Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/934

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
916
Haakon Sigurdssøn (Herdebred) og Magnus Erlingssøn.

skyndte sig didhen, hvor hine vare i fuld Leg, Ludrene lød, og alle Mand kaldtes iilsomt ombord. Det var just paa den Tid af Dagen, da de skulde sætte sig til Døgurd. Nu stimlede alle til Skibene, hver til det som laa nærmest, uden nogen Orden, saa at Skibene bleve højst ulige besatte. Nogle toge til Aarerne, andre rejste Masterne, de toge Vejen nordefter, for at komme til mere, af hvis Indbyggere de væntede sig Hjelp. Nu saa man fra begge Flaader gjensidigt hinandens Sejl. Erling satte ivrigt efter de flygtende, forbi Hildre, gjennem Midfjorden og Moldefjorden. Eindride unge havde et Langskib ved Navn Draglaun, en stor Busse, som i Forvirringen var bleven alt for svagt bemandet, da mange af dets Besætning var løbet over paa andre Skibe. Det sakkede derfor bagefter Haakons øvrige Flaade, og indhentedes ligefor Øen Sekken, nær ved Vedø, af Bøkesuden, som Erling skakke styrede, og som strax bagede sig fast i det. Haakon var næsten kommen lige til Vedø, da man paa hans Skib hørte Ludrene skralde, og saa, at flere Skibe vendte om, for at komme Eindride til Hjelp. Han gjorde da det samme, og saaledes begyndte Slaget. Det varede ikke længe, førend Krigerskaren paa Haakons Skib adsplittedes. Nogle faldt, andre gik overbord. Haakon selv kastede en graa Kappe om sig, og løb over paa et andet Skib. Men i Forvirringen merkede han ikke, at dette var et af de fiendtlige, førend det var for silde, da han allerede var ganske afskaaren fra sine Mænd og øvrige Skibe. Han gik derfor over paa Bøkesuden, frem i Forstavnen, gav sig der tilkjende for Stavnboerne, og bad om Grid. Han fik den, og Stavnboerne toge ham til sig. Imidlertid var der skeet et stort Mandefald, især blandt Haakons Mænd; men blandt dem, som vare faldne ombord paa Bøkesuden, var ogsaa Nikolas, Simon Skaalps Søn, hvis Drab blev tilskrevet Erlings egne Krigere: uden al Tvivl havde han ogsaa maget det saaledes for derved at skille sin Søn af med en farlig Medbejler, uden at det dog saa ud, som om han selv voldte hans Død. Strax derefter skede der en Standsning i Kampen, og Skibene skilte sig fra hinanden. Da blev det sagt Erling, at Haakon var kommen ombord paa hans Skib, men at Stavnboerne havde taget ham til sig, og truede at forsvare ham med Magt hvis man vilde tilføje ham noget ondt. Det var naturligt, at de havde Medynk med hans Ungdom, han var nemlig neppe endnu femten Aar gammel, og ganske barnslig i sit Væsen: alle og enhver vidste, at det var hans Høvdinger, som raadede i hans Navn, og at han selv havde liden eller ingen Deel i, hvad der skede. Erling beroligede strax Stavnboerne ved at sende en Mand forud i Skibet med den Hilsen til dem, at de kun skulde passe godt paa Haakon, saa at han ej undkom; han havde intet imod at skjenke ham Grid, hvis de andre Høvdinger samtykkede deri, og hans Parti strax underhandlede om Fred. Stavnboerne modtoge denne