Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/903

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
885
Eyſtein overfalder Gregorius.

derimod hjem til ſin Ættegaard Bratsberg paa Havund, hvor han tilbragte den øvrige Deel af Sommeren og Høſten, og ſandſynligviis ogſaa tænkte at tilbringe Julen. Men Kong Eyſtein, der visſelig havde al Grund til at være forbitret paa vant og betragte ham ſom ſin afſagte Fiende, iſær ſiden hans ſidſte Opfordring til Kong Inge om at angribe ham i Florevaag, beſluttede at benytte Lejligheden til at overfalde ham og derved ſaavel tilfredsſtille ſin egen Hevnlyſt, ſom berøve Kong Inge hans fornemſte Støtte. Da Vintren var begyndt og Froſten havde indfundet ſig, lod han fra Oslo, hvor han da opholdt ſig, ſine Skibe ſlæbe over Iſen et Par Miles Vej, indtil han kom til aabent Vand; derfra ſejlede han ud ad Fjorden og drog ind til Havund, i det Haab at komme aldeles uventet over Gregorius. Denne fik dog ſaa betimeligt Nys om den truende Fare, at han med 90 Mand kunde undkomme op til Thelemarken; men Eyſtein opbrændte hans Gaard og nedhug hans Buſkab. Gregorius drog fra Thelemarken over Fjeldet ned til Hardanger, og begav ſig derfra til Erling ſkakkes Gaard Stødle i Etne.[1] Han traf ikke Erling ſelv, da han var dragen til Bergen, men hans Huſtru, Kongedatteren Chriſtine, med hvem han for ikke mange Maaneder ſiden havde holdt Bryllup,[2] var hjemme. Hun modtog Gregorius paa det venligſte, og tilbød ham alt, hvad Huſet og Gaarden formaaede til hans Hjelp. Han laante et Langſkib, der tilhørte Erling, og fik alt, hvad han for Reſten behøvede. Han takkede hende ſærdeles meget for den gode Modtagelſe, og ſagde at hun havde handlet ſom det anſtod en Kongedatter, og ſom han havde ventet ſig af hende. Paa dette Skib drog han til Bergen, hvor han traf Erling, ſom ytrede ſin fuldkomne Tilfredshed med, hvad Chriſtine havde gjort. Det er umiskjendeligt af Maaden, hvorpaa alt dette fortælles i Sagaerne, iſær af Gregorius’s Roos over Chriſtines Storſindethed, at han neppe havde ventet ſig en ſaa god Modtagelſe og klækkelig Hjelp, ſom han virkelig fik, men ſom han dog maaſkee ej havde faaet, hvis Erling ſelv havde været hjemme, medens denne derimod ikke kunde andet end holde gode Miner til, hvad hans højbyrdige Huſtru havde gjort paa egen Haand for at viſe ſig ſom Kongedatter. Erling havde ikke engang deeltaget i Kampen mod Sigurd, hvilket man tydeligt kan ſlutte deraf, at hans Navn ved denne Lejlighed ſlet ikke er nævnt: det kunde vel forklares derved at han, nylig hjemkommen fra ſin langvarige Udenlandsreiſe og tillige ſom nygift, havde

  1. I Fagrſkinna Cap. 260 ſtaar der kun, at Gregorius drog med 90 Mand til Oplandene, og derfra til Throndhjem. Dette kunde let forſtaaes ſom om han tog Vejen gjennem Gudbrandsdalen og over Dovre; men Udtrykket er kun unøjagtigt; Thelemarken regnedes ogſaa til Oplandene.
  2. Han var nemlig endnu om Vaaren ſamme Aar kommen hjem fra Jeruſalemsrejsen.