Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/920

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
902
Inge Haraldsſøn.

overhængende Fare. De ilede dog ved Synet af Ilden hen for at komme deres Mænd til Hjelp, og ſaaledes opſtod der en Fegtning, hvorved Munan, en Søn af Aale Uſkeyn, Kong Sigurd Munds Halvbroder, faldt. Flere af dem, der vare inde i den brændende Gaard, kom ud, men bleve for ſtørſte Delen dræbte. Blandt dem var en Viking, ved Navn Aasbjørn Jalda; vel undgik han at blive dræbt af Gregorius’s Mænd, men da han haardt ſaaret mødte en Bonde, og bød ham mange Penge, hvis han vilde lade ham undſlippe, ſvarede Bonden, at han heller vilde tage Hevn for alle de Gange, han forhen havde voldt ham Rædſel, og hug ham ihjel. Atter et Exempel paa, af hvad Slags Folk Haakons og Sigurds Skare beſtod. Selv undkom de, efter at have lidt ſtort Folketab. Men aldrig ſaa ſnart var Gregorius vendt tilbage til Kongehelle, førend de atter viſte M, og toge den føleligſte Hevn, idet de med deres vilde Røverſkare ſtormede ved Nattetid lige til Vetteland, Halldor Brynjulfsſøns Ættegaard, og ſatte Ild paa den. Halldor og hans Huuskarle gik ud, men bleve alle dræbte, 20 i Tallet; Halldors Huſtru Sigrid, Gregors Syſter, fik vel beholde Livet, men maatte tren kolde Vinternat gaa i ſin blotte Natſerk til Skoven; hendes og Gregorius’s femaarige Søn, der efter Faderens Død opfoſtredes der, toge Voldsmændene med ſig. Da Gregorius fik Efterretning herom, blev han meget ilde tilmode, og ſpurgte nøje ud, hvor de vare, for ſtrax at kunne tugte dem. Da han havde faaet de nødvendige Oplysninger, brød han henimod Julens Ende op fra Kongehelle med en ſtor Skare og kom Trettendedagen (6 Jan. 1161) til Fors, hvor han blev om Natten, og hørte Otteſang om Morgenen, og lod Evangeliet læſe for ſig. Endnu ſamme Dag (Løverdag den 27 Januar) fik han Øje paa Haakons Flok, der nu var paa den anden Side af Bevje-Aaen[1]. Det forekom ham og hans Mænd, ſom om Fienden kun var halvt ſaa mandſterk ſom de. Aaen, ſom ſkilte dem ad, var iislagt,

  1. Da neppe nogen anden Elv end denne, nu kaldet Bæveraaen, der gaar forbi Oddevall, kan være meent, uagtet Hrokkinſkinna har „Geiſaa“, Hryggjarſtykke „Heſjaa“, maa Gregorius, ſiden han, uden at møde Fienden, kom til Sorø nær ved Kviſtrum, der ligger et Par Miles Vej nordligere end Vevjaa, være dragen til Søs langs Kyſten og ind ad Gudmaren, medens Haakons Flok er dragen til Lands ſydefter ad de øvre Skovſtrækninger, indtil den kom over Bevje-Aaen, hvis hele Dalføre mellem Grændſen og Fjorden er meget kort, ſaa at de her ikke kunde undgaa at berøre Fjorden. Ellers ſkulde man ſnarere antage, at Gregorius havde mødt Fienden paa et Sted ſøndenfor: Fare eller Kviſtrum. Forudſat, at vor Antagelſe er rigtig, ſtod Kampen ſaaledes ganſke der, hvor nu Staden Oddevall ligger, lige ved Udløbet, ſiden det heder at det gik Flod fra Fjorden op i Elven. For øvrigt har Holmbergs Gisning meget for ſig, at her ej ſkal læſes „Fors“, men „Forſøle“, nu Forshella ſtrax ſøndenfor Oddevall.