gaaet saa mange, der vovede noget lignende, idet de nemlig alle mistede deres Ejendomme, nogle ogsaa Livet. Men lykkes Foretagendet, kan det ogsaa let hende, at enkelte da angre paa, at de fra først af undsloge sig. Sem som paatager sig dette vanskelige Hverv, maa derfor nødvendigviis søge at sikre sig mod den Mulighed, at de, der nu deeltage med ham i Forehavendet, siden maaskee blive hans Modstandere og Fiender“. Alle vare enige i, at Forbundet maatte stiftes med ubrødelig Troskab. „Saa vil jeg da“, sagde Erling afgive min Erklæring. „At tjene Haakon, forekommer mig omtrent det samme som at gaa lige i Døden. Og skjønt jeg fuldelig indseer den store Fare, som er forbunden med nærværende Beslutning, vil jeg dog heller vove paa at imødekomme eders Ønske, og paatage mig Anførselen for Flokken, hvis det er eders alles Vilje og Samtykke, og I ville forpligte eder ved Eed. Hertil erklærede alle sig villige. Derpaa blev det aftalt, at Magnus Erlingssøn skulde tages til Konge. Der blev strax holdt Thing i Byen, og her blev den femaarige Magnus tagen til Konge over hele Landet (1161). Alle de blandt de tilstedeværende, som tidligere havde været Kong Inges haandgangne Mænd, gik nu ogsaa ham til Haande, og enhver blev bekræftet i den Værdighed, han havde haft under Kong Inge[1].
Erling følte sig imidlertid efter det store Nederlag, som Inges Parti havde lidt i Oslo, ikke sterk nok til at binde an med Haakon, men saa sig om efter fremmed Hjelp. Her var det da naturligt, at han først og fremst kastede Øjnene paa den danske Kong Valdemar, Knud Lavards Søn, der nu siden hans Fætter og Medkonge Sven Erikssøns Nederlag og Fald paa Gradehede i Jylland 1157 herskede som Enekonge i Danmark, og, understøttet af den statskloge og krigserfarne Biskop Absalon, unegtelig var Nordens mægtigste Fyrste. Valdemar var desuden, som Søn af den russiske Kongedatter Ingeborg, kjedeligt Syskendebarn til Fru Christine, den unge Kong Magnus’s Moder, og saaledes en af dennes nærmeste Frænder. Valdemar havde været i den bedste Forstaaelse med Kong Inge, der endog Aaret i Forvejen havde foræret ham et prægtigt Drageskib[2]. Uagtet Valdemar hidtil havde haft saa meget at bestille, først med Tronfejderne mod Kong Svein, siden med Krige mod Venderne, at han ikke havde kunnet blande sig i Norges Anliggender, satte han dog alt for megen Priis paa Magt og Ære, til at han skulde lade Lejligheden ubenyttet til ogsaa at erhverve Herredømme der, naar den af sig selv til-
