de Gange var han selv inde i Byen for at samle de Flygtende, satte Mod i dem, bragte dem atter ud paa Isen, og vedblev at kæmpe. Imidlertid vendte Haakons Hovedstyrke sig mod den ydre Fløj, der anførtes af Simon Skaalp. Ved denne Lejlighed faldt Gudbrand Skafhøggssøn, Kong Eystein Magnussøns Svigersøn. Simon Skaalp og Hallvard Hite, en af Haakons Høvdinger, angrebe hinanden, hver med sin Flok, og kæmpede en Stund; i denne Kamp, som efterhaanden drog sig hen under Trælleberg, faldt baade Simon og Hallvard. Endnu stod Orm Kongsbroder med sin lille Skare, og indlagde sig stor Hæder ved sin Kjekhed, men tilsidst maatte ogsaa han flygte for Overmagten[1].
Haakon havde vundet den fuldstændigste Sejr. Paa begge Sider vare mange faldne, dog meest paa Inges. Blandt de mere anseede Mænd, som faldt paa Haakons, nævnes en Arne Fredrikssøn. Hans Mænd besatte Byen, og toge saavel al den sammenbragte Bryllupskost, som meget andet Bytte, medens Inges Venner og Frænder flygtede hver til sin Kant. Orm Kongsbroder flygtede til sin Halvbroder Magnus Henrikssøn, hvem det Aaret forud havde lykkets at fælde Kong Erik Jatvardssøn (den hellige) i Sverige, Sverkes Eftermand, og derved selv at komme i Besiddelse af dette Rige, hvortil han som Sønnedattersøn af Kong Inge Steenkilssøn ansaa sig arveberettiget[2]. Fru Christine holdt sit Løfte, at tage sig af Kong Inges Lig. Det blev begravet i Steenveggen i St. Hallvardskirken paa Sydsiden, nedenfor Choret. Kong Inge var ved sin Død kun 26 eller 27 Aar gammel, men havde dog baaret Kongenavn i 25 Aar. Man kan vel neppe sige at han i denne Tid nogensinde virkelig fort Regjeringen, da han endog efter at være bleven voxen mestendeels synes at have overladt Regjeringssyslerne til andre, nemlig forut Agmund Dreng, siden Gregorius; ligesom ogsaa hans Herredømme over Thrøndelagen stedse synes at have været meget svagt. Det er imidlertid umuligt af Sagaerne at see, hvor megen eller hvor liden Virksomhed han selv udviklede, thi lige fra hans Udnævnelse til Konge, da han kun var paa andet Aar, udtrykke de sig som om han var voxen og handlede selvstændigt. Det heder kun lejlighedsviis, at han lod Lendermændene og Høvdingerne raade det meste
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 16—20. Snorre Cap. 15—19.
- ↑ Om Magnus Henrikssøn, se ovenfor S. 76l. Ifølge Saxo S. 713 skulde han ogsaa være Ophavsmand til Kong Sverkes Mord 1155. I Kongerækken, der ledsager Vestgøtalagen, fortælles derom kun at Sverke blev dræbt af sin Staldkarl, da han skulde ride fra Kirken. Men det er heel rimeligt, at den ærgjerrige Magnus har haft Deel deri. Saxo lader det skee ved Nattetid. I vor Saga tilføjes, at Ragnvald, hans Broder, ligeledes Orms Halvbroder, var Jarl. Hans Regjering var for Resten ikke langvarig, thi endnu samme Aar (1161) blev han fældet af Sverres Søn Karl.
