Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/904

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
886
Inge og Eyſtein Haraldsſønner.

mangt og meget at ordne og varetage; men en ſaa højtſtaaende og i de politiſke Begivenheder ellers ſaa ivrigt deeltagende Høvding ſom han vilde dog neppe ved en ſlig Lejlighed have holdt ſig tilbage, hvis han ikke af en eller anden Grund var utilfreds. Grunden er let at opdage: Skinſyge over Gregorius’s Magt og Indflydelſe, og Misfornøjelſe over at denne, ikke han ſelv, nu udfyldte hans afdøde Broder Agmund Drengs Plads hos Kongen. Fælles Interesſer nødte dog begge disſe ærgjerrige Medbejlere om Magten til nogenledes at holde ſammen, men et Spørgsmaal er det, om denne gode Forſtaaelſe vilde have vedvaret længe, hvis Gregorius ej, ſom vi ville ſee, ved en tidlig Død var bleven bortrykket og ſaaledes ikke længer ſtod Erlings Ærgjerrighed i Vejen.

Fra Bergen fortſatte Gregorius ſin Rejſe til Throndhjem, hvor han kom lidt før Juul. Kong Inge blev ſærdeles glad ved at ſee ham velbeholden hos ſig igjen, og tilbød ham ſaa meget af ſit eget Gods, ſom han vilde have, i Erſtatning for det ſtore Tab, han havde lidt. Om Vintren hændte det ſlu— at nogle ypperlige Nauſt, ſom Kong Eyſtein Magnusſøn havde ladet opføre i Nidaros, bleve et Rov for Luerne tilligemed endeel Skibe, der tilhørte Kong Inge. Ilden var paaſat, og, ſom man nok med Rette antog, efter Foranſtaltning af Kong Eyſtein og Philip Gyrdsſøn, Kong Sigurds Foſtbroder. Denne Nidingsdaad vakte almindelig Harme, og det ſynes ſom om det nu faldt af ſig ſelv, at Inge den følgende Vaar (1156) ſamlede ſaa mange Folk, han kunde, for at drage mod Eyſtein. Denne ruſtede ſig ogſaa paa ſin Kant, og om Sommeren droge de hinanden imøde, Inge fra Throndhjem, og Eyſtein fra Viken. De mødtes ved Seløerne ſtrax veſtenfor Lindesnes; paa et hængende Haar vare de komne i Kamp med hinanden, men da Inge var langt mandſterkere, bekvemmede dog Eyſtein ſig til at indgaa Forlig, paa de Betingelſer, at han ſkulde udrede 45 Merket Guld (300 Merker Sølv), hvoraf 30 til Kong Inge, i Bod for Ildspaaſættelſen paa Nauſtene og Skibene, og 15 til Gregorius, i Bod for Ødelæggelſen paa Bratsberg.[1] Philip Gyrdsſøn og de øvrige, der vare deelagtige i Ildspaaſættelſen, ſkulde være utlæge. Den eneſte Indrømmelſe fra Kong Inges Side var, at ogſaa de Mænd ſkulde være utlæge, ſom havde dræbt Kong Sigurd, thi dette Verk blev meget dadlet, og Eyſtein bebrejdede Inge, at han havde Drabsmændene i ſin Tjeneſte. Der var endog flere, ſom gave Inge Skylden for Drabet, men Einar Skulesſøn, hvis Ord her have dobbelt Vegt, da han ſtod i Eyſteins Tjeneſte, frikjender i et Vers, ſom endnu er opbevaret, Kong Inge ganſke fra denne Beſkyldning i et Par andre Vers, ſom han i den Anledning kvad, nævner han Gregorius ſom den,

  1. Disſe 45 Merker Guld udgjør i vore Penge over 3000 Spdlr., men Pengeværdien var i hiin Tid næſten den tidobbelte.