saaledes at han slet ikke ganske afskar sig Adgangen til, om han skulde finde det fordeelagtigst, at erklære sig for Haakon. Det er ikke engang usandsynligt, at Haakons Parti allerede kan have følt sig for hos ham, og gjort ham Tilnærmelser, stolende paa hans spendte Forhold til Gregorius, thi vi ville strax nedenfor see umiskjendelige Beviser paa, at Haakon, eller rettere Sigurd og hans øvrige Raadgivere, have haft hemmelige Udsendinger blandt Inges Omgivelser, og at det var lykkets dem underhaanden at vinde flere navnlig Kong Gudrød af Syderøerne og Lendermanden Jon Sveinssøn, en Sønnesøn af Bergthor Bokk[1].
Blasiusmesse om Aftenen (3die Februar) bragte Udkiksmænd Kongen den Efterretning, at Haakons Flok nærmede sig Byen. Strax lod han blæse Allarm, for at sammenkalde Mandskabet, og stillede det i Slagorden ovenfor Byen. Dem maa saaledes have ventet, at Fienden skulde komme ned fra Ekeberg eller Rygenbjergene. Det viste sig ved Opstillingen, at han havde henved 40 Hundreder (4800 Mand). Fylkingen lod han være meget lang, kun fem Mand høj. Hans Mænd ytrede det Ønske at han ej vilde udsætte sig selv og dem for den Fare, der truede dem, hvis han selv deeltog i Kampen, men derimod lade sin Broder Orm anføre Hæren. Kongen svarede: „jeg er vis paa, at om Gregorius nu var her og skulde hevne min Dyd, vilde han ikke ligge i Skjul, men selv være med i Slaget; og om jeg end formedelst min Vanførhed ikke er saa krigsdygtig som han var, skal jeg dog ej staa tilbage for ham i god Vilje. Der kan saaledes ej være Tale om, at jeg holder mig borte fra Striden“. Det var nu ledet langt paa Natten. Der gik siden det Sagn, at Gunnhild, Haakons Fostermoder, trods de strenge Forbud, som Christenretten indeholdt om al Slags Troldskab og Hedenskab[2], havde ladet en Kone, ved Navn Thordis Skeggja, sidde ude, som det kaldtes, d. e. ved uhyggelige, hedenske Ceremonier red Nattetid fremmane Trolde, som man troede, for at spørge dem til Raads og søge deres Hjelp, og hun skulde have faaet det Svar, at man skulde holde Slag med Inge om Natten, aldrig om Dagen[3].
Da det lakkede mod Nattens Ende, fik Kong Inge det Budskab, at Fienden nærmede sig paa Isen, der nu laa lige ud til Hovedøen. Han
- ↑ Om Bergthor Bokk, Søn af Svein Bryggefod, se ovenfor S. 56. Som Sønnesøn af ham havde Jon heller intet godt at slegte paa. At Gudrød og Jon havde indladt sig i Underhandlinger med Fienden, siges ikke udtrykkeligt, men det er aligevel tydeligt nok af Beretningen om deres Adfærd under Slaget.
- ↑ Se ældre Gulathingsl. Cap. 28. Frost. L. III. 15. Vikens Cap. 16. Eidsl. Cap. 24.
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 17, Snorre Cap. 16. Sagaskriveren tillægger: „ikke vide vi, hvor vidt dette var sandt“. Jvfr. nedenfor.
