Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/922

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
904
Inge Haraldsſøn.

ſin Huſtru, Gudbrand Skaſhoggsſøn, der var gift med en Datter af Kong Eyſtein Magnusſøn, og endelig Gudrød Olafsſøn, Syderøernes Konge, der allerede i nogle Maaneder havde opholdt ſig i Norge, for at ſøge Hjelp mod den mægtige Sumarlide af Argyll, hvorom nedenfor. En Dag kom tvende Aarmænd fra Viken, og forlangte Kongen i Tale. Han ſpurgte, hvad de havde at melde. De forkyndte ham Gregorius Dagsſøns Fald. „Hvorledes ſkede denne Ulykke?“ ſpurgte han aller førſt. De fortalte de nærmere Omſtændigheder. „Her raadede de ſom mindſt duede dertil“, ſagde han, og blev ſaa betagen af Sorg, at han græd ſom et Barn. Da han var bleven lidt roligere, ſagde han: „Saa ſnart jeg fik høre om Halldors Drab, vilde jeg drage til Gregorius, thi jeg kunde nok ſkjønne, at han ikke vilde ſidde længe rolig uden at ſøge Hevn; men det lod til at disſe Folk her anſaa intet mere magtpaaliggende end Julegildet, og det maatte ſlet ikke afbrydes; jeg er vis paa at havde jeg været der, vilde vi enten have udrettet noget ſtort, eller Gregorius og jeg havde begge faret ſamme Vej. I ham har jeg tabt den Mand, ſom har varet min huldeſte Ven og ſom allermeeſt har ſtøttet mit Herredømme i Landet. Nu vil jeg paa egen Haand drage mod Haakon, og enten ſkal jeg falde, eller faa Haakon og hans Venner tagne af Dage; om de ſaa alle falde, er dette dog ikke Hevn nok for en ſaadan Mand ſom Gregorius“. Da ſagde en af de tilſtedeværende: „du behøver juſt ikke at bryde dig ſtort med at opſøge Haakon, thi han og de øvrige agte ſig hid mod dig“. Dette forholdt ſig virkelig ſaaledes. Gregorius’s Fald gav aabenbart Haakon og Sigurd Mod til at vove et raſkt Forſøg mod Inge ſelv. Ved Efterretningen om at man med det førſte kunde vente et Angreb af Haakons vilde Skarer, beredede Fru Chriſtine, og rimeligviis flere af Kvinderne ſig til at forlade Byen. Kongen fik det at bore, og ſpurgte, hvad det ſkulde betyde. Hun ſvarede, at under den Fare, ſom truede Byen, vilde den ej være et pasſende Opholdsſted for Kvinder. Kongen bad hende indſtændigt om at blive. „Sejre vi“, ſagde han, „da vil du have det nok ſaa godt her; men falder jeg, ville mine Venner ikke faa Tilladelſe til at viſe mit Lig den ſidſte Ære, hvorimod det neppe vil blive dig negtet, naar dit anholder derom, og kan dit paa denne Maade bedſt lønne mig for hvad godt jeg har gjort imod dig“. Chriſtine ſamtykkede[1]. Disſe Kongens Ord ere merkelige, fordi de ſynes at viſe, at han neppe ſtolede tilfulde paa hendes Mands, den kloge Erlings Troſkab, men antog at Fienderne ved venlige Tilnærmelſer og gode Løfter haabede at kunne vinde ham. Dette er heller ikke den eneſte Omſtændighed, ſom peger hen paa, at Erlings Opførſel har været noget tvetydig,

  1. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 16. Snorre Cap. 15.