denne Opfordring skulle ikke færre end 3000 Nordmanner være dragne til Italien (1017). Understøttet af alle disse tapre Mænd begyndte Mela Krigen Hulen, og var en kort Tid heldig, men siden tabte han et stort Slag ved Emner, hvor 240 Nordmanner skulle være faldne, og han maatte flygte til Tydskland, hvor han kort Tid efter døde. Da var Nordmannernes Antal i hans Hær sammensmeltet til 500. Melos Svoger, og efter ham hans Brodersønner, søgte, ligeledes uden Held, at fortsætte Kampen; den tydske Konge, Henrik den 2den, søgte at understøtte dem, men forgjeves, og tilsidst, da der af hele den nordmanniske Hær ikke var flere end 25 tilbage, maatte Melos Frænder give tabt, og nøje sig med nogle Forleninger, Kejser Henrik gav dem. De øvrige Nordmanner, der vare komne med Gesandterne, havde imidlertid staaet i den salernitanske Hertugs Tjern-ste som Lejetropper. Deres Antal forøgedes efterhaanden med flere af hine 25, hvoriblandt Aasmunds Broder Reinulf.[1] Omsider bleve de misfornøjede med Gaimar, opsagde ham deres Tjeneste, valgte Reinulf til deres Anfører, og kæmpede herefter saa at sige paa egen Haand, idet de understøttede snart den ene, snart den anden af Nedre-Italiens Smaafyrster, stedse magende det saa, at den ene Fyrste ikke blev stort mægtigere end den anden, men at der altid herskede en Ligevegt, som gjorde dem uundværlige. I Førstningen havde de deres Tilhold i en sumpig Egn af Campanien; men da de i Aaret 1029 havde hjulpet Hertug Sergius af Neapel til at gjenvinde denne Stad, overlod han dem til Gjengjeld en meget frugtbar Landstrækning, hvor de, omtrent 8 Mile fra Neapel, bebyggede den sterkt befestede By Aversa, der saaledes blev Nordmannernes første faste Besiddelse i Nedre-Italien (1029), og et Værn for Neapel mod det nærliggende langobardiske Capua. Reinulf der sidenefter kaldtes Greve af Aversa, og forbandt sig nærmere med Sergius ved at egte hans Syster, lod en ny Opfordring udgaa til sine Landsmænd i Hjemmet om at komme til ham og nedsætte sig i den nys erhvervede Landstrækning. Opfordringen var ikke forgjeves, thi fra nu af kom deri en lang Tid hvert Aar nye Sværme af Nordmanner, der i det frugtbare Italien haabede at vinde Hæder, Magt og Rigdom. Blandt dem, der saaledes fulgte det almindelige Exempel, var de tre ældste Sønner af Thankred, Herre til Hauteville i Cotentin[2], hvis Æt var bestemt til omsider at bringe Nordman-
- ↑ Guilielm. Appulus, hos Pertz, Mon. XI. S. 245. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
- ↑ Thankred var neppe, som nogle have paastaaet, af de nordmanniske Hertutugers Familie, se fornemmelig Mooyers Afhandling, über die angebl. Abstammung des normannischen Königsgeschlechts, Minden 1850. Navnet Thankred er ellers ingen oldnorsk Form, der skulde lyde Thakkraad (Þakkráðr, se ældre Edda, Völunðarkviða 37), men reen anglisk; enten maa det saaledes verre angliseret, eller Thankred har maaskee været af en anglisk Æt, som har nedsat sig i Nordmandie. Muligt at denne, og flere Navnformex
