Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/893

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
875
Chorsbrødre og Domkapitler.

hele det frankiſke Rige[1]. Men ligeſom Kloſtrene ſelv udartede, efterſom de tiltoge i Rigdom og Anſeelſe, ſaaledes fjernede ogſaa hine Kannike-Kollegier ſig efterhaanden mere og mere fra den oprindelige Plan for deres Organiſation; de erhvervede omſider, ſom Domkapitler, hine oven anførte, betydelige Rettigheder, frigjorde ſig fra Kloſterreglen og Forbudet mod at erhverve privat Ejendom, og bleve derhos eneberettigede til Præbenderne d. e. deels indbringende Præſtekald, der knyttedes til Kathedralkirken og beſtyredes ved Vikarier, deels ſærſkilte Donationer af Jordegods, der i Tidens Løb ſkjenkedes til Domkirken, og lagdes til beſtemte Altere og Kapeller, der oprettedes og indviedes i denne. Da der dog fremdeles fandtes flere Kollegier, der overholdt den ſtrengere Regel, opkom der paa den Maade to Arter af Canonici; de regulære eller ſtrengere, og ſekulære, der førte hiint mere verdslige Liv. Stundom fandtes der ved een og ſamme Kirke Kannike-Kollegier af begge Slags, af hvilke da, ſom let kan forſtaaes, de ſekulære vare de mægtigſte og fornemſte, medens dog begge Kollegier ſtode under Biſkoppens Overbeſtyrelſe[2]. De regulære Kannikers Regel er det, ſom efter den oprindelige Stifter af Indretningen bærer St. Auguſtins Navn, uagtet von ſelv ingen ſaadan Regel efterlod. Den ſtemmede dog, fornemmelig efter Biſkop Chrodegands Organiſation, paa det nærmeſte med Benediktinernes, og vi have ſeet, hvorledes endog virkelige Benediktiner-Konventer, eller Kannike-Kollegier, organiſerede efter St. Benedikts Regel, oprettedes ved enkelte Kathedralkirker, f. Ex. ved Wincheſters, hvor ej alene St. Benedikts Regel blev indført ved det allerede beſtaaende Kannike-Kollegium, men dette endog ſelv, da de Hefte Kanniker fandt den ſtrengere Regel utaalelig og derfor droge bort, gjordes fuldtalligt ved virkelige Benediktiner-Munke fra Glaſtonbury og Abingdon[3]. Fra disſe Kloſtre, eller maaſkee ogſaa fra Wincheſter ſelv, vare, ſom man maa antage, og ſom det ligeledes ovenfor er antydet, de fleſte engelſke Gejſtlige, der i det 11te og Begyndelſen af det 12te Aarhundrede kom til Norge, eller i det mindſte til den veſtligſte Deel, Gulathingslagen, og ſom her dannede det oprindelige Perſonale i Sellø og Munkelivs Kloſtre, fra hvis Midte de førſte Biſkopper i Bergen og Stavanger maa antages at være udgangne. Disſe Biſkopper have ſaaledes viſtnok i ſlige Benediktiner-Munke enten umiddelbart fra England, eller fra de nys nævnte Kloſtre, haft Omgivelſer eller Hjel-

  1. Se Pave Anaſtaſius’s Bulle af 1154 i Norges gamle Love, l. c., ſaa vel ſom i Thorkelins Diplomatarium.
  2. Hermant, histoire des conciles II. 373, 374, jvfr. Langes norſke Kloſterhiſtorie S. 57.
  3. Se herom ovenfor S. 615, fornemmelig Note 4.