Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/934

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
916
Haakon Sigurdsſøn (Herdebred) og Magnus Erlingsſøn.

ſkyndte ſig didhen, hvor hine vare i fuld Leg, Ludrene lød, og alle Mand kaldtes iilſomt ombord. Det var juſt paa den Tid af Dagen, da de ſkulde ſætte ſig til Døgurd. Nu ſtimlede alle til Skibene, hver til det ſom laa nærmeſt, uden nogen Orden, ſaa at Skibene bleve højſt ulige beſatte. Nogle toge til Aarerne, andre rejſte Maſterne, de toge Vejen nordefter, for at komme til mere, af hvis Indbyggere de væntede ſig Hjelp. Nu ſaa man fra begge Flaader gjenſidigt hinandens Sejl. Erling ſatte ivrigt efter de flygtende, forbi Hildre, gjennem Midfjorden og Moldefjorden. Eindride unge havde et Langſkib ved Navn Draglaun, en ſtor Busſe, ſom i Forvirringen var bleven alt for ſvagt bemandet, da mange af dets Beſætning var løbet over paa andre Skibe. Det ſakkede derfor bagefter Haakons øvrige Flaade, og indhentedes ligefor Øen Sekken, nær ved Vedø, af Bøkeſuden, ſom Erling ſkakke ſtyrede, og ſom ſtrax bagede ſig faſt i det. Haakon var næſten kommen lige til Vedø, da man paa hans Skib hørte Ludrene ſkralde, og ſaa, at flere Skibe vendte om, for at komme Eindride til Hjelp. Han gjorde da det ſamme, og ſaaledes begyndte Slaget. Det varede ikke længe, førend Krigerſkaren paa Haakons Skib adſplittedes. Nogle faldt, andre gik overbord. Haakon ſelv kaſtede en graa Kappe om ſig, og løb over paa et andet Skib. Men i Forvirringen merkede han ikke, at dette var et af de fiendtlige, førend det var for ſilde, da han allerede var ganſke afſkaaren fra ſine Mænd og øvrige Skibe. Han gik derfor over paa Bøkeſuden, frem i Forſtavnen, gav ſig der tilkjende for Stavnboerne, og bad om Grid. Han fik den, og Stavnboerne toge ham til ſig. Imidlertid var der ſkeet et ſtort Mandefald, iſær blandt Haakons Mænd; men blandt dem, ſom vare faldne ombord paa Bøkeſuden, var ogſaa Nikolas, Simon Skaalps Søn, hvis Drab blev tilſkrevet Erlings egne Krigere: uden al Tvivl havde han ogſaa maget det ſaaledes for derved at ſkille ſin Søn af med en farlig Medbejler, uden at det dog ſaa ud, ſom om han ſelv voldte hans Død. Strax derefter ſkede der en Standsning i Kampen, og Skibene ſkilte ſig fra hinanden. Da blev det ſagt Erling, at Haakon var kommen ombord paa hans Skib, men at Stavnboerne havde taget ham til ſig, og truede at forſvare ham med Magt hvis man vilde tilføje ham noget ondt. Det var naturligt, at de havde Medynk med hans Ungdom, han var nemlig neppe endnu femten Aar gammel, og ganſke barnslig i ſit Væſen: alle og enhver vidſte, at det var hans Høvdinger, ſom raadede i hans Navn, og at han ſelv havde liden eller ingen Deel i, hvad der ſkede. Erling beroligede ſtrax Stavnboerne ved at ſende en Mand forud i Skibet med den Hilſen til dem, at de kun ſkulde pasſe godt paa Haakon, ſaa at han ej undkom; han havde intet imod at ſkjenke ham Grid, hvis de andre Høvdinger ſamtykkede deri, og hans Parti ſtrax underhandlede om Fred. Stavnboerne modtoge denne