nernes Magt i Italien til dens højeste Spidse, og grundlægge et Monarchi, der under forskjellige Omvexlinger og Forandringer af Dynasti har holdt sig lige til vore Tider. Hine tre Thankredssønner, Villjam, Drogo og Hunfred, der saa at sige brøde Banen for deres yngre Brødre, som senere fulgte efter, ankom til Apulien i Aaret 1035, men begave sig dog ikke til deres Landsmænd i Aversa, thi da der just nu var en Fejde mellem de to langobardiske Hertuger i Salerno og Gennem, toge de Tjeneste hos den sidste; og da de fandt ham for nidsk, gik de over .til hans Modstander, Gaimar (den 4de) af Salerno, som ogsaa fik en Deel andre, nys ankomne Nordmanner til at gaa i sin Sold. Denne Krigerskare forblev i et Par Aars Tid hos Gaimar, og udførte under Viljams og hans Brødres Anførsel mange berømmelige Bedrifter. Men jo mere de udmerkede sig og lagde deres Dygtighed for Dagen, desto mere blev det Gaimar klart, at de i Bevidstheden om deres Kraft kunde blive ham selv farlige. Han ønskede derfor intet heller, end paa en lempelig Maade at blive dem kvit. Dertil frembød sig ogsaa nu en bekvem Lejlighed[1].
Sicilien havde allerede i over et Aarhundrede staaet under Saracenernes Herredømme. De græsk-romerske Kejsere, dets fordums Herrer, havde allerede næsten opgivet Haabet om at vinde den tilbage, da der i Aaret 1034 eller 1035 udbrød Uenighed mellem to af dens arabiske Emirer, Abulafar Mohammed, og hans Broder Abukab. Af denne Uenighed undlod Kejserens kloge Broder Johannes ikke at benytte sig, for derved, om muligt, atter at kunne bringe Sicilien under Kejserens Scepter. Han sendte en Gesandt til Abulafar, der sandsynligviis ogsaa fra sin Side havde gjort Tilnærmelser, og denne Gesandt bragte det dertil, at der sluttedes et Forbund mellem Kejseren og Emiren, der endog ved hans Tilbagerejse medgav ham sin Søn, rimeligviis som Gissel, og siden belønnedes med Titel af Magister. Efter delte aabenbare Frafald bekrigedes han af sin Broder. I Førstningen havde han nogle Fordele over ham, men Abukab kaldte den afrikanske Emir Omar til Hjelp, og nu vendte Lykken sig; Abulafar blev slagen, og flygtede over til den græske Statholder i Longibardien eller Nedre-Italien, Leen Opos, for at søge Hjelp hos ham.
- ↑ Se herom fornemmelig Galfred Malaterra, I. Cap. 1—6.
have været frankiske; Navnet Stegt) synes saaledes heller ikke at være rigtigt nordisk, og de frankiske Former sees temmelig tidligt at have været anvendte i Nordmandie, saaledes f. Ex. Navnet paa Thankreds anden Hustru Fresenda, egentlig Fridsvindha; Formen er ej anglisk, thi der lyder den Friduswið (i latinske Skrifter Frideswitha). Af Borgen Hauteville er nu kun ubetydelige Levninger tilbage. Stedets Navn har maaskee i den Tid, da Nordmannerne talte deres Fædrenesprog, været Haaby (Hábœr, af hár, høj, og bœr, der ganske svarer til det latinske villa).
