var det vel ogsaa at Erling skakke sluttede sig nærmere til Kongen, og benyttede Lejligheden til at vinde den Indflydelse, hvoraf vi strax efter finde ham i Besiddelse.
Haakons Flok lod ikke høre fra sig førend den følgende Sommer (1158). Da kom den ned til Kongehelle fra Gautland, hvor den havde forsterket sig betydeligt, thi dens Høvdinger, siger Sagaen, havde nu meget og vakkert Folk. Gregorius var just i Byen, holdt Thing med Bønderne i Egnen og Bymændene, og opfordrede dem til at staa ham bi. Men hans Opfordring blev ikke modtagen med synderligt Bifald, og han skjønnede derfor, at de ikke vare at lide paa. Ilde tilmode herover forlod han Staden med tvende Skibe, og drog ind i Viken, for at møde Kong Inge, som han havde hørt skulde være kommen nordenfra med en betydelig Styrke. Men han havde kun tilbagelagt et kort Stykke Vej, da han til sin store Glæde mødte Simon Skaalp, og sine Svogre Halldor Brynjulfssøn og Gyrd Aamundessøn, Kong Inges Fostbroder, med ni Skibe. Han vendte strax tilbage i Følge med dem, og roede op ad Elven mod Kongehelle, hvor alle Mand havde erkjendt Haakon for deres Konge. Haakon og hans Høvdinger holdt just Thing strax nordenfor Byen, da de saa hine elleve Skibe nærme sig. Sigurd af Rene fandt det saa dumdristigt, at han udbrød: „nu er Gregorius fejg, siden han med en saa liden Styrke drager os lige i Hænderne“. Men Gregorius angreb ikke strax: han lagde til Land paa den anden Side af Elven, lige overfor Byen, og blev her liggende en Stund for at oppebie Kong Inge, som just ventedes. Haakons Mænd gjorde sig imidlertid kampfærdige i Byen, og opstillede sig tilligemed Bymændene under Sigurds Anførsel paa Bryggerne. Foran disse laa endeel Kjøbmandsskibe, hvis Besætning ogsaa gjorde sig rede til at deeltage i Kampen, og til deres Anfører satte Haakon, eller rettere Sigurd, en vis Thorljot Skorpeskalle, der siges at have været en Viking og Ransmand, hvoraf man faar et Begreb om, hvad Slags Folk det var, der i Gautland havde flokket sig til Haakons Skare.
Da det varede Gregorius for længe, inden Inge kom, besluttede han at vove et Angreb med den ubetydelige Styrke, han havde, sandsynligviis fordi han nu havde overbeviist sig om at Fienden mestendeels bestod af en sammenløben Hob, der ved det første alvorlige Anfald vilde give tabt. Han bedrog sig isaafald heller ikke. Først roede han med sine Skibe et Stykke op ad Elven, maaskee bag om Gulløen, og lod dem siden drive ned med Strømmen mod Thorljot; efter en kort Kamp med Skudvaaben løb Thorljot og hans Folk overbord: nogle bleve dræbte, nogle kom i Land. Gregorius lagde nu lige til Bryggerne, lod skyde Landgangsbroer fra sine Skibe lige under Fødderne paa Haakons Mænd, og gav strax Befaling til
