Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/911

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
893
Haakons Plyndringstog fra Throndhjem.

bene vare bemandede med de Vikverjer, ſom vare i hans Flok, og ſom alle ſynes at have været Ransmænd og Rømningsmænd af ſamme Slags ſom Thorljot Skorpeſkalle, thi de droge i Forvejen, under idelig Herjen paa Nordmøres og Søndmøres Kyſter, til ſtor Forfærdelſe for Indbyggerne, der hidtil ikke have været vante til, at der under Tronfejderne mellem Kongerne indbyrdes blev herjet i Landdiſtrikterne. Men fra denne Tid af begyndte Tronſtridighederne, ſom hidtil ikke havde faldet Bønderne til ſynderlig Byrde, mere og mere at antage en blodigere og vildeſte Charakteer, og at gribe mere forſtyrrende ind i Folkelivet; og dette ſkyldtes, ſom vi og i det følgende ville erfare, fornemmelig Vikverjerne, iſær de ſaakaldte Elvegrimer, eller Beboerne af Grændſe-Egnene ved Gaut-Elven. De fleſte Grændſeboer vare i Middelalderens krigerſke Tider vildere og lovløſere end Folk i Almindelighed, deels paa Grund af den Lethed, hvormed de til enhver Tid kunde unddrage ſig Straf ved at flygte over Grændſen til det ene eller til det andet Land, deels fordi Grændſefejder vare ſaa ſædvanlige, og Indbyggerne ved Grændſerne ſaaledes fra Barnsbeen vante ſig til vilde Krigsſcener, Drab og Herjen. Men ved Gaut-Elven grændſede ikke færre end tre Riger ſammen, hvilket endnu mere begunſtigede Lovløsheden og Vildheden, ikke at tale om, at Gaut-Elvens ydre Dele fra umindelige Tider havde været Tilhold for Vikinger og Ransmænd, der ſaa at ſige ikke havde noget egentligt Fædreland, men beſtode af Udſkud fra alle tre Riger. Vi have allerede ved Beretningen om Sveinke Steinarsſøn ſeet, hvilket Uvæſen der plejede at finde Sted i hine Egne, naar ikke dygtige Befalingsmænd med kraftig Haand ſøgte at hemme det. Vikverjerne i Haakons Flok vare øjenſynligt de, ſom han havde ſamlet i Gautland, ivrige nok til at plyndre og rane, men upaalidelige i ordentlige Slag. Jon Hallkellsſøn, der ſynes at have været hjemme paa Blindheim[1] hos ſin Fader Hallkell, ſamlede en Deel Bønder, for at ſtandſe og tugte dem, og han tog et af deres Skibe, tilhørende en vis Kolbein Ode (den Raſende), der blev dræbt med hver eneſte Sjæl af Beſætningen; han opſøgte derpaa og angreb de øvrige ſyv Skibe, men var uheldig, iſær, ſom det ſynes, fordi hans Fader Hallkell, der havde lovet at bringe ham Forſterkning,udeblev[2]. Mange gode Bønder faldt, og Jon ſelv blev ſaaret. Kong Haakon og hans Mænd droge imidlertid ſydefter, og agtede ſig til

  1. Blindheim ligger nemlig, ſom ovenfor nævnt, paa Søndmøre, hvor hine Ransmænd netop herjede. Se ovenfor S. 808.
  2. Udeblivelſen var viſtnok ſkeet med velberaad Hu, da den gamle Hallkell, fem vi have ſeet, bar Kappen faa temmeligt paa begge Skuldre. Dette er ellers den ſidſte Gang, han nævnes.