Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/909

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
891
Haakon Sigurdsſøn opſtilles ſom Modkonge.

var det vel ogſaa at Erling ſkakke ſluttede ſig nærmere til Kongen, og benyttede Lejligheden til at vinde den Indflydelſe, hvoraf vi ſtrax efter finde ham i Beſiddelſe.

Haakons Flok lod ikke høre fra ſig førend den følgende Sommer (1158). Da kom den ned til Kongehelle fra Gautland, hvor den havde forſterket ſig betydeligt, thi dens Høvdinger, ſiger Sagaen, havde nu meget og vakkert Folk. Gregorius var juſt i Byen, holdt Thing med Bønderne i Egnen og Bymændene, og opfordrede dem til at ſtaa ham bi. Men hans Opfordring blev ikke modtagen med ſynderligt Bifald, og han ſkjønnede derfor, at de ikke vare at lide paa. Ilde tilmode herover forlod han Staden med tvende Skibe, og drog ind i Viken, for at møde Kong Inge, ſom han havde hørt ſkulde være kommen nordenfra med en betydelig Styrke. Men han havde kun tilbagelagt et kort Stykke Vej, da han til ſin ſtore Glæde mødte Simon Skaalp, og ſine Svogre Halldor Brynjulfsſøn og Gyrd Aamundesſøn, Kong Inges Foſtbroder, med ni Skibe. Han vendte ſtrax tilbage i Følge med dem, og roede op ad Elven mod Kongehelle, hvor alle Mand havde erkjendt Haakon for deres Konge. Haakon og hans Høvdinger holdt juſt Thing ſtrax nordenfor Byen, da de ſaa hine elleve Skibe nærme ſig. Sigurd af Rene fandt det ſaa dumdriſtigt, at han udbrød: „nu er Gregorius fejg, ſiden han med en ſaa liden Styrke drager os lige i Hænderne“. Men Gregorius angreb ikke ſtrax: han lagde til Land paa den anden Side af Elven, lige overfor Byen, og blev her liggende en Stund for at oppebie Kong Inge, ſom juſt ventedes. Haakons Mænd gjorde ſig imidlertid kampfærdige i Byen, og opſtillede ſig tilligemed Bymændene under Sigurds Anførſel paa Bryggerne. Foran disſe laa endeel Kjøbmandsſkibe, hvis Beſætning ogſaa gjorde ſig rede til at deeltage i Kampen, og til deres Anfører ſatte Haakon, eller rettere Sigurd, en vis Thorljot Skorpeſkalle, der ſiges at have været en Viking og Ransmand, hvoraf man faar et Begreb om, hvad Slags Folk det var, der i Gautland havde flokket ſig til Haakons Skare.

Da det varede Gregorius for længe, inden Inge kom, beſluttede han at vove et Angreb med den ubetydelige Styrke, han havde, ſandſynligviis fordi han nu havde overbeviiſt ſig om at Fienden meſtendeels beſtod af en ſammenløben Hob, der ved det førſte alvorlige Anfald vilde give tabt. Han bedrog ſig iſaafald heller ikke. Førſt roede han med ſine Skibe et Stykke op ad Elven, maaſkee bag om Gulløen, og lod dem ſiden drive ned med Strømmen mod Thorljot; efter en kort Kamp med Skudvaaben løb Thorljot og hans Folk overbord: nogle bleve dræbte, nogle kom i Land. Gregorius lagde nu lige til Bryggerne, lod ſkyde Landgangsbroer fra ſine Skibe lige under Fødderne paa Haakons Mænd, og gav ſtrax Befaling til