Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/927

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
909
Magnus Erlingsſøn tages til Konge.

havde faaet det at vide, ſendte hun Bud til ſin Mand Erling i Bergen, at han aldrig ſkulde tro dem. Det er heraf klart, hvad der ogſaa ovenfor er antydet, at Erling, der ſiden den ſidſte Uenighed med Gregorius var bleven tilbage i Bergen, havde antaget en Stilling, der ikke udelukkede Muligheden af at han maaſkee kunde gaa over til Haakons Parti, hvis dette ſyntes ham fordeelagtigſt, og at han nu kun ventede paa nærmere Underretning om Sejrherrernes Henſigter og Planer, førend han beſtemte ſig til, hvorledes han vilde optræde. Men Budſkabet fra hans Huſtru levnede ham intet Valg, og han optraadte derfor ſom Hovedet for det Parti, der hidtil havde ſluttet ſig til Kong Inge. Han ſendte Bud til alle de Høvdinger, hvilke han kjendte ſom Kong Inges troeſte Venner, og til alle dennes Hirdmænd og haandgangne Mænd, der havde overlevet Nederlaget, ſaa vel ſom til Gregorius’s Huuskarle, og ſatte dem Stevne til at indfinde ſig i Byen, for at raadſlaa om hvad der var at gjøre. De kom, og, ſom det ſynes, i temmelig betydelig Mængde, ſkjønt kun faa udtrykkeligt nævnes. Førſt aftaltes det, at Flokken eller Partiet ſkulde vedligeholdes, og dertil forbandt de ſig gjenſidigt at ſtaa hinanden bi. Derpaa raadſloges om, hvem de ſkulde tage til Konge. Erling ſkakke foreſlog, at man dertil ſkulde tage Simon Skaalps Søn Nikolas, Harald Gilles Datterſøn, men at Farbroderen Jon Hallkellsſøn ſkulde ſtille ſig i Spidſen for Flokken ſom dens Anfører. Dog Jon undſlog ſig, og nu anmodede man Nikolas Skjaldvarsſøn, Kong Magnus Barfods Halvſyſters Søn, om at blive Flokkens Høvding. Han ſvarede, at det var bedſt at tage til Konge en, ſom var af virkelig Kongeæt, men til Anfører en Mand af anerkjendt Klogſkab og Dygtighed. Man ſpurgte derfor Arne Kongsmaag, om han vilde lade nogen af ſine Sønner tage til Konge, thi de vare Kong Inges Halvbrødre. Arne gjorde opmerkſom paa, at ingen var mere ættebaaren til Kongedømmet i Norge, end Fru Chriſtinas, Kong Sigurd Jorſalafarers Datters, Søn Magnus, og at man i dennes Fader og naturlige Formynder Erling havde den bedſte Anfører, man kunde ønſke ſig, da han var forſtandig, daadkraftig, krigserfaren, og dygtig i Alt hvad der angik Landets Styrelſe; hvis Lykken var med ham, vilde han bedre end nogen anden kunne fremme deres Sag. Heri erklærede de fleſte ſin enige. Det hele bærer ſterkt Præg af at være et mellem de fornemſte Høvdinger forud aftalt Spil, for at ſkaffe Erling Magten, uden at det dog ſaa ud ſom om han ſelv gjorde ſig Umag derfor. Hans Svar pasſede fuldkommen dertil. „Det lader til“, ſagde han, „at de fleſte, man i denne Sag har henvendt ſig til, helſt viiſte at undſlaa ſig for det farefulde Hverv. Jeg anſeer det ogſaa, om vi ſætte dette Forehavende i Verk, for heel uviſt, om den, der ſtiller ſig i Spidſen, vil opnaa Hæder og Værdighed, eller ein det vil gaa ham, ſom det er