Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/937

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
919
Sigurderne paa Oplandene.

karle, gjorde ſlig ulovlig Fremfærd overordentlig Opſigt, og vakte den ſtørſte Forbitrelſe. Af denne Grund, og fordi Vikverjerne, forhen ivrige Tilhængere af Kong Inge, nu ogſaa havde overført deres Kjærlighed paa Magnus og Erling, der repræſenterede det ſamme Parti, lykkedes det Erling at vække den ſtørſte Forbitrelſe mod Flokken paa Oplandene. Han holdt ofte Thing med Bønderne, og der blev idelig talt om de Voldsgjerninger, Sigurds Mænd begik. Det var en heldig Gjerning, hed det, om man kunde faa den Flok i Bund og Grund ødelagt, og ſaadan Tale vandt Bøndernes højeſte Bifald. Iſær talte Arne Kongsmaag baade vidtløftigt og haardt om denne Sag; han bad endog alle dem, der vare paa Thinget, Krigsmænd, Bønder og Bymænd, efter den i Loven foreſkrevne Form ved Vaabentag at dømme Sigurd Jarl og hele hans Flok i Djevelens Vold baade levende og døde. Ogſaa Preſten Roald Langtala holdt et Foredrag i dette Øjemed. Og, ſiges der, ſaa opbragt og uſtyrlig var Forſamlingen, at de alle gik ind derpaa, og en ſlig uhørt Dom blev afſagt efter alle lovlige Former. Erling holdt Julegildet Tunsberg, og udbetalte ved Kyndelsmisſe Krigsfolkene deres Sold. Hver Nat lod han tolv Mænd holde Vagt i Byen[1].

Sigurd Jarl ſtreifede fremdeles om hiſt og her i Viken og paa Oplandene. Hans Styrke var betydelig, og mange underkaſtede ſig ham, dog meſt af Frygt; mange maatte betale Penge. Flere af Flokken ſendte dog hemmeligt Bud til Erling for at tilbyde Underkaſtelſe og hede om Grid. Erling lod dem ſvare, at alle, der nedlagde deres Vaaben, ſkulde faa beholde Livet, men Landsviſt kun de, der ikke havde forbrudt ſig altfor meget mod ham. Dette Svar var uklogt, thi da hine hørte, at ikke alle, ſom faldt fra Sigurd, kunde være ſikre paa Landsviſt, foretrak de at blive Sigurd tro: de fleſte vidſte med ſig ſelv, at Erling anſaa dem for at have groveligen forſyndet ſig imod ham. Blandt dem, ſom underkaſtede ſig Erling, var Philip Gyrdsſøn, der fik ſine Ejendomme tilbage, og drog hjem til ſin Gaard. Men ikke længe efter kom nogle af Sigurd Jarls Mænd og ſloge ham ihjel. Overhoved ſøgte de fra begge Sider ved idelige Overfald og Manddrab at gjøre hinanden Skade, ſaa at det paa denne Tid maa have gaaet ſaare uroligt og blodigt til i det hele Strøg mellem Viken og Throndhjem[2].

I Begyndelſen af Langefaſten (1163) fik Erling Nys om, at Sig-

  1. Magnus Erlingsſøns Saga, Cap. 2. Snorre Cap. 10. Det uhørte i hiin Dom, hvorover Sagaſkriveren anker (han kalder det údœmavark) er naturligviis, at man tiltog ſig at fradømme andre Menneſker jordiſk Lykke og evig Salighed, ligeſom man dømte Folk fra Gaard og Grund.
  2. Magnus Erlingsſøns Saga, Cap. 3, 4. Snorre Cap. 11, 12.