han alene sørgede for; han holdt dem, siges der, hedre end andre Lendermænd holdt sine Huuskarle, da han aldrig drak i nogen Skytningsstue, uden at lade dem drikke med. Kort efter kom Sigurd, ligeledes nordenfra, men med meget færre Folk: han maa saaledes have været uvidende enten om Inges og Gregors Ferd, eller om deres Forberedelser til at afværge den truende Fare. Da Sigurd var kommen, lod Kong Inge strax blæse til Things ude paa Holmen. Her mødte begge Konger og en talrig Mængde. I Følge med Inge var Gregorius, med forgyldt Hjelm paa Hovedet, og ledsaget af sine Huuskarle, der ligeledes alle vare hjelmede. Kong Inge stod op, sagde hvad han havde hørt om de Raad, hans Brødre skulde have lagt op imod ham, og bad Folket staa ham bi. Den forsamlede Mængde tilkjendegav ham sin Hengivenhed, og tilsagde ham Hjelp. Da rejste Sigurd sig, og sagde, at hvad Kong Inge havde ytret om hans og Kong Eysteins Planer, var aldeles ugrundet, og alene et Opspind af Gregorius. Men han haabede, sagde han, at det ej skulde vare længe, for-end de mødtes saaledes, at han nok skulde faa den forgyldte Hjelm til at rulle i Støvet: i alle Fald skulde de ikke længe leve begge samtidigt. Gregorius svarede: „jeg tror ikke, Kong Sigurd, at du behøver at længes saa meget efter et Møde, hvor det kommer til Strid mellem os: jeg er dertil beredt, naar du vil.“
Faa Dage efter blev en af Gregorius’s Huuskarle dræbt ude paa Gaden af en Huuskarl i Sigurds Tjeneste. Allerede da vilde Gregorius an-I gribe Sigurd, men undlod det dog paa Kong Inges og mange andres Forestillinger. Men endnu samme eller en følgende Aften, Fredagen den 10de Juni,[1] da Dronning Ingerid gik fra Aftensang, blev en af Kong Inges Hirdmænd, ved Navn Sigurd Skrudbyrna, en Veteran, der havde tjent mange Konger og var særdeles afholdt, dræbt saa godt som for hendes Fødder af trende blandt Sigurds Hirdmænd, og, som man almindelig antog, efter hans Tilskyndelse. Ingerid ilede strax, højst opbragt, til sin Søn Kong Inge, fortalte ham Drabet og sagde at han alt for længe vilde være en liden og daarlig Konge, hvis han ikke foretog sig noget, naar hans Hirdmænd slagtedes som Sviin, den ene efter den anden. Inge blev vred over denne Bebrejdelse; men under Ordvexlingen mellem ham og hans Moder derom, tone Gregorius ind, iført Hjelm og Brynje, og bad ham ikke vredes, da hun kun sagde, hvad sandt var. „Nu,“ sagde han, „er jeg kommen hid for at staa dig vi, dersom du vil anfalde Kong Sigurd; her nede i Gaarden har jeg over hundrede af mine Mænd, alle fuldt bevæbnede
- ↑ Uge- og Maanedsdagen (Fredag, 14 Dage før St. Hans), angives udtrykkeligt i Sagaerne, til god Støtte for Tidsregningen, da Angivelsen kun passer paa 1155, hvilket Aar ogsaa af andre Beregninger viser sig som det rette.
