mangt og meget at ordne og varetage; men en saa højtstaaende og i de politiske Begivenheder ellers saa ivrigt deeltagende Høvding som han vilde dog neppe ved en slig Lejlighed have holdt sig tilbage, hvis han ikke af en eller anden Grund var utilfreds. Grunden er let at opdage: Skinsyge over Gregorius’s Magt og Indflydelse, og Misfornøjelse over at denne, ikke han selv, nu udfyldte hans afdøde Broder Agmund Drengs Plads hos Kongen. Fælles Interesser nødte dog begge disse ærgjerrige Medbejlere om Magten til nogenledes at holde sammen, men et Spørgsmaal er det, om denne gode Forstaaelse vilde have vedvaret længe, hvis Gregorius ej, som vi ville see, ved en tidlig Død var bleven bortrykket og saaledes ikke længer stod Erlings Ærgjerrighed i Vejen.
Fra Bergen fortsatte Gregorius sin Rejse til Throndhjem, hvor han kom lidt før Juul. Kong Inge blev særdeles glad ved at see ham velbeholden hos sig igjen, og tilbød ham saa meget af sit eget Gods, som han vilde have, i Erstatning for det store Tab, han havde lidt. Om Vintren hændte det slu— at nogle ypperlige Naust, som Kong Eystein Magnussøn havde ladet opføre i Nidaros, bleve et Rov for Luerne tilligemed endeel Skibe, der tilhørte Kong Inge. Ilden var paasat, og, som man nok med Rette antog, efter Foranstaltning af Kong Eystein og Philip Gyrdssøn, Kong Sigurds Fostbroder. Denne Nidingsdaad vakte almindelig Harme, og det synes som om det nu faldt af sig selv, at Inge den følgende Vaar (1156) samlede saa mange Folk, han kunde, for at drage mod Eystein. Denne rustede sig ogsaa paa sin Kant, og om Sommeren droge de hinanden imøde, Inge fra Throndhjem, og Eystein fra Viken. De mødtes ved Seløerne strax vestenfor Lindesnes; paa et hængende Haar vare de komne i Kamp med hinanden, men da Inge var langt mandsterkere, bekvemmede dog Eystein sig til at indgaa Forlig, paa de Betingelser, at han skulde udrede 45 Merket Guld (300 Merker Sølv), hvoraf 30 til Kong Inge, i Bod for Ildspaasættelsen paa Naustene og Skibene, og 15 til Gregorius, i Bod for Ødelæggelsen paa Bratsberg.[1] Philip Gyrdssøn og de øvrige, der vare deelagtige i Ildspaasættelsen, skulde være utlæge. Den eneste Indrømmelse fra Kong Inges Side var, at ogsaa de Mænd skulde være utlæge, som havde dræbt Kong Sigurd, thi dette Verk blev meget dadlet, og Eystein bebrejdede Inge, at han havde Drabsmændene i sin Tjeneste. Der var endog flere, som gave Inge Skylden for Drabet, men Einar Skulessøn, hvis Ord her have dobbelt Vegt, da han stod i Eysteins Tjeneste, frikjender i et Vers, som endnu er opbevaret, Kong Inge ganske fra denne Beskyldning i et Par andre Vers, som han i den Anledning kvad, nævner han Gregorius som den,
- ↑ Disse 45 Merker Guld udgjør i vore Penge over 3000 Spdlr., men Pengeværdien var i hiin Tid næsten den tidobbelte.
