Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/915

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
897
Slaget ved Kongehelle.

raadede paa det indſtændigſte, at Kongen ſelv lagde til Strid. Alt, ſagde han, var i Behold naar kun Kongen var det, men hvor let kunde ikke endog et tilfældigt Skud træffe ham, iſær fra Huunkaſtellerne, hvor man forholdsviis uden Fare kunde kaſte Stene og Skudvaaben ned? Fienden havde, meente han, ikke ſtørre Styrke end at Lendermændene nok alene kunde vove Slaget med dem, iſær hvor man havde ſaa meget og vakkert Folk, ſom nu. Han ſelv ſkulde gjerne lægge ſit Skib ved det ſtørſte i den fiendtlige Flaade, og haabede at gjøre det af med en kort Strid, ſom for, hvor der dog havde været ſtørre Folkemon at overvinde. Alle bifaldt, at Kongen ej ſkulde deeltage i Striden; ogſaa Erling fandt dette rigtigt. „Thi,“ ſagde han, „jeg tror at kunne ſkjønne af deres Forberedelſer, at vi maa ſee os meget vel for, hvis vi ikke ville lide ſtort Mandtab; og bedſt er det at binde om hele Lemmer. Tidligere idag var der mange, ſom modſatte ſig mit Forſlag, og ytrede at jeg nok var bange for at ſtride. Net lader det til at have bragt os ſtor Fordeel, ſiden Fienderne have forladt Pælene, og vil jeg derfor nu heller ikke længer fraraade at lægge til Kamp imod dem, thi jeg indſeer, hvad alle vide, hvor paatrængende nødvendigt det er at forjage denne Ugjerningsflok, der har faret over hele Landet med Ran og Rov, og ſee til at Folk derefter atter kunne bebo Landet i Fred, og tjene en eneſte Konge, der er ſaa god og retfærdig ſom Kong Inge. Han har længe nok taalt ſine Frænders Overmod og Uretfærdighed, men været et Bryſt for hele Almuen, og bragt ſig ſelv i mangfoldig Fare for at ſkaffe Landet Fred.“ Erling talede længe og ſnildt, ſaavel ſom flere Høvdinger, og alle ſluttede med at egge til Angreb. De ventede kun, indtil hele Flaaden var ſamlet. Inge føjede ſine Venner i at holde ſig udenfor Slaget, og blev liggende tilbage ved Øen med ſit Skib Bøkeſuden.

Da Alt var færdigt til Angreb, ſatte Inges Skibe ſig i Bevægelſe tvers over Elven, og paa begge Sider iſtemtes Hærſkrig. Inges Skibe kunde ikke bindes ſammen, eller holde ſig i ſluttet Række, da de roede tvers for Strømmen, ſom iſær ſatte de ſtore Skibe nedefter. Erling ſkakke lagde til Kong Haakons Skib, ſaaledes at Stavnen ſtak ind mellem dette og Sigurds: der begyndte ſtrax Kampen. Gregorius’s Skib drev derimod paa Grund og heldede meget, ſaa at det i Førſtningen ikke kunde komme med i Angrebet. Da Haakons Mænd ſaa dette, lagde de til og angrebe det, fornemmelig Ivar, en Søn af Haakon Mage. Løftingerne paa begge Skibe ſvingede mod hinanden. Ivar krøgede en Stavnljaa omkring Gregorius, hvor han var ſmaleſt, og ſøgte at drage ham til ſig. Gregorius tumlede ud mod Skibsrelingen, Ljaaen drog ſig op efter Siden; nær var han bleven dragen overbord, men ſaaret blev han ikke ſønderligt, da han havde en Spangebrynje. Ivar raabte til ham og ſagde at