over ham, men Abukab kaldte den afrikanſke Emir Omar til Hjelp, og nu vendte Lykken ſig; Abulafar blev ſlagen, og flygtede over til den græſke Statholder i Longibardien eller Nedre-Italien, Leen Opos, for at ſøge Hjelp hos ham.

    have været frankiſke; Navnet Stegt) ſynes ſaaledes heller ikke at være rigtigt nordiſk, og de frankiſke Former ſees temmelig tidligt at have været anvendte i Nordmandie, ſaaledes f. Ex. Navnet paa Thankreds anden Huſtru Freſenda, egentlig Fridſvindha; Formen er ej angliſk, thi der lyder den Friduswið (i latinſke Skrifter Frideswitha). Af Borgen Hauteville er nu kun ubetydelige Levninger tilbage. Stedets Navn har maaſkee i den Tid, da Nordmannerne talte deres Fædreneſprog, været Haaby (Hábœr, af hár, høj, og bœr, der ganſke ſvarer til det latinſke villa).

  1. Se herom fornemmelig Galfred Malaterra, I. Cap. 1—6.