Hilsen med de varmeste Taksigelser. Men i det samme lod Erling stode af alle Kræfter i Ludren, og befalede sine Mænd at angribe de Skibe, som endnu ikke vare ryddede, da de neppe nogensinde vilde faa bedre Lejlighed til at hevne Kong Inge. Alle istemte nu Hærskrig, opeggede hinanden indbyrdes, og fornyede Angrebet. I denne Tummel fik Kong Haakon sit Banesaar. Man fristes til at antage, at dette stede ved Erlings egen Foranstaltning, ligesom nys Nikolas Simonssøns Drab, ja det seer endog ud til, at Sagaskriveren selv har været af denne Mening, uden dog ligefrem at udtale den[1]. Da Haakons Mænd erfarede hans Fald, bleve de som rasende af Forbitrelse, roede til af alle Kræfter, kastede Skjoldene fra sig og hug om sig med begge Hænder, fuldkommen ligegyldige om deres Liv. Denne Hidsighed kom dem selv til stor Skade, da de derved blottede sig for Fiendernes dræbende Stød. En Mængde af Haakons Mænd faldt, deels af denne Grund, deels ogsaa fordi Erlings Krigsmagt var dem langt overlegen i Folketal. Om Grid nyttede det ej at bede, undtagen de faa, som Høvdingerne toge i Beskyttelse mod Tilsagn om en Løsningssum. Blandt de Høvdinger, som faldt paa Haakons Side, nævnes Sigurd Kaapa, Sigurd Hjupa og Ragnvald Kunta. Nogle af hans Skibe undkom ind i Fjorden, saa at Besætningen derved frelste sit Liv. Kong Haakons Lig bragtes først ind i Raumsdalen og blev der begravet; men Haakons Broder, Kong Sverre, lod det siden optage, bringe til Nidaros og begrave i Steenveggen i Christkirkens Chor paa Sydsiden. Haakon var smuk af Udvortes, velvoxen, høj, smal om Livet og meget bredskuldret, hvorfor hans Krigere kaldte ham Haakon Herdebred; han var lystig i sit Væsen nedladende, barnslig og kjær i at lege, og særdeles afholdt af Almuen; men for Resten var han kun Konge af Navn, og det er uvist, hvorledes hans Charakteer vilde have teet sig, hvis han havde naaet en modnere Alder.
Erling skakke og Kong Magnus droge nu med hele Flaaden ind til Nidaros, og lagde Landet under sig, hvor de kom. I Nidaros lod Erling tilstevne Ørething, hvor Magnus nu blev tagen til Konge for det hele Land. Erling dvælede dog ikke længe der, da Thrønderne tyktes ham ikke at lide paa, men begav sig tilbage til Bergen, og ud paa Høsten til Tunsberg, hvor han agtede at tage Vinterophold. Hele Flaa-
- ↑ Den blotte Omstændighed, at Stavnboerne vare saa ivrige for at bevare Haakons Liv, maatte være Erling nok til at frygte ham, endog som overvunden; og hvad han ej havde taget i Betænkning at gjøre mod Nikolas, maatte falde ham endnu lettere at gjøre mod Haakon. Han skilte sig saaledes paa een Gang ved tvende farlige Medbejlere.
