Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/898

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
880
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

de længe, iſær efter de ældre Raadgiveres Død ſporedes alt for umiskjendelige Sem, og mod hvis ſkadelige Virkninger man havde ſøgt at ſikre Kirken ved at ſkaffe Domkapitlerne de nysnævnte Indrømmelſer fra Kongemagtens Side, kom ſnart til aabenbart Udbrud. Førſt havde man, ſom det ſædvanligt plejede at ſkee, gjenſidigt forfulgt hinandens Tilhængere, men det varede ikke længe, førend Kongerne ſelv ſtode fiendtligt over for hinanden. Svin den førſte Begyndelſe til den hele Række af Fiendtligheder kan man egentlig regne Ottar Birtings Drab, thi uagtet der ej udtrykkeligt fortælles noget om, at dette blev hevnet af Kong Inge eller hans Mænd, maatte det dog ſtille ham i et yderſt ſpendt Forhold til Kong Sigurd, og man kan neppe tvivle paa, at en eller anden Gjengjeldelſe fra hans Side fandt Sted. Da alle tre Konger ikke ſamtidigt kunde fejde mod hinanden, men enten kun to ad Gangen, eller ſaaledes at de tvende holdt ſammen mod den tredie, ordnede Forholdet ſig af ſig ſelv paa den Maade, at Sigurd og Inge, mellem hvilke Fiendſkabet var ſtørſt, ogſaa aller førſt kom i aabenbar Strid, medens derimod den kloge Eyſtein ſnart holdt med den ene, ſnart med den anden, efterſom det var ham fordeelagtigſt, ja endog en Tidlang, ſom det ſynes, aldeles ikke blandede ſig i Brødrenes Tviſtigheder, men derimod kun varetog ſine egne Anliggender, og ventede paa det belejlige Øjeblik til at ſkride ind. Vi have ſaaledes ſeet Eyſtein optræde, i det mindſte tilſyneladende, ſom den, der paatalede Ottar Birtings Drab mod Sigurd; men han forfulgte ikke Sagen til det yderſte, og af den Omſtændighed, at Kardinal Nikolaus var misfornøjet med ham og Sigurd, medens han derimod erklærede ſig tilfreds med Inge, ſkulde man næſten formode, at hine allerede da havde nærmet ſig hinanden og begyndt at lægge Raad op mod denne. Det Forlig, der ſluttedes mellem dem og Kardinalen, maatte,tillige være et Forlig mellem alle tre Konger indbyrdes, thi han har neppe meddeelt dem ſin Tilgivelſe uden at have modtaget deres Løfte om at holde Fred og Enighed, og det er ikke engang tænkeligt, at de alle tilſammen kunde have overværet Modet og Feſtlighederne i Nidaros, uden efter at et ſaadant Forlig førſt var kommet iſtand. Hvad Sigurd og Inge toge ſig for, ſtrax efter Kardinalens Afrejſe, nævnes ingenſteds; ſandſynligviis er Inge dragen til Bergen eller Gulathingslagen, hvor han i Agmund Drengs Tid meeſt ſynes at have opholdt ſig, medens Sigurd forblev i Throndhjem. Eyſtein derimod drog til Viken, hvor han, rimeligviis ved ſin Gjerrighed og ſine Udſugelſer, kom i Uenighed med Indbyggerne paa Hiſingen og i Rimeland[1], hvilke end-

  1. De kaldes i Sagaerne Remir, Renir, Reinir; der bør viſtnok læſes Remir og dette forklares ved Indbyggerne i Rimelands (nu Romelands) Sogn ſtrax nordenfor Kongehelle.