Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/892

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
874
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

kræftedes nu herved uryggeligt; det beſtemtes at Throndhjems Stad for Eftertiden ſtedſe ſkulde være hine Steders Metropol, at deres Biſkopper ſtedſe ſkulde indvies af Throndhjems Erkebiſkop, og at denne alene havde at henvende ſig til Paven ſelv om Indvielſe[1]. Det ham overdragne Pallium ſkulde forøvrigt alene benyttes ved Mesſen paa Juledag, Helligtrekongersdag, Skjærthorsdag, Paaſkedag, Himmelfartsdag, Pintſedag, St. Marine Dage, Peters og Paals Dag, St. Hansdag. St. Johannes Evangeliſts Dag, Allehelgensdag, ved Indvielſer af Kirker, Biſkopper, Abbeder og Preſter, Kirkemesſedagen, Trefoldighedsdag, St. Olafs Dage, og hans egen Indvielſesdag. Bullen ſlutter med faderlige Raad og Formaninger. Saaledes var da Oprettelſen af Norges Erkebiſkopsdømme højtideligt bekræftet.

Men for at Norges Kirke kunne faa ſin fuldſtændige Organiſation i Lighed med hvad der ellers fandt Sted i den chriſtelig-katholſke Verden, udfordredes ogſaa at der ved Kathedralkirkerne, i det mindſte dem i Landet ſelv, oprettedes Domkapitler eller Kollegier af Gejſtlige, de ſaakaldte Canonici, Kanniker, eller Chorsbrødre, der dannede Biſkoppens Raad, deeltoge med ham i Kirkegodſets Forbedring og beſad Retten til, ved indtreffende Vakancer at udvælge Biſkoppens Eftermand, ſaa vel ſom i Mellemtiden at beſtyre Biſkops-Embedet. Den egentlige Begyndelſe til en ſaadan Indretning var, at St Auguſtin i Hippo (ved 420) bevægede Preſterne ved ſin Kathedralkirke til at flytte ſammen med ham i fælles Bolig under kloſterlig Tugt, og med Opgivelſe af perſonlig Ejendom. Dette efterlignedes ved de fleſte øvrige Kirker, hvortil der hørte et ſtørre Perſonale, og Indretningen fik ſin egentlige Organiſation ved Biſkop Chrodegand af Metz (Midten af 8de Aarhundrede), der for at raade Bod paa de Gejſtliges anſtødelige Levnet fik indſtiftet de ſaakaldte regulære Chorsbrødres Orden, hvorved de underkaſtedes en Regel, der paa det nærmeſte ſtemmede med Benediktinernes, kun med de Modifikationer, deres ſæregne Embedsſyſler ſom Sekulargejſtlige medførte. Denne Indretning bekræftedes paa et Kirkemøde i Achen 816, og blev paabuden over

    enſynligt noget udfaldet, hvilket ej kan være andet end „Fareyæ“. I Bullen af 1253 heder ogſaa Stedet: „insulas Orcades, insulas Fareie, Siterhaie et Hasdensem (læs Islandensium) et Grenelandiæ „episcopatus“. Der var heller ingen Grund til at udelade Færøerne i Bullen af 1154.

  1. Altſaa ikke ſom i Sverige, under den lundſke, eller nogen anden Erkebiſkops, Primat. Dette ſkyldtes maaſkee alene det Tilfælde, at de ſvenſke ikke kunde blive ſaa betids enige, at han kunde faa deres Erkeſæde oprettet, førend han drog til Danmark, eller førend det ſtormende Vejr indtraf, der gjorde ham det betænkeligt, at rejſe umiddelbart over til England. Thi hvis han ej havde fundet det nødvendigt at gjøre Erkebiſkop Æſkil blid igjen, vilde han vel neppe have nedlagt det ſvenſke Pallium hos ham.