undkom til Land med nogle faa Folk, vendte tilbage til Kong Eystein, og sagde, hvad Behandling de havde trindt. Da holdt Kong Eystein Huusthing, sagde, hvor ufredeligt Inge gik frem, og bad stue Krigere staa ham troligt bi. „Vi have“, sagde han, „saa meget og godt Folk, at jeg ikke vil slugte, hvis I ville staa mig bi efter Evne“. Men intet opmuntrende Bifaldsraab medtog hans Tale. Hallkell Huuk sagde endog, saa at mange kunde høre det: „dine Guldkister kunne jo staa dig bi, og værge dit Land!“ Om Natten roede mange hemmelig bort, nogle til Kong Inge, og erklærede sig for ham, andre til Bergen, eller ind i Fjordene. Da det blev lyst om Morgenen, saa Kong Eystein, at hans Flaade var svunden ind til ti Skibe. Det var saaledes ej at tænke paa, at forblive der længer, men han maatte see til at komme bort, saa snart som muligt. Han maatte lade flere Skibe blive tilbage, hvoriblandt den store Drage, der var for tung at ro, dog lod han først hugge mange Huller i den, for at Fienden ej skulde gjøre sig den nyttig. Ligeledes bleve Øltønderne hugne istykker, og al Proviant ødelagt, som de ikke kunde tage med. Eystein selv gik ombord hos Eindride Jonssøn, Svir af den lovkyndige Jon Mørnev i Thrøndelagen; de toge Vejen ind i Sognefjorden, og derfra til Lands over Fjeldet ned til Oplandene og Viken. Inge tog de forladte Skibe i Besiddelse og sejlede tilbage til Viken, den samme Vej, han var kommen. Eystein befandt sig etsteds i Nærheden af Fors i Ranafylke, da hans Mænd saa Inges hele Flaade komme sejlende. Da de tilsammen ikke udgjorde et større Antal end henved utro„ vovede de ikke at oppebie Inges Overmagt, men toge Flugten ad Skoven til, og adspredte sig til alle Kanter, saaledes at kun en eneste Mand blev hos Kongen, der var for fed og tungvindt til at kunne følge de andre[1]. Fra Inges Flaade var man bleven Eysteins Flok var, og havde seet den adsprede sig. Man kunde saaledes skjønne, at han maatte være etsteds i Nærheden med et ubetydeligt Antal Folk, og lagde til Land, for at opsøge ham. Simon Skaalp fandt ham. Han havde skjult sig bag en Busk, men gik selv den fiendtlige Flok tittede, sandsynligviis fordi han kjendte Simon og haabede at denne for gammelt Venskabs Skyld vilde tage ham i Beskyttelse. Simon hilsede ham med de Ord: „hil dig Lavard (Herre)!“ jeg veed ej, om ikke du heller nu tykkes at være min Lavard“, svarede Eystein. „Det kommer nu an paa“, sagde Simon. Kongen bad ham om at lade ham slippe bort. „Det sømmer sig bedst for dig“, sagde han, „saa godt som det længe har været mellem Men Simon svarede at saadant ikke var at tænke paa. Da bad Eystein om at maatte lyde Messe, førend han dræbtes, og denne Bøn blev ham tilstaaet. Efter enkeltes Sigende skulde Simon strax, da Eystein var greben, have
- ↑ Saxo, S. 790.
