havde faaet det at vide, sendte hun Bud til sin Mand Erling i Bergen, at han aldrig skulde tro dem. Det er heraf klart, hvad der ogsaa ovenfor er antydet, at Erling, der siden den sidste Uenighed med Gregorius var bleven tilbage i Bergen, havde antaget en Stilling, der ikke udelukkede Muligheden af at han maaskee kunde gaa over til Haakons Parti, hvis dette syntes ham fordeelagtigst, og at han nu kun ventede paa nærmere Underretning om Sejrherrernes Hensigter og Planer, førend han bestemte sig til, hvorledes han vilde optræde. Men Budskabet fra hans Hustru levnede ham intet Valg, og han optraadte derfor som Hovedet for det Parti, der hidtil havde sluttet sig til Kong Inge. Han sendte Bud til alle de Høvdinger, hvilke han kjendte som Kong Inges troeste Venner, og til alle dennes Hirdmænd og haandgangne Mænd, der havde overlevet Nederlaget, saa vel som til Gregorius’s Huuskarle, og satte dem Stevne til at indfinde sig i Byen, for at raadslaa om hvad der var at gjøre. De kom, og, som det synes, i temmelig betydelig Mængde, skjønt kun faa udtrykkeligt nævnes. Først aftaltes det, at Flokken eller Partiet skulde vedligeholdes, og dertil forbandt de sig gjensidigt at staa hinanden bi. Derpaa raadsloges om, hvem de skulde tage til Konge. Erling skakke foreslog, at man dertil skulde tage Simon Skaalps Søn Nikolas, Harald Gilles Dattersøn, men at Farbroderen Jon Hallkellssøn skulde stille sig i Spidsen for Flokken som dens Anfører. Dog Jon undslog sig, og nu anmodede man Nikolas Skjaldvarssøn, Kong Magnus Barfods Halvsysters Søn, om at blive Flokkens Høvding. Han svarede, at det var bedst at tage til Konge en, som var af virkelig Kongeæt, men til Anfører en Mand af anerkjendt Klogskab og Dygtighed. Man spurgte derfor Arne Kongsmaag, om han vilde lade nogen af sine Sønner tage til Konge, thi de vare Kong Inges Halvbrødre. Arne gjorde opmerksom paa, at ingen var mere ættebaaren til Kongedømmet i Norge, end Fru Christinas, Kong Sigurd Jorsalafarers Datters, Søn Magnus, og at man i dennes Fader og naturlige Formynder Erling havde den bedste Anfører, man kunde ønske sig, da han var forstandig, daadkraftig, krigserfaren, og dygtig i Alt hvad der angik Landets Styrelse; hvis Lykken var med ham, vilde han bedre end nogen anden kunne fremme deres Sag. Heri erklærede de fleste sin enige. Det hele bærer sterkt Præg af at være et mellem de fornemste Høvdinger forud aftalt Spil, for at skaffe Erling Magten, uden at det dog saa ud som om han selv gjorde sig Umag derfor. Hans Svar passede fuldkommen dertil. „Det lader til“, sagde han, „at de fleste, man i denne Sag har henvendt sig til, helst viiste at undslaa sig for det farefulde Hverv. Jeg anseer det ogsaa, om vi sætte dette Forehavende i Verk, for heel uvist, om den, der stiller sig i Spidsen, vil opnaa Hæder og Værdighed, eller ein det vil gaa ham, som det er
