Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/908

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
890
Inge Haraldssøn.

det synes, kun en eneste Søn, hvilken han dog ikke havde med sin Dronning, Ragna Nikolasdatter, men med et andet Fruentimmer[1]; han blev fød enten kort for, eller strax efter hans Død, og opkaldtes efter ham. Vi ville i det Følgende erfare, hvorledes han senere optraadte som Kronprætendent.

94. Haakon Sigurdssøn opstilles som Kronprætendent, og faar Kongenavn. Hans første Uheld mod Kong Inge.


Den Flok, der havde ledsaget Kong Eystein, underkastede sig ikke Kong Inge, men tog den tiaarige Haakon, Sigurd Munds Søn, til Konge. Eystein havde, som ovenfor nævnt, haft ham med paa det sidste Tog. De meest anseede Høvdinger, som vare om ham og rimeligviis stode i Spidsen for dette Foretagende, var Sigurd, Søn af Hallvard Hauld paa Reyr[2], en Frænde af Gregorius Dagssøn, og Haakons Fostbrødre Andres og Anund Simonssønner, foruden mange andre mægtige Mænd, forhenværende Venner og Tilhængere saavel af Sigurd Mund, som af Eystein, blandt dem vel ogsaa Eindride unge, der for ikke længe siden var kommen tilbage fra Constantinopel, og havde taget Parti med Eystein, da Inges Parti for en stor Deel bestod af de Mænd, der vare forbitrede paa ham siden Korstoget[3]. Det var saaledes Levningerne af Sigurds og Eysteins Parti, der sluttede sig sammen om Haakon. For det første fandt dog hine Mænd det raadeligst at undvige over Grændsen op i Gautland, og Inge erklærede dem alle utlæge og deres Ejendomme forbrudte til Kronen. Medens Gregorius blev tilbage i Kongehelle for at holde Øje med dem og forsvare Landet, begav han sig selv nord i Viken, og opholdt sig et Aars Tid deels der, deels i det nordenfjeldske, idet han nu ganske optraadte som Enekonge. Da var det, at han efter Erkebiskop Jons Død udnævnte sin Kapellan og Fehirde Eystein Erlendssøn til Erkebiskop i Nidaros, og fordrev den af Eystein til Biskop i Bergen udnævnte Paal, i hvis Sted han satte Nikolas Peterssøn fra Sogn. I denne Mellemtid, medens Gregorius sad øster i Kongehelle,

    dette Sted ophører det ældste Haandskrift af de vidtløftigere Kongesagaer, kaldet Morkinskinna, hvorom mere nedenfor. Sandsynligviis naaede det lige til 1177, som de øvrige, men de sidste Blade ere bortrevne.

  1. Det kan sluttes af hans hele Fremtræden, og, at der staar om ham (Magnus Erlingssøns Saga Cap. 37. Snorre Cap. 36) at han „kaldtes“ Eysteins Søn. Forresten kaldes han egtefød hos Hoveden, Saviles Samling S. 600.
  2. Reyr eller Røyr er Gaarden Rør i Ringsakers Prestegjeld paa Hedemarken.
  3. Se ovenfor S. 830, 841.