Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/928

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
910
Haakon Sigurdsſøn (Herdebred) og Magnus Erlingsſøn.

gaaet ſaa mange, der vovede noget lignende, idet de nemlig alle miſtede deres Ejendomme, nogle ogſaa Livet. Men lykkes Foretagendet, kan det ogſaa let hende, at enkelte da angre paa, at de fra førſt af undſloge ſig. Sem ſom paatager ſig dette vanſkelige Hverv, maa derfor nødvendigviis ſøge at ſikre ſig mod den Mulighed, at de, der nu deeltage med ham i Forehavendet, ſiden maaſkee blive hans Modſtandere og Fiender“. Alle vare enige i, at Forbundet maatte ſtiftes med ubrødelig Troſkab. „Saa vil jeg da“, ſagde Erling afgive min Erklæring. „At tjene Haakon, forekommer mig omtrent det ſamme ſom at gaa lige i Døden. Og ſkjønt jeg fuldelig indſeer den ſtore Fare, ſom er forbunden med nærværende Beſlutning, vil jeg dog heller vove paa at imødekomme eders Ønſke, og paatage mig Anførſelen for Flokken, hvis det er eders alles Vilje og Samtykke, og I ville forpligte eder ved Eed. Hertil erklærede alle ſig villige. Derpaa blev det aftalt, at Magnus Erlingsſøn ſkulde tages til Konge. Der blev ſtrax holdt Thing i Byen, og her blev den femaarige Magnus tagen til Konge over hele Landet (1161). Alle de blandt de tilſtedeværende, ſom tidligere havde været Kong Inges haandgangne Mænd, gik nu ogſaa ham til Haande, og enhver blev bekræftet i den Værdighed, han havde haft under Kong Inge[1].

Erling følte ſig imidlertid efter det ſtore Nederlag, ſom Inges Parti havde lidt i Oslo, ikke ſterk nok til at binde an med Haakon, men ſaa ſig om efter fremmed Hjelp. Her var det da naturligt, at han førſt og fremſt kaſtede Øjnene paa den danſke Kong Valdemar, Knud Lavards Søn, der nu ſiden hans Fætter og Medkonge Sven Eriksſøns Nederlag og Fald paa Gradehede i Jylland 1157 herſkede ſom Enekonge i Danmark, og, underſtøttet af den ſtatskloge og krigserfarne Biſkop Abſalon, unegtelig var Nordens mægtigſte Fyrſte. Valdemar var desuden, ſom Søn af den rusſiſke Kongedatter Ingeborg, kjedeligt Syſkendebarn til Fru Chriſtine, den unge Kong Magnus’s Moder, og ſaaledes en af dennes nærmeſte Frænder. Valdemar havde været i den bedſte Forſtaaelſe med Kong Inge, der endog Aaret i Forvejen havde foræret ham et prægtigt Drageſkib[2]. Uagtet Valdemar hidtil havde haft ſaa meget at beſtille, førſt med Tronfejderne mod Kong Svein, ſiden med Krige mod Venderne, at han ikke havde kunnet blande ſig i Norges Anliggender, ſatte han dog alt for megen Priis paa Magt og Ære, til at han ſkulde lade Lejligheden ubenyttet til ogſaa at erhverve Herredømme der, naar den af ſig ſelv til-

  1. Haakon Herdebreds Saga. Cap. 21. Snorre, Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 1.
  2. Saxo, S. 757. Knytl. Saga, Cap. 119. Ifølge denne forliſte dette Skib endnu ſamme Aar.