Chorsbrødre til at forføje derom, og derfor ordnede Kongerne den Sag, som de vilde. Denne Sædvane var den herskende lige fra Christendommens Ophav; saaledes forholdtes der i St. Olafs Tid, og lige indtil Eysteins, Sigurds og Inge Haraldssønners Dage. Men siden Pallium kom til Norge efter de nys nævnte Kongers Foranstaltning, og en Erkebiskopsstol var oprettet i Landet, bleve ogsaa Præbender stiftede ved Biskopsstolene og besatte med Chorsbrødre. Man anholdt nu hos Kongerne om den Indrømmelse, at de vilde lade forholde med Kirken og Valgene, som det meest stemmede med hvad der maatte findes i hellige Skrifter; man anholdt derom i Særdeleshed fordi der var tre Konger paa een Gang, og det saaledes let kunde hænde, at Uenighed opstod imellem dem, saaledes som det ogsaa viste m; forstandige Mænd befrygtede nemlig i saa Fald, at naar en Biskopsstol blev ledig, kunde det, hvis Kongerne ej vare enige indbyrdes, let indtreffe at hver af dem valgte sin Klerk dertil, saa at der paa den Maade fremstod tre Kandidater, hver med sin kongelige Beskytter i Ryggen. Noget lignende indtraf ogsaa i Bergen, da Biskop Sigurd døde, thi da valgte Kong Eystein sin Kapellan Paal til Biskop, men Kong Inge drev ham bort og valgte derimod Nikolas Peterssøn i Sogn. Ny kan det vel være, at Kongerne have givet sit Samtykke (om Chorsbrødrenes Valgrettighed) for det Tilfælde at de ikke kunde blive enige, naar der var flere Konger paa een Gang; men et Beviis paa, at de ikke gave Slip paa nogen Deel af deres Magt for det Tilfælde at de vare enige, er dette, at da Kong Inge levede ene tilbage efter sine Brødres Fald, og Erkebiskop Jon var død i Nidaros, valgte han sin Kapellan og Fehirde Eystein til Erkebiskopsstolen uden at spørge nogen af de lærde Mænd, som dengang vare i Nidaros, ja ikke engang Chorsbrødrene mere end de andre; da var det og, at han drev Paal fra Biskopsstolen i Bergen, og satte Nikolas Peterssøn i Steden“[1]. Kan man nu end ikke ubetinget stole paa, at denne Fremstilling af Chorsbrødrenes Rettigheder, der øjensynligt gaar ud paa at gjøre dem saa ubetydelige lige over for Kronen som muligt, er aldeles paalidelig, saa see vi dog heraf, at der fandtes Chorsbrødre, der tillige gjorde Paastand paa Valgret, i Aarene 1156 og 1157, da de Begivenheder, hvortil der her sigtes, fandt Sted. Og saaledes bliver det da aldeles sikkert, at Domkapitlernes Oprettelse i Norge stod i umiddelbar Forbindelse med Indstiftelsen af Erkesædet, at Kannikernes Antal, Pligter og Rettigheder maaskee allerede have været foreløbigt bestemte og Kongernes Samtykke dertil givet under Kardinal Nikolas’s Nærværelse, men at Kapitlernes Organisation nærmere er bleven bestemt ved en af ham efter Ophøjelsen paa Pavestolen udstedt Bulle, som nu ikke længer er til[2].
