han havde et tykt Hylster. Gregorius svarede, at det kunde nok behøves, og det var ikke for tykt, saaledes som Ivar gik frem. Det var ikke langt fra, at Gregorius og hans Mænd havde seet sig nødte til at løbe overbord, da Aslak Jonssøn fik kastet et Anker i deres Skib og halet det fra Grunden. Da lagde Gregorius til Ivars Skib, og havde en langvarig Kamp med ham. Overmagten var paa Gregorius’s Side nu, da hans Skib var større og havde talrigere Besætning. Mange af“—Ivars Folk faldt; nogle løb overbord, og han selv blev saa haardt saaret, at han var ude af Stand til at stride. Da hans Skib var ryddet, lod Gregorius ham bringe i Land og sørge for, at han undkom. Siden den Tid vare de Venner.
Imidlertid betyde Kong Inge bemerket fra sit Skib, at Gregorius var kommen paa Grund, og befalede strax sine Folk at tage til Aarerne for at komme ham til Hjelp. „Det var det daarligste Raad“, sagde han, „at vi skulde ligge her tilbage, medens vore Venner fare til Kamp, thi vi have det største og bedst besatte Skib i hele Flaaden. Nu seer jeg, at Gregorius, den Mand, jeg skylder aller meest, trænger til Hjelp; lader os derfor lægge til Kamp som haardest! Det er og rigtigst, at jeg er med i Slaget, thi bliver Sejren vor, vil jeg tilegne mig den, og om jeg end vidste forud, at vore Mænd vilde lide Nederlag, da var dog min eneste rette Plads paa det Sted, hvor vore Mænd kæmpe; thi jeg kan ingen Vej komme, hvis jeg mister dem, der længe have været Brystværn og Styrere for mig og mit Rige.“ Med disse Ord lod han sit Merke rejse, og de roede over Elven. Da var Striden paa det skarpeste, og Skibene laa saa tæt sammen, at Kongen ikke engang fik Rum til at gjøre Anfald. Han lod da lægge til under et af Østerfarerskibene, men her regnede der saaledes Spyd, Paalstave og Stene ned paa dem, at de ikke kunde blive der. Da blev man paa de nærmeste Skibe af hans Flaade var, at han var kommen, og gjorde Plads for ham, saa at han kunde lægge til Eindride Jonssøns Skib. Kong Haakons Mænd begyndte nu at forlade de mindre Skibe og søge sin Frelse, deels paa Knerrerne, deels paa Land. Erling og hans Mænd havde imidlertid ogsaa haft en haard Dyst at bestaa. Fra Forrummet af sit Skib befalede han sine Stavnboer at gaa op paa Kong Haakons. De sagde at dette ej var nogen let Sag, da jernbeslagne Bjelker spærrede Adgangen. Net gik Erling selv frem i Forstavnen, og bragte det i kort Tid dertil, at de entrede Kongeskibet og ryddede det. Da begyndte hele Haakons Hær at flygte. Mange løb overbord, og mange faldt, men den største Mængde kom dog i Land. Nikolas Skjaldvarssøn blev tagen til Fange, da hans Skib ryddedes, men gik Kong Inge til Haande, og blev siden hos ham saalænge Kongen levede. Eindride Jonssøn løb, da hans eget Skib ryddedes, over paa Kong
