Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/906

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
888
Inge og Eyſtein Haraldsſønner.

undkom til Land med nogle faa Folk, vendte tilbage til Kong Eyſtein, og ſagde, hvad Behandling de havde trindt. Da holdt Kong Eyſtein Huusthing, ſagde, hvor ufredeligt Inge gik frem, og bad ſtue Krigere ſtaa ham troligt bi. „Vi have“, ſagde han, „ſaa meget og godt Folk, at jeg ikke vil ſlugte, hvis I ville ſtaa mig bi efter Evne“. Men intet opmuntrende Bifaldsraab medtog hans Tale. Hallkell Huuk ſagde endog, ſaa at mange kunde høre det: „dine Guldkiſter kunne jo ſtaa dig bi, og værge dit Land!“ Om Natten roede mange hemmelig bort, nogle til Kong Inge, og erklærede ſig for ham, andre til Bergen, eller ind i Fjordene. Da det blev lyſt om Morgenen, ſaa Kong Eyſtein, at hans Flaade var ſvunden ind til ti Skibe. Det var ſaaledes ej at tænke paa, at forblive der længer, men han maatte ſee til at komme bort, ſaa ſnart ſom muligt. Han maatte lade flere Skibe blive tilbage, hvoriblandt den ſtore Drage, der var for tung at ro, dog lod han førſt hugge mange Huller i den, for at Fienden ej ſkulde gjøre ſig den nyttig. Ligeledes bleve Øltønderne hugne iſtykker, og al Proviant ødelagt, ſom de ikke kunde tage med. Eyſtein ſelv gik ombord hos Eindride Jonsſøn, Svir af den lovkyndige Jon Mørnev i Thrøndelagen; de toge Vejen ind i Sognefjorden, og derfra til Lands over Fjeldet ned til Oplandene og Viken. Inge tog de forladte Skibe i Beſiddelſe og ſejlede tilbage til Viken, den ſamme Vej, han var kommen. Eyſtein befandt ſig etſteds i Nærheden af Fors i Ranafylke, da hans Mænd ſaa Inges hele Flaade komme ſejlende. Da de tilſammen ikke udgjorde et ſtørre Antal end henved utro„ vovede de ikke at oppebie Inges Overmagt, men toge Flugten ad Skoven til, og adſpredte ſig til alle Kanter, ſaaledes at kun en eneſte Mand blev hos Kongen, der var for fed og tungvindt til at kunne følge de andre[1]. Fra Inges Flaade var man bleven Eyſteins Flok var, og havde ſeet den adſprede ſig. Man kunde ſaaledes ſkjønne, at han maatte være etſteds i Nærheden med et ubetydeligt Antal Folk, og lagde til Land, for at opſøge ham. Simon Skaalp fandt ham. Han havde ſkjult ſig bag en Buſk, men gik ſelv den fiendtlige Flok tittede, ſandſynligviis fordi han kjendte Simon og haabede at denne for gammelt Venſkabs Skyld vilde tage ham i Beſkyttelſe. Simon hilſede ham med de Ord: „hil dig Lavard (Herre)!“ jeg veed ej, om ikke du heller nu tykkes at være min Lavard“, ſvarede Eyſtein. „Det kommer nu an paa“, ſagde Simon. Kongen bad ham om at lade ham ſlippe bort. „Det ſømmer ſig bedſt for dig“, ſagde han, „ſaa godt ſom det længe har været mellem Men Simon ſvarede at ſaadant ikke var at tænke paa. Da bad Eyſtein om at maatte lyde Mesſe, førend han dræbtes, og denne Bøn blev ham tilſtaaet. Efter enkeltes Sigende ſkulde Simon ſtrax, da Eyſtein var greben, have

  1. Saxo, S. 790.