Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/907

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
889
Kong Eyſteins Død.

ſendt Bud til Kong Inge for at høre hans nærmere Befaling, men Inge ſkulde have ſvaret, at Eyſtein ikke maatte komme for hans Øjne[1]. Da Mesſen var til Ende, lagde Eyſtein ſig næſegruus ned, ſtrakte Armene ud og bad at man vilde hugge ham i Kors mellem Skuldrene, for at man kunde ſee, om han ikke kunde taale Jærn, hvilket Kong Inges Tilhængere havde ſagt. Simon bad den, der ſkulde hugge ham, at gjøre det ſnart af, „thi alt for længe“, ſagde han, „har denne Konge krøbet om her i Lyngen“. Befalingen blev udført, og man maatte erkjende, at Eyſtein viſte den ſtørſte Standhaftighed (21de Auguſt 1157). Hans Lig blev bragt til Fors og ſtod den førſte Nat under Bakken ſøndenfor Kirken, ſiden blev det begravet i Kirken midt paa Kirkegulvet, og et Teppe bredet over. Simon Skaalps haarde og forhaſtede Fremfærd blev almindeligt misbilliget, og Eyſteins Død beklaget af mange. Dette gav rimeligviis mere end hans Fortjeneſter i levende Live, der ej vare ſynderlig ſtore, Anledning til at der opkom Sagn om hans Hellighed. Paa det Sted, hvor han henrettedes, og hans Blod kom paa Jorden, fremvældede, ſom der fortælles, en Kilde, og ligeledes en under Bakken, hvor hans Lig havde ſtaaet om Natten: af begge Kilders Vand troede mange at ſpore Helbredelſer for legemligt Meen, og endnu den Dag i Dag kaldes den førſt nævnte Kilde „St. Øſtens Kilde“ eller „hellig Korſes Kilde“, ligeſom heller ikke Troen paa dens helbredende Kraft aldeles er ophørt, da der ſtundom endnu ofres ſmaa Gaver til den. Vikverjerne paaſtode ogſaa at der ſkede mange Jertegn ved Eyſteins Grav, indtil hans Fiender vanhelligede den ved at øſe Hunde-Sod derover. Almindeligt anerkjendt blev dog hans Hellighed neppe, og viſt er det at den heller ikke var fortjent, og at Landet ikke tabte ſtort ved hans Død[2]. Eyſtein efterlod, ſom

  1. Denne Beretning, ſtaar der i Kongeſagaerne, lod Kong Sverre nedſkrive, det vil vel ſige, indføre i de Sagabearbejdelſer, ſom optegnedes under hans Opſigt( Som Søn af Sigurd Mund og Modſtander af det Parti, hvortil Inge havde hørt, laa det i hans Interesſe at gjøre dennes Minde ſaa forhadt ſom muligt, og Beretningen er derfor maaſkee endog aller førſt bragt i Omløb af ham. Samtiden ſkød alene Skylden paa Simon Skaalp, hvilket nokſom kan ſees af følgende Brudſtykke af et Vers, ſom Einar Skulesſøn kvad derom, og ſom Sagaerne anføre: „Den til Mord vante, meget onde Simon Skaalp, der ſveg Kongen, vil ſeent faa Hjelp (d. e. Sjælehjelp) fore ſlige Raad“.
  2. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 29. Snorre Cap. 32. Fagrſkinna, Cap. 262. Holmbergs Bohuslen I. S. 59, III. S. 49, 50. Eyſteins Dødsdag anføres i Kalendarierne; det er for Reſten allerede ovenfor, S. 663, omtalt, at et Par af dem nævne 29 Auguſt ſom hans, og 21 Auguſt ſom Eyſtein Magnusſøns Dødsdag. Stedet, hvor Eyſtein blev dræbt, var rimeligviis længere ude mod Kyſten, ſiden man derfra kunde ſee Inges Flaade nærme ſig, men dog ikke længer fra Fors Kirke, end at hans Lig endnu ſamme Dag kunde bringes did. — Ved