at drage videre. Men da Haakon og Sigurd fik høre, at de havde forladt Viken, skyndte de sig tilbage derhen. Til Bergen eller Gulathings lagen vovede de, som man seer, ikke at komme, da Inge her havde sine fleste Tilhængere.
Kort efter Kong Inges Ankomst til Bergen indtraf en Begivenhed, som viste, hvor sterk den Skinsyge var, som stedse ulmede mellem Gregorius og Erling, og hvor rede saavel deres Tilhængere, som de selv, vare til, paa første givne Anledning at bryde løs mod hinanden i aabenbar Kamp: en Stemning, der upaatvivlelig vilde have fremkaldt endnu alvorligere Scener, hvis ikke Omstændighederne havde føjet sig saa heldigt for Erling, at hans Medbejler kom af Vejen, netop som det var ham belejligst. En af Halldor Brynjulfssøns Huuskarle havde ladet sig aarelade. Nede.paa Bryggerne mødte han en anden Huuskarl, der tjente Bjørn Bukk, Erling skakkes Systersøn. Denne spurgte, hvorfor han var saa bleg. Den anden nævnede Aarsagen. Bjørn Bukks Huuskarl drillede ham for hans Bleghed, og sagde at han teede sig ynkeligt; den anden gjengjeldte Beskyldningen; det ene Ord tog det andet, indtil de droge Sverdet, og begyndte at slaaes. Det blev meldt Halldor Brynjulfssøn, som sad ved Drikkelag i nærmeste Gaard, at hans Huuskarl var bleven saaret paa Bryggerne. Han gik strax hen med endeel Folk, for at komme ham til Hjelp; her fandt han ham omgiven af flere af Bjørn Bukks Huuskarle, der imidlertid vare komne til, og da det tyktes ham ubilligt at mange lagde sig om een, lod han Bjørns Huuskarle gribe og banke. Nu blev der meldt Bjørn Bukk, at hans Huuskarle fik Prygl af Vikverjerne nede paa Bryggerne. Strax ilede han til, for at hjelpe og hevne sine Mænd, og der flød allerede Blod, da Gregorius fik Bud om, at hans Svoger Halldor trængte til Hjelp, og at hans Huuskarle vare blevne nedhuggede ude paa Gaden. Gregorius og hans Følge kastede Brynjerne over sig, skyndte sig ned, og toge strax ivrigt Deel i Kampen. Men nu fik ogsaa Erling skakke høre, at hans Systersøn Bjørn var i fuld Kamp med Gregorius og Halldor nede paa Bryggerne, og højligen trængte til Hjelp. Han begav sig derhen med en talrig Skare, bad sine Mænd slaaes tappert og sagde at det var en stor Skam, som de aldrig vilde kunne faa aftvættet, om en Vikværing skulde spille Mester over dem her i deres egen Frændebygd[1]. Der kæmpedes nu paa begge Sider med saadan Heftighed, at Kong Inge, der fik høre, hvad der var paa Ferde, og strax ilede til for at adskille dem ingen Vej kunde komme. Gregorius raabte ligefrem til ham: „Gaa bort, Herre, I udretter saa alligevel intet, og det vilde være den største Ulykke, om I kom til Skade, thi ingen kan vide, hvad Vaadeshandling
- ↑ Dette var altsaa Erlings Hjertens Mening, som nu kom frem.
