Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/908

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
890
Inge Haraldsſøn.

det ſynes, kun en eneſte Søn, hvilken han dog ikke havde med ſin Dronning, Ragna Nikolasdatter, men med et andet Fruentimmer[1]; han blev fød enten kort for, eller ſtrax efter hans Død, og opkaldtes efter ham. Vi ville i det Følgende erfare, hvorledes han ſenere optraadte ſom Kronprætendent.

94. Haakon Sigurdsſøn opſtilles ſom Kronprætendent, og faar Kongenavn. Hans førſte Uheld mod Kong Inge.


Den Flok, der havde ledſaget Kong Eyſtein, underkaſtede ſig ikke Kong Inge, men tog den tiaarige Haakon, Sigurd Munds Søn, til Konge. Eyſtein havde, ſom ovenfor nævnt, haft ham med paa det ſidſte Tog. De meeſt anſeede Høvdinger, ſom vare om ham og rimeligviis ſtode i Spidſen for dette Foretagende, var Sigurd, Søn af Hallvard Hauld paa Reyr[2], en Frænde af Gregorius Dagsſøn, og Haakons Foſtbrødre Andres og Anund Simonsſønner, foruden mange andre mægtige Mænd, forhenværende Venner og Tilhængere ſaavel af Sigurd Mund, ſom af Eyſtein, blandt dem vel ogſaa Eindride unge, der for ikke længe ſiden var kommen tilbage fra Conſtantinopel, og havde taget Parti med Eyſtein, da Inges Parti for en ſtor Deel beſtod af de Mænd, der vare forbitrede paa ham ſiden Korstoget[3]. Det var ſaaledes Levningerne af Sigurds og Eyſteins Parti, der ſluttede ſig ſammen om Haakon. For det førſte fandt dog hine Mænd det raadeligſt at undvige over Grændſen op i Gautland, og Inge erklærede dem alle utlæge og deres Ejendomme forbrudte til Kronen. Medens Gregorius blev tilbage i Kongehelle for at holde Øje med dem og forſvare Landet, begav han ſig ſelv nord i Viken, og opholdt ſig et Aars Tid deels der, deels i det nordenfjeldſke, idet han nu ganſke optraadte ſom Enekonge. Da var det, at han efter Erkebiſkop Jons Død udnævnte ſin Kapellan og Fehirde Eyſtein Erlendsſøn til Erkebiſkop i Nidaros, og fordrev den af Eyſtein til Biſkop i Bergen udnævnte Paal, i hvis Sted han ſatte Nikolas Petersſøn fra Sogn. I denne Mellemtid, medens Gregorius ſad øſter i Kongehelle,

    dette Sted ophører det ældſte Haandſkrift af de vidtløftigere Kongeſagaer, kaldet Morkinſkinna, hvorom mere nedenfor. Sandſynligviis naaede det lige til 1177, ſom de øvrige, men de ſidſte Blade ere bortrevne.

  1. Det kan ſluttes af hans hele Fremtræden, og, at der ſtaar om ham (Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 37. Snorre Cap. 36) at han „kaldtes“ Eyſteins Søn. Forreſten kaldes han egtefød hos Hoveden, Saviles Samling S. 600.
  2. Reyr eller Røyr er Gaarden Rør i Ringsakers Preſtegjeld paa Hedemarken.
  3. Se ovenfor S. 830, 841.