handle i Samdrægtighed. Især henvendte han sig til Erling skakke, der f med Rette havde Ord for at være den krigskyndigste Mand i Hæren, ligesom han tillige var en af de sindigste og klogeste. Erling ytrede nu, vistnok temmelig uventet, at den fattede Beslutning var ganske imod hans Sind, da det under disse Omstændigheder forekom ham dumdristigt at vove et Angreb. Man maatte i saa Fald, sagde han, ro op ad den stride Elvstrøm; derved vilde tvende af de tre Mænd, som vare i hvert Halvrum, blive ganske optagne, den ene med at ro, den anden med at beskytte ham; alene den tredie vilde kunne stride, og paa den Maade blev det kun en Trediedeel af hele Hæren, der kunde benyttes til Kampen. Han bad derfor, at man vilde udsætte Angrebet og give ham Frist til Betænkning; inden tre Dage, sagde han, skulde han have fundet et godt Raad til at komme i Kamp med dem under gunstigere Forhold. Denne Udsættelse mishagede mange, som meente, at Haakons Mænd derved alene vilde faa Lejlighed til, ligesom før, at løbe paa Land, og undslippe. „Nu,“ sagde de, „have de liden Styrke, og deres Skjebne er i vor Haand“. Gregorius sagde ikke stort, men lod sin dog forlyde med, at Erling fraraadede Angrebet mere fordi han nu engang vilde modsætte sig ethvert Raad, Gregorius havde givet, end fordi han skjønnede sig bedre herpaa end alle andre. Kong Inge valgte en Middelvej. Han erklærede, at han nok vilde følge Erlings Raad med Hensyn til Maaden, hvorpaa Angrebet skulde skee, men at han ej vilde opsætte Angrebet selv, da alle de øvrige stundede saa meget derefter, Erling foreslog da, at alle Skuder og lettere Skibe i Flaaden skulde ro ned om Gulløen og op ad det smalere og grundere Løb bagenom denne, saaat de kom ovenfor de fiendtlige Skibe, mod hvilke de derpaa skulde styre ned, for at prøve, om de kunde løse dem fra Pælene; de store Skibe, som ej kunde komme igjennem hiint Løb, skulde derimod ro lige op imod dem, og da, sagde han, vilde det vise sig, om de, der nu vare saa hidsige, vilde være kjekkere til at angribe end han. Der gik et Nes frem, som hindrede s Haakons Mænd fra at see Inges hele Flaade. Da de faa hine Skibe 7 ro ned ad Elven, troede de, at Inge ej dristede sig til at binde an med dem, men søgte at undfly. De kappede derfor strax Tougene, hvormed de laa fast ved Pælene, grebe til Aarene og roede afsted for at forfølge dem. Strømmen bragte dem snart forbi Nesset, hvor Inges Hovedstyrke laa skille paa Hising-Siden, og da Inges Folk saa den komme, istemte de sterkt Hærskrig med stort Bulder og Vaabenbrag. Haakons Mænd drejede om af imod Nord ind mod Landet i en Bugt, hvor der ej var nogen Strøm, lagde sig her i Slagorden, bragte Landtoug i Land, vendte Forstavnene udad, og bandt Skibene sammen. De store Østfarere lagde de udenfor de andre Skibe paa hver Fløi, og fæstede dem til Langskibene. Midt i Flaaden laa Haakons eget Skib, med Sigurds paa den ene, Ni-
