derimod hjem til sin Ættegaard Bratsberg paa Havund, hvor han tilbragte den øvrige Deel af Sommeren og Høsten, og sandsynligviis ogsaa tænkte at tilbringe Julen. Men Kong Eystein, der visselig havde al Grund til at være forbitret paa vant og betragte ham som sin afsagte Fiende, især siden hans sidste Opfordring til Kong Inge om at angribe ham i Florevaag, besluttede at benytte Lejligheden til at overfalde ham og derved saavel tilfredsstille sin egen Hevnlyst, som berøve Kong Inge hans fornemste Støtte. Da Vintren var begyndt og Frosten havde indfundet sig, lod han fra Oslo, hvor han da opholdt sig, sine Skibe slæbe over Isen et Par Miles Vej, indtil han kom til aabent Vand; derfra sejlede han ud ad Fjorden og drog ind til Havund, i det Haab at komme aldeles uventet over Gregorius. Denne fik dog saa betimeligt Nys om den truende Fare, at han med 90 Mand kunde undkomme op til Thelemarken; men Eystein opbrændte hans Gaard og nedhug hans Buskab. Gregorius drog fra Thelemarken over Fjeldet ned til Hardanger, og begav sig derfra til Erling skakkes Gaard Stødle i Etne.[1] Han traf ikke Erling selv, da han var dragen til Bergen, men hans Hustru, Kongedatteren Christine, med hvem han for ikke mange Maaneder siden havde holdt Bryllup,[2] var hjemme. Hun modtog Gregorius paa det venligste, og tilbød ham alt, hvad Huset og Gaarden formaaede til hans Hjelp. Han laante et Langskib, der tilhørte Erling, og fik alt, hvad han for Resten behøvede. Han takkede hende særdeles meget for den gode Modtagelse, og sagde at hun havde handlet som det anstod en Kongedatter, og som han havde ventet sig af hende. Paa dette Skib drog han til Bergen, hvor han traf Erling, som ytrede sin fuldkomne Tilfredshed med, hvad Christine havde gjort. Det er umiskjendeligt af Maaden, hvorpaa alt dette fortælles i Sagaerne, især af Gregorius’s Roos over Christines Storsindethed, at han neppe havde ventet sig en saa god Modtagelse og klækkelig Hjelp, som han virkelig fik, men som han dog maaskee ej havde faaet, hvis Erling selv havde været hjemme, medens denne derimod ikke kunde andet end holde gode Miner til, hvad hans højbyrdige Hustru havde gjort paa egen Haand for at vise sig som Kongedatter. Erling havde ikke engang deeltaget i Kampen mod Sigurd, hvilket man tydeligt kan slutte deraf, at hans Navn ved denne Lejlighed slet ikke er nævnt: det kunde vel forklares derved at han, nylig hjemkommen fra sin langvarige Udenlandsreise og tillige som nygift, havde
- ↑ I Fagrskinna Cap. 260 staar der kun, at Gregorius drog med 90 Mand til Oplandene, og derfra til Throndhjem. Dette kunde let forstaaes som om han tog Vejen gjennem Gudbrandsdalen og over Dovre; men Udtrykket er kun unøjagtigt; Thelemarken regnedes ogsaa til Oplandene.
- ↑ Han var nemlig endnu om Vaaren samme Aar kommen hjem fra Jerusalemsrejsen.
