Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/923

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
905
Slag ved Oslo.

ſaaledes at han ſlet ikke ganſke afſkar ſig Adgangen til, om han ſkulde finde det fordeelagtigſt, at erklære ſig for Haakon. Det er ikke engang uſandſynligt, at Haakons Parti allerede kan have følt ſig for hos ham, og gjort ham Tilnærmelſer, ſtolende paa hans ſpendte Forhold til Gregorius, thi vi ville ſtrax nedenfor ſee umiskjendelige Beviſer paa, at Haakon, eller rettere Sigurd og hans øvrige Raadgivere, have haft hemmelige Udſendinger blandt Inges Omgivelſer, og at det var lykkets dem underhaanden at vinde flere navnlig Kong Gudrød af Syderøerne og Lendermanden Jon Sveinsſøn, en Sønneſøn af Bergthor Bokk[1].

Blaſiusmesſe om Aftenen (3die Februar) bragte Udkiksmænd Kongen den Efterretning, at Haakons Flok nærmede ſig Byen. Strax lod han blæſe Allarm, for at ſammenkalde Mandſkabet, og ſtillede det i Slagorden ovenfor Byen. Dem maa ſaaledes have ventet, at Fienden ſkulde komme ned fra Ekeberg eller Rygenbjergene. Det viſte ſig ved Opſtillingen, at han havde henved 40 Hundreder (4800 Mand). Fylkingen lod han være meget lang, kun fem Mand høj. Hans Mænd ytrede det Ønſke at han ej vilde udſætte ſig ſelv og dem for den Fare, der truede dem, hvis han ſelv deeltog i Kampen, men derimod lade ſin Broder Orm anføre Hæren. Kongen ſvarede: „jeg er vis paa, at om Gregorius nu var her og ſkulde hevne min Dyd, vilde han ikke ligge i Skjul, men ſelv være med i Slaget; og om jeg end formedelſt min Vanførhed ikke er ſaa krigsdygtig ſom han var, ſkal jeg dog ej ſtaa tilbage for ham i god Vilje. Der kan ſaaledes ej være Tale om, at jeg holder mig borte fra Striden“. Det var nu ledet langt paa Natten. Der gik ſiden det Sagn, at Gunnhild, Haakons Foſtermoder, trods de ſtrenge Forbud, ſom Chriſtenretten indeholdt om al Slags Troldſkab og Hedenſkab[2], havde ladet en Kone, ved Navn Thordis Skeggja, ſidde ude, ſom det kaldtes, d. e. ved uhyggelige, hedenſke Ceremonier red Nattetid fremmane Trolde, ſom man troede, for at ſpørge dem til Raads og ſøge deres Hjelp, og hun ſkulde have faaet det Svar, at man ſkulde holde Slag med Inge om Natten, aldrig om Dagen[3].

Da det lakkede mod Nattens Ende, fik Kong Inge det Budſkab, at Fienden nærmede ſig paa Iſen, der nu laa lige ud til Hovedøen. Han

  1. Om Bergthor Bokk, Søn af Svein Bryggefod, ſe ovenfor S. 56. Som Sønneſøn af ham havde Jon heller intet godt at ſlegte paa. At Gudrød og Jon havde indladt ſig i Underhandlinger med Fienden, ſiges ikke udtrykkeligt, men det er aligevel tydeligt nok af Beretningen om deres Adfærd under Slaget.
  2. Se ældre Gulathingsl. Cap. 28. Froſt. L. III. 15. Vikens Cap. 16. Eidſl. Cap. 24.
  3. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 17, Snorre Cap. 16. Sagaſkriveren tillægger: „ikke vide vi, hvor vidt dette var ſandt“. Jvfr. nedenfor.