Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/897

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
879
Domkapitler oprettede.

lige til Aarhundredets ſidſte Tiaar, og i denne Tid havde den Glæde at ſee Chriſtkirken færdigbygget og St. Sunnivas Skriin flyttet derhen fra Sellø, hvorved Biſkopsſtolens endelige Flytning førſt kan ſiges at være iſtandbragt (1170). Men det er dog ikke derfor ſagt, at hans Medbejler Nikolas[1] maatte vige Pladſen for ham. Det er endog ſandſynligt, at Biſkopsſtolen førſt ved Nikolas’s Død paany er bleven ledig, ſiden denne opføres i Biſkopsfortegnelſerne.

Om Chorsbrødrenes Antal ved enhver Kirke vides intet med Sikkerhed. Ved Metropolitankirken i Nidaros ſkal der i dens Velmagtsdage have været 24, hvilket Antal dog ſynes noget højt anſlaaet, da der neppe nævnes flere end 15. I Spidſen for dem ſtod der kun een Archidiakonus eller Erkedegn[2]. I Bergen var der tolv Chorsbrødre med en Archidiakonus[3]; tolv Chorsbrødre, hver med ſit Alter, ſynes ogſaa at have været det normale for de øvrige Kathedralkirker[4]. Ved Kirkevaag Biſkopsſtol paa Orknøerne var der ligeledes en Archidiakonus med flere Chorsbrødre: men Erkedegnen reſiderede ſædvanligviis paa Hjaltland, for der at holde kirkelig Opſigt. Ved Provinſens øvrige Biſkopsſtole var der ingen Chorsbrødre. Paa Island valgtes Biſkopperne endnu en Tidlang af Folket, eller rettere af Høvdingerne; Biſkoppen i Grønland og tildeels paa Syderøerne valgtes og udnævntes nu i Norge, af Kapitlet i Nidaros, og Biſkoppen paa Færøerne i Regelen af Kapitlet i Bergen, dog ſtundom ogſaa af Kapitlet i Nidaros.

At alle disſe Domkapitler organiſeredes efter Auguſtins Regel, er baade i og for ſig rimeligt, ſom det ſædvanlige, og det erfares desuden deraf, at flere af dem ſiden, ſom det nedenfor vil ſees, ſenere ſattes i Forbindelſe med regulære Auguſtiner-Konventer.

90. Stridigheder mellem Kongerne. Sigurds Fald.


Den Uenighed mellem de tre kongelige Brødre, til hvilken der allere-

  1. Denne Nikolas Petersſøn fra Sogn var viſt en Broder af Jon Petersſøn kaldet Jon Fot, hvorom ovenfor, og ſaaledes Sønneſøn af Serk fra Sogn. Han hørte upaatvivlelig til en fornem Æt, og i den Tid var der vel endnu ikke ſaamange fornemme Mænd i eet Landſkab af Navnet Peter.
  2. Se Schønings „Throndhjems Domkirke“ S. 230.
  3. Diplom af 1309, aftrykt i „Bergens Kalvſkind“ S. 101, jvfr. dette ſelv S. 29—31, hvoraf man ſeer at der og vare tolv Altere.
  4. Hvis man, ſom det af Bergens Exempel bliver rimeligt, kan ſlutte fra Antallet af Kirkens Altere til Chorsbrødrenes normale Antal, faar man ogſaa 12 for Oslo, da Kathedralkirken her lige til c. 1310 havde 12 Altere, rimeligviis, ſom i Bergen, 6 paa hver Side. Dette ſynes ogſaa at være det Antal, ſom har pasſet bedſt for de øvrige Domkirker.