Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/905

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
887
Selø-Sommeren.


der først lod bære Kongens Merke frem, og ytrer tillige, at var kun Kong Eystein kommen to Dage før til Bergen, vilde Sigurd ikke saa bradt have ladet sit Liv[1]. Eystein var for øvrigt meget ilde tilfreds med Forliget, og sagde at det var ham aftvunget. Han begav sig til Throndhjem, medens derimod Inge drog øster til Viken. Efter Sammenkomsten ved Seløerne plejede man siden at kalde denne Sommer Selø-Sommeren.

93. Kong Eysteins Fald.


Et Par Aars Tid gik nu hen under en Tilstand,der hverken kunde kaldes Fred eller Krig. Vel førte Kongerne ikke Flaader og Hære imod hinanden, men de udvexlede bitre Budsendinger, forfulgte gjensidigt hinandens Tilhængere og dræbte dem, hvor de kunde komme til, ligesom Eystein heller ikke udredede den bestemte Pengesum. Begge bebrejdede de hinanden indbyrdes, at de ikke holdt det sluttede Forlig. Det lykkedes Kong Inge og Gregorius at vinde mange af Eysteins Tilhængere, og lokke dem over paa deres Side; blandt disse nævnes Hallkell Hauks tvende Sønner, Simon Skaalp og Jon, medens Hallkell selv derimod forblev paa Eysteins Parti; fremdeles Halldor Brynjulfssøn paa Vetteland, der maaskee ved denne Lejlighed egtede Gregorius’s Syster Sigrid, Baard Brynjulfssøn, kaldet Standhale, efter hvem den mægtige Standhale-Æt har sit Navn, og mange andre Lendermænd. Eystein forsøgte rimeligviis det samme med Inges Venner, men i saa Fald uden Held. Vi ville endog see hvorledes de faa Tilhængere, han endnu havde tilbage, fremdeles faldt fra, saa at han inden føje Tid stod næsten ene tilbage. Dette kan man ikke ganske tilskrive Paavirkning fra Modpartiet. Det er tydeligt at Eysteins egen utidige Paaholdenhed og Gjerrighed bragte de fleste til at svigte ham i Nødens Stund.

Omsider, i Aaret 1157, var Uenigheden kommen saa vidt, at aabenbar Krig ikke længer kunde undgaaes. Begge Konger samlede Folk og Skibe, Inge paa Østlandet, Eystein nordenfjelds. Inge fik 80 Skibe, Eystein kun 45, men vel bemandede, og blandt dem den store Drage, som Kong Eystein Magnussøn havde ladet bygge. Begge Flaader nærmede sig hinanden i den søndre Bergens-Led. Inge laa med sine Skibet Mosterhavn, medens Eystein laa i Grøningesund, ved Bukken. Eystein sendte tvende af sine Mænd, Aslak Jonssøn den unge, og Arne Sturla, paa et Skib til Inge, formodentlig for at aabne Underhandlinger; men da.Inges Mænd kjendte dem, angrebe de dem strax, toge Skibet med alt hvad derpaa var, og dræbte mange af Besætningen. Aslak og Arne

  1. Disse Vers anføres i Morkinskinna fol. 37 d. samt i Fagrskinna, Cap 260. Saxo, l. c. fremstiller den hele Kamp som om den oprindeligt kun var et Slagsmaal mellem Hirdmændene i Anledning af Sigurd Skrudhyrnas Drab, og nævner ikke Kong Inge.