sendt Bud til Kong Inge for at høre hans nærmere Befaling, men Inge skulde have svaret, at Eystein ikke maatte komme for hans Øjne[1]. Da Messen var til Ende, lagde Eystein sig næsegruus ned, strakte Armene ud og bad at man vilde hugge ham i Kors mellem Skuldrene, for at man kunde see, om han ikke kunde taale Jærn, hvilket Kong Inges Tilhængere havde sagt. Simon bad den, der skulde hugge ham, at gjøre det snart af, „thi alt for længe“, sagde han, „har denne Konge krøbet om her i Lyngen“. Befalingen blev udført, og man maatte erkjende, at Eystein viste den største Standhaftighed (21de August 1157). Hans Lig blev bragt til Fors og stod den første Nat under Bakken søndenfor Kirken, siden blev det begravet i Kirken midt paa Kirkegulvet, og et Teppe bredet over. Simon Skaalps haarde og forhastede Fremfærd blev almindeligt misbilliget, og Eysteins Død beklaget af mange. Dette gav rimeligviis mere end hans Fortjenester i levende Live, der ej vare synderlig store, Anledning til at der opkom Sagn om hans Hellighed. Paa det Sted, hvor han henrettedes, og hans Blod kom paa Jorden, fremvældede, som der fortælles, en Kilde, og ligeledes en under Bakken, hvor hans Lig havde staaet om Natten: af begge Kilders Vand troede mange at spore Helbredelser for legemligt Meen, og endnu den Dag i Dag kaldes den først nævnte Kilde „St. Østens Kilde“ eller „hellig Korses Kilde“, ligesom heller ikke Troen paa dens helbredende Kraft aldeles er ophørt, da der stundom endnu ofres smaa Gaver til den. Vikverjerne paastode ogsaa at der skede mange Jertegn ved Eysteins Grav, indtil hans Fiender vanhelligede den ved at øse Hunde-Sod derover. Almindeligt anerkjendt blev dog hans Hellighed neppe, og vist er det at den heller ikke var fortjent, og at Landet ikke tabte stort ved hans Død[2]. Eystein efterlod, som
- ↑ Denne Beretning, staar der i Kongesagaerne, lod Kong Sverre nedskrive, det vil vel sige, indføre i de Sagabearbejdelser, som optegnedes under hans Opsigt( Som Søn af Sigurd Mund og Modstander af det Parti, hvortil Inge havde hørt, laa det i hans Interesse at gjøre dennes Minde saa forhadt som muligt, og Beretningen er derfor maaskee endog aller først bragt i Omløb af ham. Samtiden skød alene Skylden paa Simon Skaalp, hvilket noksom kan sees af følgende Brudstykke af et Vers, som Einar Skulessøn kvad derom, og som Sagaerne anføre: „Den til Mord vante, meget onde Simon Skaalp, der sveg Kongen, vil seent faa Hjelp (d. e. Sjælehjelp) fore slige Raad“.
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 29. Snorre Cap. 32. Fagrskinna, Cap. 262. Holmbergs Bohuslen I. S. 59, III. S. 49, 50. Eysteins Dødsdag anføres i Kalendarierne; det er for Resten allerede ovenfor, S. 663, omtalt, at et Par af dem nævne 29 August som hans, og 21 August som Eystein Magnussøns Dødsdag. Stedet, hvor Eystein blev dræbt, var rimeligviis længere ude mod Kysten, siden man derfra kunde see Inges Flaade nærme sig, men dog ikke længer fra Fors Kirke, end at hans Lig endnu samme Dag kunde bringes did. — Ved
