Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
71
Nordmannerne i Averſa.

denne Opfordring ſkulle ikke færre end 3000 Nordmanner være dragne til Italien (1017). Underſtøttet af alle disſe tapre Mænd begyndte Mela Krigen Hulen, og var en kort Tid heldig, men ſiden tabte han et ſtort Slag ved Emner, hvor 240 Nordmanner ſkulle være faldne, og han maatte flygte til Tydſkland, hvor han kort Tid efter døde. Da var Nordmannernes Antal i hans Hær ſammenſmeltet til 500. Melos Svoger, og efter ham hans Broderſønner, ſøgte, ligeledes uden Held, at fortſætte Kampen; den tydſke Konge, Henrik den 2den, ſøgte at underſtøtte dem, men forgjeves, og tilſidſt, da der af hele den nordmanniſke Hær ikke var flere end 25 tilbage, maatte Melos Frænder give tabt, og nøje ſig med nogle Forleninger, Kejſer Henrik gav dem. De øvrige Nordmanner, der vare komne med Geſandterne, havde imidlertid ſtaaet i den ſalernitanſke Hertugs Tjern-ſte ſom Lejetropper. Deres Antal forøgedes efterhaanden med flere af hine 25, hvoriblandt Aasmunds Broder Reinulf.[1] Omſider bleve de misfornøjede med Gaimar, opſagde ham deres Tjeneſte, valgte Reinulf til deres Anfører, og kæmpede herefter ſaa at ſige paa egen Haand, idet de underſtøttede ſnart den ene, ſnart den anden af Nedre-Italiens Smaafyrſter, ſtedſe magende det ſaa, at den ene Fyrſte ikke blev ſtort mægtigere end den anden, men at der altid herſkede en Ligevegt, ſom gjorde dem uundværlige. I Førſtningen havde de deres Tilhold i en ſumpig Egn af Campanien; men da de i Aaret 1029 havde hjulpet Hertug Sergius af Neapel til at gjenvinde denne Stad, overlod han dem til Gjengjeld en meget frugtbar Landſtrækning, hvor de, omtrent 8 Mile fra Neapel, bebyggede den ſterkt befeſtede By Averſa, der ſaaledes blev Nordmannernes førſte faſte Beſiddelſe i Nedre-Italien (1029), og et Værn for Neapel mod det nærliggende langobardiſke Capua. Reinulf der ſidenefter kaldtes Greve af Averſa, og forbandt ſig nærmere med Sergius ved at egte hans Syſter, lod en ny Opfordring udgaa til ſine Landsmænd i Hjemmet om at komme til ham og nedſætte ſig i den nys erhvervede Landſtrækning. Opfordringen var ikke forgjeves, thi fra nu af kom deri en lang Tid hvert Aar nye Sværme af Nordmanner, der i det frugtbare Italien haabede at vinde Hæder, Magt og Rigdom. Blandt dem, der ſaaledes fulgte det almindelige Exempel, var de tre ældſte Sønner af Thankred, Herre til Hauteville i Cotentin[2], hvis Æt var beſtemt til omſider at bringe Nordman-

  1. Guilielm. Appulus, hos Pertz, Mon. XI. S. 245. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  2. Thankred var neppe, ſom nogle have paaſtaaet, af de nordmanniſke Hertutugers Familie, ſe fornemmelig Mooyers Afhandling, über die angebl. Abſtammung des normanniſchen Königsgeſchlechts, Minden 1850. Navnet Thankred er ellers ingen oldnorſk Form, der ſkulde lyde Thakkraad (Þakkráðr, ſe ældre Edda, Völunðarkviða 37), men reen angliſk; enten maa det ſaaledes verre angliſeret, eller Thankred har maaſkee været af en angliſk Æt, ſom har nedſat ſig i Nordmandie. Muligt at denne, og flere Navnformex