Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/921

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
903
Gregorius Dagsſøns Fald.

men Iſen var falſk, thi fra Fjorden gik der Flod op under den, og desuden havde Haakons Mænd hugget Vaaker i den og moket Sne over, faa at man ej kunde ſee dem. Da Gregorius kom til Aaen, faa han ſtrax, at Iſen ikke var at lide paa, og foreſlog derfor, at de heller ſkulde gaa over Broen længer oppe. Men Bønderne i hans Flok lode haant herom; de ſkjønnede ikke, ſagde de, hvad det ſkulde betyde, at han ej torde vove ſig over Iſen, ikke flere Fiender end de havde for ſig. Iſen var ſterk nok: det havde ingen Fare. „Nu vel“, ſagde Gregorius, „jeg er juſt ikke den, ſom man behøver at ſætte Staal i til Angreb, og det gjøres heller ikke nu fornødent; følger I kun ordentligt med, og bliver ikke ſtaaende paa Land, naar jeg gaar ud paa Iſen, ſiden I endelig vil at jeg ſkal vove mig i denne Fare; jeg gjør det højſt nødigt, men jeg kan ikke taale eders Bebrejdelſer“. Han bød nu at bære Merket frem, og gik ud paa Iſen med ſin Flok. Det viſte ſig ſnart, at han havde Ret; Iſen braſt under ham, og han ſank i, ſkjønt ikke dybt. Han bad ſine Folk tage ſig i Vare, men da Bønderne ſaa, hvor daarlig Iſen var, ſkyndte de ſig paa Land igjen, og kun henved 20 Mand bleve tilbage hos ham. Medens de befandt ſig i denne mislige Stilling, ſkøde Haakons Mænd paa dem fra den anden Side, og en Piil traf Gregorius i Struben, ſaa at han fik ſin Død deraf. Ei af hans Mænd bleve ligeledes dræbte. Dette ubetimelige og uventede Endeligt fik Gregorius, den ypperſte af Norges Lendermænd paa den Tid, og den Mand, der egentlig ſtyrede i Kong Inges Navn og opretholdt hans Magt i de uroligſte og farefuldeſte Aar af hans Regjering. Der tales ikke om, at hans Mænd fortſatte Kampen efter hans Fald, eller ſøgte at hevne ham. Sandſynligviis have de nøjet ſig med at frelſe hans Lig, og derpaa trukket ſig tilbage. Hans Lig blev fort til hans Ættegaard Bratsberg, og begravet ved Gimsø Kloſter, hvor hans Syſter Baugeid var Abbedisſe[1].

96. Kong Inges Fald.


Kong Inge havde imidlertid tilbragt Julen i Oslo under Gammen og Lyſtighed, med mange fornemme Mænd og Kvinder, ſom da vare forſamlede hos ham. Der var hans Halvbroder Orm Ivarsſøn, kaldet Kongsbroder, ſom nys havde fæſtet Kong Eyſteins Enke, Ragna Nikolasdatter, og gjorde ſtore Forberedelſer til Brylluppet, ſom ſkulde ſtaa paa den førſte Søndag i Februar; der var Kongedatteren Chriſtina, Erling ſkakkes Huſtu; Simon Skaalp, Kongens Svoger, rimeligviis ogſaa med

  1. Inge Haraldſøns Saga Cap. 14, 15. Snorre Cap. 13, 14.