Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/929

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
911
Erling ſøger Hjelp hos Danekongen.

bød ſig. Herom følte viſt ogſaa den kloge Erling ſig fuldkommen overbeviiſt. Han ventede ſig derhos, ſom det lader, Biſtand af Buris Henriksſøn, Dronning Ingerids og Henrik Skatelærs Søn, Kong Inges Halvbroder, og den ſvenſke Kong Magnus’s Heelbroder. Buris opholdt ſig hos Kong Valdemar, juſt ikke meget yndet, ja endog ſterkt mistænkt af denne, men dog i en Stilling, der i det ydre vidnede om Magt og Anſeelſe. Hvis Kong Magnus Henriksſøn i Sverige, til hvem Orm Kongsbroder havde taget ſin Tilflugt, havde været mægtig og anſeet, da havde Erling maaſkee ligeſaa gjerne ſøgt om Underſtøttelſe hos ham. Men hans Stilling var yderſt uſikker, og hans Modſtander Karl Sverkesſøn ſkilte ham endnu i ſamme Aar ved Liv og Rige. Til Valdemar beſluttede Erling derfor at henvende ſig. I Følge med ſin Søn, Kong Magnus, Dronning Ingerid, Buris Henriksſøns Møder, hendes Mand Arne Kongsmaag og to af deres Sønner, alle de haandgangne Mænd, ſom vare tilſtede, og alle hans egne ſaavel ſom Gregorius’s forrige Huuskarle, drog han afſted paa ti Skibe, og ſejlede over til Jylland, hvor Valdemar opholdt ſig. Det er muligt, at Erling tog hine fornemme Perſoner med, for at benytte ſig af deres Indflydelſe ved det danſke Hof, men dette ſtore Følge giver dog unegtelig Rejſen Udſeendet af en Flugt, og ſandſynligſt er det, at han i den førſte Tid, førend han endnu havde ſikret ſig Hjelp fra Danmark og ordnet ſine Forſvarskræfter, følte ſig noget uſikker, endog i Bergen, da Haakon, i Beſiddelſe af Kong Inges hele Flaade, uhindret kunde overfalde ham.[1] Erling fandt en venlig Modtagelſe hos Valdemar, ſom rigeligt ſkaffede ham alt hvad han behøvede til ſine Mænds Underhold. De havde mange Raadſlagninger ſammen, hvoraf det endelige Reſultat blev, at Valdemar tilſagde Kong Magnus al den Hjelp af ſit Rige, ſom han kunde behøve til at underkaſte ſig Norge og forſvare ſig i Herredømmet, hvorimod Valdemar ſkulde faa Viken indtil Rygjarbit, eller Grændſen mod Agder, ligeſom hans Forfædre Harald Gormsſøn og Sven Tjugeſkegg i ſin Tid havde beſiddet dette Landſkab. Saa lidet tog Erling ſkakke Henſyn til Fædrelandets Selvſtændighed, naar det gjaldt at ſikre ham Magten, og dette af ham givne Exempel, at ſøge Støtte hos den danſke Konge og aabne ham Adgang til Beſiddelſer i Norge, fulgtes nu i en Række af Aar ſtadigt af det Parti, hvis Hoved og Repræſentant han var, Lendermands-Ariſtokratiet. Heri var dette Parti ſig ſelv ligt fra Erik Jarls og Olaf den helliges Dage. Men Begreberne om et Lands nationale Ære vare dengang ikke komne til ſaadan Udvikling ſom nu, og Erling var nødſaget til, endog for ſin egen Frelſes Skyld, at

  1. Saxo, S. 792, fremſtiller Erlings Rejſe ligeſrem ſom en Flugt, og kalder hans Ophold i Jylland exilium. Hoveden, S. 600, ſiger omtrent det ſamme.