Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/916

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
898
Inge Haraldsſøn.

han havde et tykt Hylſter. Gregorius ſvarede, at det kunde nok behøves, og det var ikke for tykt, ſaaledes ſom Ivar gik frem. Det var ikke langt fra, at Gregorius og hans Mænd havde ſeet ſig nødte til at løbe overbord, da Aslak Jonsſøn fik kaſtet et Anker i deres Skib og halet det fra Grunden. Da lagde Gregorius til Ivars Skib, og havde en langvarig Kamp med ham. Overmagten var paa Gregorius’s Side nu, da hans Skib var ſtørre og havde talrigere Beſætning. Mange af“—Ivars Folk faldt; nogle løb overbord, og han ſelv blev ſaa haardt ſaaret, at han var ude af Stand til at ſtride. Da hans Skib var ryddet, lod Gregorius ham bringe i Land og ſørge for, at han undkom. Siden den Tid vare de Venner.

Imidlertid betyde Kong Inge bemerket fra ſit Skib, at Gregorius var kommen paa Grund, og befalede ſtrax ſine Folk at tage til Aarerne for at komme ham til Hjelp. „Det var det daarligſte Raad“, ſagde han, „at vi ſkulde ligge her tilbage, medens vore Venner fare til Kamp, thi vi have det ſtørſte og bedſt beſatte Skib i hele Flaaden. Nu ſeer jeg, at Gregorius, den Mand, jeg ſkylder aller meeſt, trænger til Hjelp; lader os derfor lægge til Kamp ſom haardeſt! Det er og rigtigſt, at jeg er med i Slaget, thi bliver Sejren vor, vil jeg tilegne mig den, og om jeg end vidſte forud, at vore Mænd vilde lide Nederlag, da var dog min eneſte rette Plads paa det Sted, hvor vore Mænd kæmpe; thi jeg kan ingen Vej komme, hvis jeg miſter dem, der længe have været Bryſtværn og Styrere for mig og mit Rige.“ Med disſe Ord lod han ſit Merke rejſe, og de roede over Elven. Da var Striden paa det ſkarpeſte, og Skibene laa ſaa tæt ſammen, at Kongen ikke engang fik Rum til at gjøre Anfald. Han lod da lægge til under et af Øſterfarerſkibene, men her regnede der ſaaledes Spyd, Paalſtave og Stene ned paa dem, at de ikke kunde blive der. Da blev man paa de nærmeſte Skibe af hans Flaade var, at han var kommen, og gjorde Plads for ham, ſaa at han kunde lægge til Eindride Jonsſøns Skib. Kong Haakons Mænd begyndte nu at forlade de mindre Skibe og ſøge ſin Frelſe, deels paa Knerrerne, deels paa Land. Erling og hans Mænd havde imidlertid ogſaa haft en haard Dyſt at beſtaa. Fra Forrummet af ſit Skib befalede han ſine Stavnboer at gaa op paa Kong Haakons. De ſagde at dette ej var nogen let Sag, da jernbeſlagne Bjelker ſpærrede Adgangen. Net gik Erling ſelv frem i Forſtavnen, og bragte det i kort Tid dertil, at de entrede Kongeſkibet og ryddede det. Da begyndte hele Haakons Hær at flygte. Mange løb overbord, og mange faldt, men den ſtørſte Mængde kom dog i Land. Nikolas Skjaldvarsſøn blev tagen til Fange, da hans Skib ryddedes, men gik Kong Inge til Haande, og blev ſiden hos ham ſaalænge Kongen levede. Eindride Jonsſøn løb, da hans eget Skib ryddedes, over paa Kong