hele det frankiske Rige[1]. Men ligesom Klostrene selv udartede, eftersom de tiltoge i Rigdom og Anseelse, saaledes fjernede ogsaa hine Kannike-Kollegier sig efterhaanden mere og mere fra den oprindelige Plan for deres Organisation; de erhvervede omsider, som Domkapitler, hine oven anførte, betydelige Rettigheder, frigjorde sig fra Klosterreglen og Forbudet mod at erhverve privat Ejendom, og bleve derhos eneberettigede til Præbenderne d. e. deels indbringende Præstekald, der knyttedes til Kathedralkirken og bestyredes ved Vikarier, deels særskilte Donationer af Jordegods, der i Tidens Løb skjenkedes til Domkirken, og lagdes til bestemte Altere og Kapeller, der oprettedes og indviedes i denne. Da der dog fremdeles fandtes flere Kollegier, der overholdt den strengere Regel, opkom der paa den Maade to Arter af Canonici; de regulære eller strengere, og sekulære, der førte hiint mere verdslige Liv. Stundom fandtes der ved een og samme Kirke Kannike-Kollegier af begge Slags, af hvilke da, som let kan forstaaes, de sekulære vare de mægtigste og fornemste, medens dog begge Kollegier stode under Biskoppens Overbestyrelse[2]. De regulære Kannikers Regel er det, som efter den oprindelige Stifter af Indretningen bærer St. Augustins Navn, uagtet von selv ingen saadan Regel efterlod. Den stemmede dog, fornemmelig efter Biskop Chrodegands Organisation, paa det nærmeste med Benediktinernes, og vi have seet, hvorledes endog virkelige Benediktiner-Konventer, eller Kannike-Kollegier, organiserede efter St. Benedikts Regel, oprettedes ved enkelte Kathedralkirker, f. Ex. ved Winchesters, hvor ej alene St. Benedikts Regel blev indført ved det allerede bestaaende Kannike-Kollegium, men dette endog selv, da de Hefte Kanniker fandt den strengere Regel utaalelig og derfor droge bort, gjordes fuldtalligt ved virkelige Benediktiner-Munke fra Glastonbury og Abingdon[3]. Fra disse Klostre, eller maaskee ogsaa fra Winchester selv, vare, som man maa antage, og som det ligeledes ovenfor er antydet, de fleste engelske Gejstlige, der i det 11te og Begyndelsen af det 12te Aarhundrede kom til Norge, eller i det mindste til den vestligste Deel, Gulathingslagen, og som her dannede det oprindelige Personale i Sellø og Munkelivs Klostre, fra hvis Midte de første Biskopper i Bergen og Stavanger maa antages at være udgangne. Disse Biskopper have saaledes vistnok i slige Benediktiner-Munke enten umiddelbart fra England, eller fra de nys nævnte Klostre, haft Omgivelser eller Hjel-
