Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/938

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
920
Magnus Erlingsſøn og Sigurd Markusfoſtre.


urd Jarl agtede ſig imod ham. Man ſpurgte til ham ſnart her, ſnart der, ſnart nærmere ſnart fjernere; Erling lod derfor holde Udkik paa alle Kanter, og for Sikkerheds Skyld lod han Krigsludrene hver Aften kalde Mandſkabet under Vaaben ovenfor Byen, hvor det laa forſamlet om Nætterne, færdigt til at træde i Fylking. Efter en Uges Tid fik man endelig Bud om, at Sigurd ikke var langt borte, nemlig paa Ree, omtrent halvanden Miils Vej nordveſtenfor Byen[1]. Han gav ſtrax Befaling til Opbrud, og medtog, foruden ſine egentlige Krigsmænd, ogſaa alle kampdygtige og bevæbnede Bymænd, ſaa vel ſom de tilſtedeværende Kjøbmænd, paa 12 Mænd nær, der bleve tilbage for at pasſe paa Byen. Hver Mand medbragte Levnetsmidler for Dagen. Opbrudet ſkede Tirsdag i den anden Faſteuge (19de Febr.) om Eftermiddagen, men det varede længe, førend man fik “hele Troppen ud af Byen, og ſaaledes tiltraadtes egentlig ikke Marſchen førend ved Nattetid. Paa hver Heſt ſad to Mand, der tillige havde Skjold fælles. Ved Optællingen befandtes den hele Skare at udgjøre 13 Hundreder (1560 Mand).

Erling fik nu nærmere Underretning om, at Sigurd Jarl befandt ſig paa Gaarden Ramnes med 600 Mand[2]. Han lod ſit Mandſkab kalde ſammen, og meddeelte dem dette; alle ytrede Ønſke om, at man ſtrax ſkulde ſkynde ſig derhen, for at komme uforvarende over ham, omringe Huſene, og ſtride endnu ſamme Nat. Dette var dog ikke efter Erlings Hoved. „Viſtnok“, ſagde han, „er der mange i Sigurds Flok, hvis Gjerninger vi alt for vel mindes, ſaaſom de have været med at dræbe Kong Inge og mange af vore Venner, hvilket altſammen er ſeent at opregne. De have udrettet mangt og meget heraf med Djevelens Kunſter og Nidingsſkab, thi hvormeget end man kan have forbrudt lig, ſtemple dog vore Love og Landſens Ret ſom Nidingsſkab og Snigmord, at dræbe Folk ved Nattetide. Hiin Flok har nemlig efter troldkyndige Folks Raad

  1. Ree kaldtes i Fortiden, og kaldes maaſkee endnu, det Strøg eller Hered, der udgjør Ramnes Hovedſogn nordveſtenfor Tunsberg. Den Omſtændighed at Sigurd Jarl, der faldt i dette Slag, var fra Reyr paa Hedemarken, og Ligheden mellem Reyr og Ree har forledet Forfatteren af Sturlungaſaga til at forvexle begge Steder, idet han (II. 40, S. 110) lader dette Slag ſtaa „paa Reyr kort fra Hamarkaupang“.
  2. Saaledes de ſtørre Kongeſagaer. Fagrſkinna nævner ikke Ramnes, men derimod „Dyndurſtad“, et Navn, ſaa beſynderligt, at man maa antage det forvanſket fra „Lindeſtad“, hvilket er Navnet paa en betydelig Gaard en Fjerdingsvej øſtenfor Ramnes. I ſaa Fald bliver den Aa, ſom nedenfor omtales Lindeſtad-Elven; eller ogſaa maa det — hvad der er det rimeligſte — være den Aa, der kommer fra Veſt, gjør en Bøjning ſønden om stamme, og derpaa løber en ubetydelig Strækning i Nord, indtil den ved Friſt falder i Lindeſtad-Elven.