Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/925

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
907
Slag ved Oslo. Kong Inges Fald.

de Gange var han ſelv inde i Byen for at ſamle de Flygtende, ſatte Mod i dem, bragte dem atter ud paa Iſen, og vedblev at kæmpe. Imidlertid vendte Haakons Hovedſtyrke ſig mod den ydre Fløj, der anførtes af Simon Skaalp. Ved denne Lejlighed faldt Gudbrand Skafhøggsſøn, Kong Eyſtein Magnusſøns Svigerſøn. Simon Skaalp og Hallvard Hite, en af Haakons Høvdinger, angrebe hinanden, hver med ſin Flok, og kæmpede en Stund; i denne Kamp, ſom efterhaanden drog ſig hen under Trælleberg, faldt baade Simon og Hallvard. Endnu ſtod Orm Kongsbroder med ſin lille Skare, og indlagde ſig ſtor Hæder ved ſin Kjekhed, men tilſidſt maatte ogſaa han flygte for Overmagten[1].

Haakon havde vundet den fuldſtændigſte Sejr. Paa begge Sider vare mange faldne, dog meeſt paa Inges. Blandt de mere anſeede Mænd, ſom faldt paa Haakons, nævnes en Arne Fredriksſøn. Hans Mænd beſatte Byen, og toge ſaavel al den ſammenbragte Bryllupskoſt, ſom meget andet Bytte, medens Inges Venner og Frænder flygtede hver til ſin Kant. Orm Kongsbroder flygtede til ſin Halvbroder Magnus Henriksſøn, hvem det Aaret forud havde lykkets at fælde Kong Erik Jatvardsſøn (den hellige) i Sverige, Sverkes Eftermand, og derved ſelv at komme i Beſiddelſe af dette Rige, hvortil han ſom Sønnedatterſøn af Kong Inge Steenkilsſøn anſaa ſig arveberettiget[2]. Fru Chriſtine holdt ſit Løfte, at tage ſig af Kong Inges Lig. Det blev begravet i Steenveggen i St. Hallvardskirken paa Sydſiden, nedenfor Choret. Kong Inge var ved ſin Død kun 26 eller 27 Aar gammel, men havde dog baaret Kongenavn i 25 Aar. Man kan vel neppe ſige at han i denne Tid nogenſinde virkelig fort Regjeringen, da han endog efter at være bleven voxen meſtendeels ſynes at have overladt Regjeringsſyſlerne til andre, nemlig forut Agmund Dreng, ſiden Gregorius; ligeſom ogſaa hans Herredømme over Thrøndelagen ſtedſe ſynes at have været meget ſvagt. Det er imidlertid umuligt af Sagaerne at ſee, hvor megen eller hvor liden Virkſomhed han ſelv udviklede, thi lige fra hans Udnævnelſe til Konge, da han kun var paa andet Aar, udtrykke de ſig ſom om han var voxen og handlede ſelvſtændigt. Det heder kun lejlighedsviis, at han lod Lendermændene og Høvdingerne raade det meſte

  1. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 16—20. Snorre Cap. 15—19.
  2. Om Magnus Henriksſøn, ſe ovenfor S. 76l. Ifølge Saxo S. 713 ſkulde han ogſaa være Ophavsmand til Kong Sverkes Mord 1155. I Kongerækken, der ledſager Veſtgøtalagen, fortælles derom kun at Sverke blev dræbt af ſin Staldkarl, da han ſkulde ride fra Kirken. Men det er heel rimeligt, at den ærgjerrige Magnus har haft Deel deri. Saxo lader det ſkee ved Nattetid. I vor Saga tilføjes, at Ragnvald, hans Broder, ligeledes Orms Halvbroder, var Jarl. Hans Regjering var for Reſten ikke langvarig, thi endnu ſamme Aar (1161) blev han fældet af Sverres Søn Karl.