Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/918

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
900
Inge Haraldsſøn.

at drage videre. Men da Haakon og Sigurd fik høre, at de havde forladt Viken, ſkyndte de ſig tilbage derhen. Til Bergen eller Gulathings lagen vovede de, ſom man ſeer, ikke at komme, da Inge her havde ſine fleſte Tilhængere.

Kort efter Kong Inges Ankomſt til Bergen indtraf en Begivenhed, ſom viſte, hvor ſterk den Skinſyge var, ſom ſtedſe ulmede mellem Gregorius og Erling, og hvor rede ſaavel deres Tilhængere, ſom de ſelv, vare til, paa førſte givne Anledning at bryde løs mod hinanden i aabenbar Kamp: en Stemning, der upaatvivlelig vilde have fremkaldt endnu alvorligere Scener, hvis ikke Omſtændighederne havde føjet ſig ſaa heldigt for Erling, at hans Medbejler kom af Vejen, netop ſom det var ham belejligſt. En af Halldor Brynjulfsſøns Huuskarle havde ladet ſig aarelade. Nede.paa Bryggerne mødte han en anden Huuskarl, der tjente Bjørn Bukk, Erling ſkakkes Syſterſøn. Denne ſpurgte, hvorfor han var ſaa bleg. Den anden nævnede Aarſagen. Bjørn Bukks Huuskarl drillede ham for hans Bleghed, og ſagde at han teede ſig ynkeligt; den anden gjengjeldte Beſkyldningen; det ene Ord tog det andet, indtil de droge Sverdet, og begyndte at ſlaaes. Det blev meldt Halldor Brynjulfsſøn, ſom ſad ved Drikkelag i nærmeſte Gaard, at hans Huuskarl var bleven ſaaret paa Bryggerne. Han gik ſtrax hen med endeel Folk, for at komme ham til Hjelp; her fandt han ham omgiven af flere af Bjørn Bukks Huuskarle, der imidlertid vare komne til, og da det tyktes ham ubilligt at mange lagde ſig om een, lod han Bjørns Huuskarle gribe og banke. Nu blev der meldt Bjørn Bukk, at hans Huuskarle fik Prygl af Vikverjerne nede paa Bryggerne. Strax ilede han til, for at hjelpe og hevne ſine Mænd, og der flød allerede Blod, da Gregorius fik Bud om, at hans Svoger Halldor trængte til Hjelp, og at hans Huuskarle vare blevne nedhuggede ude paa Gaden. Gregorius og hans Følge kaſtede Brynjerne over ſig, ſkyndte ſig ned, og toge ſtrax ivrigt Deel i Kampen. Men nu fik ogſaa Erling ſkakke høre, at hans Syſterſøn Bjørn var i fuld Kamp med Gregorius og Halldor nede paa Bryggerne, og højligen trængte til Hjelp. Han begav ſig derhen med en talrig Skare, bad ſine Mænd ſlaaes tappert og ſagde at det var en ſtor Skam, ſom de aldrig vilde kunne faa aftvættet, om en Vikværing ſkulde ſpille Meſter over dem her i deres egen Frændebygd[1]. Der kæmpedes nu paa begge Sider med ſaadan Heftighed, at Kong Inge, der fik høre, hvad der var paa Ferde, og ſtrax ilede til for at adſkille dem ingen Vej kunde komme. Gregorius raabte ligefrem til ham: „Gaa bort, Herre, I udretter ſaa alligevel intet, og det vilde være den ſtørſte Ulykke, om I kom til Skade, thi ingen kan vide, hvad Vaadeshandling

  1. Dette var altſaa Erlings Hjertens Mening, ſom nu kom frem.