men Isen var falsk, thi fra Fjorden gik der Flod op under den, og desuden havde Haakons Mænd hugget Vaaker i den og moket Sne over, faa at man ej kunde see dem. Da Gregorius kom til Aaen, faa han strax, at Isen ikke var at lide paa, og foreslog derfor, at de heller skulde gaa over Broen længer oppe. Men Bønderne i hans Flok lode haant herom; de skjønnede ikke, sagde de, hvad det skulde betyde, at han ej torde vove sig over Isen, ikke flere Fiender end de havde for sig. Isen var sterk nok: det havde ingen Fare. „Nu vel“, sagde Gregorius, „jeg er just ikke den, som man behøver at sætte Staal i til Angreb, og det gjøres heller ikke nu fornødent; følger I kun ordentligt med, og bliver ikke staaende paa Land, naar jeg gaar ud paa Isen, siden I endelig vil at jeg skal vove mig i denne Fare; jeg gjør det højst nødigt, men jeg kan ikke taale eders Bebrejdelser“. Han bød nu at bære Merket frem, og gik ud paa Isen med sin Flok. Det viste sig snart, at han havde Ret; Isen brast under ham, og han sank i, skjønt ikke dybt. Han bad sine Folk tage sig i Vare, men da Bønderne saa, hvor daarlig Isen var, skyndte de sig paa Land igjen, og kun henved 20 Mand bleve tilbage hos ham. Medens de befandt sig i denne mislige Stilling, skøde Haakons Mænd paa dem fra den anden Side, og en Piil traf Gregorius i Struben, saa at han fik sin Død deraf. Ei af hans Mænd bleve ligeledes dræbte. Dette ubetimelige og uventede Endeligt fik Gregorius, den ypperste af Norges Lendermænd paa den Tid, og den Mand, der egentlig styrede i Kong Inges Navn og opretholdt hans Magt i de uroligste og farefuldeste Aar af hans Regjering. Der tales ikke om, at hans Mænd fortsatte Kampen efter hans Fald, eller søgte at hevne ham. Sandsynligviis have de nøjet sig med at frelse hans Lig, og derpaa trukket sig tilbage. Hans Lig blev fort til hans Ættegaard Bratsberg, og begravet ved Gimsø Kloster, hvor hans Syster Baugeid var Abbedisse[1].
Kong Inge havde imidlertid tilbragt Julen i Oslo under Gammen og Lystighed, med mange fornemme Mænd og Kvinder, som da vare forsamlede hos ham. Der var hans Halvbroder Orm Ivarssøn, kaldet Kongsbroder, som nys havde fæstet Kong Eysteins Enke, Ragna Nikolasdatter, og gjorde store Forberedelser til Brylluppet, som skulde staa paa den første Søndag i Februar; der var Kongedatteren Christina, Erling skakkes Hustu; Simon Skaalp, Kongens Svoger, rimeligviis ogsaa med
- ↑ Inge Haraldsøns Saga Cap. 14, 15. Snorre Cap. 13, 14.
