bene vare bemandede med de Vikverjer, som vare i hans Flok, og som alle synes at have været Ransmænd og Rømningsmænd af samme Slags som Thorljot Skorpeskalle, thi de droge i Forvejen, under idelig Herjen paa Nordmøres og Søndmøres Kyster, til stor Forfærdelse for Indbyggerne, der hidtil ikke have været vante til, at der under Tronfejderne mellem Kongerne indbyrdes blev herjet i Landdistrikterne. Men fra denne Tid af begyndte Tronstridighederne, som hidtil ikke havde faldet Bønderne til synderlig Byrde, mere og mere at antage en blodigere og vildeste Charakteer, og at gribe mere forstyrrende ind i Folkelivet; og dette skyldtes, som vi og i det følgende ville erfare, fornemmelig Vikverjerne, især de saakaldte Elvegrimer, eller Beboerne af Grændse-Egnene ved Gaut-Elven. De fleste Grændseboer vare i Middelalderens krigerske Tider vildere og lovløsere end Folk i Almindelighed, deels paa Grund af den Lethed, hvormed de til enhver Tid kunde unddrage sig Straf ved at flygte over Grændsen til det ene eller til det andet Land, deels fordi Grændsefejder vare saa sædvanlige, og Indbyggerne ved Grændserne saaledes fra Barnsbeen vante sig til vilde Krigsscener, Drab og Herjen. Men ved Gaut-Elven grændsede ikke færre end tre Riger sammen, hvilket endnu mere begunstigede Lovløsheden og Vildheden, ikke at tale om, at Gaut-Elvens ydre Dele fra umindelige Tider havde været Tilhold for Vikinger og Ransmænd, der saa at sige ikke havde noget egentligt Fædreland, men bestode af Udskud fra alle tre Riger. Vi have allerede ved Beretningen om Sveinke Steinarssøn seet, hvilket Uvæsen der plejede at finde Sted i hine Egne, naar ikke dygtige Befalingsmænd med kraftig Haand søgte at hemme det. Vikverjerne i Haakons Flok vare øjensynligt de, som han havde samlet i Gautland, ivrige nok til at plyndre og rane, men upaalidelige i ordentlige Slag. Jon Hallkellssøn, der synes at have været hjemme paa Blindheim[1] hos sin Fader Hallkell, samlede en Deel Bønder, for at standse og tugte dem, og han tog et af deres Skibe, tilhørende en vis Kolbein Ode (den Rasende), der blev dræbt med hver eneste Sjæl af Besætningen; han opsøgte derpaa og angreb de øvrige syv Skibe, men var uheldig, især, som det synes, fordi hans Fader Hallkell, der havde lovet at bringe ham Forsterkning,udeblev[2]. Mange gode Bønder faldt, og Jon selv blev saaret. Kong Haakon og hans Mænd droge imidlertid sydefter, og agtede sig til
