Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/894

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
876
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

pere og Raadgivere, der allerede tildeels bare Charakteren af Kannike-Kollegier, ſkjønt de dog ikke egentlig vare organiſerede ſom ſaadanne; og da flere Kloſtre oprettedes, og navnlig Munkeliv om ikke for, ſaa dog paa Pave Eugens Tid, fik ſin egen Abbed[1], medens Bergen og Stavanger nu vare blevne Biſkoppernes faſte Reſidenſer, føltes ogſaa Nødvendigheden af ſærſkilte, fuldſtændigt ordnede Kannike-Kollegier ved Biſkopsſtolene ſelv. Hvorvidt Holms støtter ved Nidaros i Førſtningen omtrent har ſtaaet i ſamme Forhold til Biſkopsſtolen i denne Stad, ſom Sellø eller Munkeliv til Bergens, er vanſkeligt at ſige; uſandſynligt er det ej. I Viken fandtes derimod lige indtil Oprettelſen af Hovedø Kloſter, ingen ſaadan gejſtlig Stiftelſe, hvoraf Biſkoppen kunde tage ſine Hjelpere eller Raadgivere, men han maa dertil have benyttet Munke eller Gejſtlige, hentede umiddelbart fra Udlandet ſelv.

Denne Mangel i Biſkopsſtolens fuldſtændige Udſtyr blev nu efter Erkeſædets Oprettelſe afhjulpen, idet der ved hver Biſkopsſtol ſtiftedes faſte Domkapitler eller Chorsbrødre-Kollegier. Ogſaa disſe Inſtitutioner oprettedes enten ved Kardinal Nikolaus’s umiddelbare Foranſtaltning, da han endnu opholdt ſig i Norge, eller han gav Stødet dertil, ſaa at han ſiden ſom Pave Hadrian kunde meddele dem ſin Bekræftelſe. Det er nemlig viſt at Hadrian, enten i Nidaros alene, eller, ſom det maaſkee ſnarere ſkal forſtaaes, for den hele norſke Provins, oprettede tre Archidiakonater, og beſtemte at der alene ſkulde ordineres een Dekanus[2]. Da en Archidiakonus (Erkedegn) ſaa vel ſom en Dekanus (Kapitelforſtander) forudſætter Tilværelſen af et Kapitel, bliver det følgelig klart, at Domkapitlerne have været Gjenſtand for hans Omſorg, kun ſavne vi nærmere Underretning om, i hvilken Udſtrækning det har ſkeet, og hvilke Rettigheder Chorsbrødrene have faaet. Alt, hvad man ellers veed derom, indeholdes i et politiſk Stridsſkrift mod Gejſtligheden fra Aarhundredets Slutning, hvoraf vi anføre følgende. „Fordum herſkede her i Landet den Sædvane, at Kongerne gave enhver Kirke paa egen Haand til den, de fandt for godt. Saa og med Henſyn til Biſkopper og Abbeder; de valgte hvem de behagede, og ſatte dem til hvilke Biſkopsdømmer de vilde, uden nogen Indblanding af Gejſtligheden. I den Tid var der ved de fleſte Biſkopsſtole ingen Skare af lærde Mænd eller

  1. Det er højſt ſandſynligt, at den i Pave Eugens Beſkjermelſesbulle nævnte Abbed Orm virkelig er den førſte Abbed, og at der tidligere, ſaavel i Munkeliv ſom Grue, kun vare Priorer under Biſkoppens Overbeſtyrelſe.
  2. Dipl. Norv. I. 1. Da det, ſom nedenfor vil ſees, er viſt, at der aldrig fandtes mere end een Erkedegn i Nidaros, maa man ſnareſt forſtaa hine tre Archidiakonater om det throndhjemſke, bergenſke og orknø-hjaltlandſke. Dette pasſer godt med Forholdene, thi ſaa vidt vides, fandtes der ingen Erkedegn i Stavanger, Hamar eller Oslo.