Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/902

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
884
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

Modet, forlode ham og bade om Grid. Kong Sigurd gik frem paa en Loftsſvale og gjorde Miner til at ville tale, men man kjendte ham paa hans forgyldte Skjold, og vilde ikke høre ham. En heftig Pileregn fordrev ham derfra, og da han nu ſaa ſig forladt af ſine Folk, medens Angriberne allerede næſten havde banet ſig Indgang i Huſet, beſluttede han at vove ſin ud og opſøge Kong Inge, før at overgive ſig paa Naade og Unaade til ham. En Hirdmand, ved Navn Thord Huusfreyja, hjemmehørende i Viken, ledſagede ham. Sigurd raabte, at han kom for at hede Kong Inge om Grid, men han var omringet, ſtiles der,[1] af Mænd, ſom tørſtede efter Hevn for deres vanærede Huſtruer, og ſaavel han ſom Thord bleve ſtrax nedhugne. Thord faldt med megen Berømmelſe. Da vare mange ſaavel af Sigurds ſom af Inges Mænd faldne, men kun fire.af Gregorius’s Flok. Der blev og kæmpet, iſær med Skudvaaben, imellem begge Kongers Tilhængere nede paa Bryggerne og ude paa Skibene. Men Inges og Gregorius’s Sejr var fuldſtændig. To eller tre Dage ſenere kom Eyſtein øſtenfra Viken med 30 Skibe, medbringende Kong Sigurds Søn, den ſyvaarige Haakon. Han vovede ſig ikke ſtrax ind til Byen, men lagde ſig i Florevaag ved Aſkøen. Flere ſøgte nu at ſtifte Forlig mellem Brødrene, og gik fra den ene af dem til den anden. Men Gregorius vilde derimod at man ſtrax ſkulde angribe Eyſtein: bedre Leilighed dertil, meente han, vilde neppe tilbyde ſig, da man nu havde Folk nok; Kongen ſelv behøvede ikke engang at være med. Heraf blev dog intet, da de fleſte fraraadede det, og Kongerne droge, nogenledes forligte, ſom det hed, men uden at have haft nogen perſonlig Sammenkomſt, hver ſin Vej, Eyſtein tilbage til Viken, og Inge til Throndhjem.[2]

Kong Sigurd var, da han faldt, kun 21 Aar gammel. Hans Død kan neppe have vakt ſynderlig Beklagelſe; dertil havde hans Charakteer været for uelſkværdig, og hans Virkſomhed ſom Regent for fattig paa ſande Fortjeneſter. Ikke engang hans egne Hirdmænd ſynes at have næret nogen ſynderlig Hengivenhed for ham, thi ved den ſidſte Kamp faldt de fleſte ſnart fra, eller, hvad der omtrent kommer ud paa det ſamme, overgave ſig til Angriberne paa Naade og Unaade. Hans Lig blev, ligeſom Faderens, begravet ved den lille Chriſtkirke ude paa Holmen. Hans Sønner, der alle overlevede ham, ere forhen omtalte, paa den merkeligſte nær, Sverre, hvorom der i det Følgende vil blive Tale.

92. Eyſtein overfalder Gregorius, og tilføjer Inge Skade. Forliget ved Seløerne.


Gregorius Dagsſøn ledſagede ikke Inge til Throndhjem, men rejſte

  1. Nemlig af Saxo S. 790.
  2. Inge Har. Saga, Cap. 24, 25. Fagrſkinna, Cap. 260.