Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/895

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
877
Chorbrødre og Domkapitler.

Chorsbrødre til at forføje derom, og derfor ordnede Kongerne den Sag, ſom de vilde. Denne Sædvane var den herſkende lige fra Chriſtendommens Ophav; ſaaledes forholdtes der i St. Olafs Tid, og lige indtil Eyſteins, Sigurds og Inge Haraldsſønners Dage. Men ſiden Pallium kom til Norge efter de nys nævnte Kongers Foranſtaltning, og en Erkebiſkopsſtol var oprettet i Landet, bleve ogſaa Præbender ſtiftede ved Biſkopsſtolene og beſatte med Chorsbrødre. Man anholdt nu hos Kongerne om den Indrømmelſe, at de vilde lade forholde med Kirken og Valgene, ſom det meeſt ſtemmede med hvad der maatte findes i hellige Skrifter; man anholdt derom i Særdeleshed fordi der var tre Konger paa een Gang, og det ſaaledes let kunde hænde, at Uenighed opſtod imellem dem, ſaaledes ſom det ogſaa viſte m; forſtandige Mænd befrygtede nemlig i ſaa Fald, at naar en Biſkopsſtol blev ledig, kunde det, hvis Kongerne ej vare enige indbyrdes, let indtreffe at hver af dem valgte ſin Klerk dertil, ſaa at der paa den Maade fremſtod tre Kandidater, hver med ſin kongelige Beſkytter i Ryggen. Noget lignende indtraf ogſaa i Bergen, da Biſkop Sigurd døde, thi da valgte Kong Eyſtein ſin Kapellan Paal til Biſkop, men Kong Inge drev ham bort og valgte derimod Nikolas Petersſøn i Sogn. Ny kan det vel være, at Kongerne have givet ſit Samtykke (om Chorsbrødrenes Valgrettighed) for det Tilfælde at de ikke kunde blive enige, naar der var flere Konger paa een Gang; men et Beviis paa, at de ikke gave Slip paa nogen Deel af deres Magt for det Tilfælde at de vare enige, er dette, at da Kong Inge levede ene tilbage efter ſine Brødres Fald, og Erkebiſkop Jon var død i Nidaros, valgte han ſin Kapellan og Fehirde Eyſtein til Erkebiſkopsſtolen uden at ſpørge nogen af de lærde Mænd, ſom dengang vare i Nidaros, ja ikke engang Chorsbrødrene mere end de andre; da var det og, at han drev Paal fra Biſkopsſtolen i Bergen, og ſatte Nikolas Petersſøn i Steden“[1]. Kan man nu end ikke ubetinget ſtole paa, at denne Fremſtilling af Chorsbrødrenes Rettigheder, der øjenſynligt gaar ud paa at gjøre dem ſaa ubetydelige lige over for Kronen ſom muligt, er aldeles paalidelig, ſaa ſee vi dog heraf, at der fandtes Chorsbrødre, der tillige gjorde Paaſtand paa Valgret, i Aarene 1156 og 1157, da de Begivenheder, hvortil der her ſigtes, fandt Sted. Og ſaaledes bliver det da aldeles ſikkert, at Domkapitlernes Oprettelſe i Norge ſtod i umiddelbar Forbindelſe med Indſtiftelſen af Erkeſædet, at Kannikernes Antal, Pligter og Rettigheder maaſkee allerede have været foreløbigt beſtemte og Kongernes Samtykke dertil givet under Kardinal Nikolas’s Nærværelſe, men at Kapitlernes Organiſation nærmere er bleven beſtemt ved en af ham efter Ophøjelſen paa Paveſtolen udſtedt Bulle, ſom nu ikke længer er til[2].

  1. Anecdoton, Spalte 18.
  2. Thi i den oven citerede Bulle er det Pave Coeleſtin ſelv, der omtaler Pave