Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/892

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
874
Inge, Sigurd og Eystein Haraldssønner.

kræftedes nu herved uryggeligt; det bestemtes at Throndhjems Stad for Eftertiden stedse skulde være hine Steders Metropol, at deres Biskopper stedse skulde indvies af Throndhjems Erkebiskop, og at denne alene havde at henvende sig til Paven selv om Indvielse[1]. Det ham overdragne Pallium skulde forøvrigt alene benyttes ved Messen paa Juledag, Helligtrekongersdag, Skjærthorsdag, Paaskedag, Himmelfartsdag, Pintsedag, St. Marine Dage, Peters og Paals Dag, St. Hansdag. St. Johannes Evangelists Dag, Allehelgensdag, ved Indvielser af Kirker, Biskopper, Abbeder og Prester, Kirkemessedagen, Trefoldighedsdag, St. Olafs Dage, og hans egen Indvielsesdag. Bullen slutter med faderlige Raad og Formaninger. Saaledes var da Oprettelsen af Norges Erkebiskopsdømme højtideligt bekræftet.

Men for at Norges Kirke kunne faa sin fuldstændige Organisation i Lighed med hvad der ellers fandt Sted i den christelig-katholske Verden, udfordredes ogsaa at der ved Kathedralkirkerne, i det mindste dem i Landet selv, oprettedes Domkapitler eller Kollegier af Gejstlige, de saakaldte Canonici, Kanniker, eller Chorsbrødre, der dannede Biskoppens Raad, deeltoge med ham i Kirkegodsets Forbedring og besad Retten til, ved indtreffende Vakancer at udvælge Biskoppens Eftermand, saa vel som i Mellemtiden at bestyre Biskops-Embedet. Den egentlige Begyndelse til en saadan Indretning var, at St Augustin i Hippo (ved 420) bevægede Presterne ved sin Kathedralkirke til at flytte sammen med ham i fælles Bolig under klosterlig Tugt, og med Opgivelse af personlig Ejendom. Dette efterlignedes ved de fleste øvrige Kirker, hvortil der hørte et større Personale, og Indretningen fik sin egentlige Organisation ved Biskop Chrodegand af Metz (Midten af 8de Aarhundrede), der for at raade Bod paa de Gejstliges anstødelige Levnet fik indstiftet de saakaldte regulære Chorsbrødres Orden, hvorved de underkastedes en Regel, der paa det nærmeste stemmede med Benediktinernes, kun med de Modifikationer, deres særegne Embedssysler som Sekulargejstlige medførte. Denne Indretning bekræftedes paa et Kirkemøde i Achen 816, og blev paabuden over

    ensynligt noget udfaldet, hvilket ej kan være andet end „Fareyæ“. I Bullen af 1253 heder ogsaa Stedet: „insulas Orcades, insulas Fareie, Siterhaie et Hasdensem (læs Islandensium) et Grenelandiæ „episcopatus“. Der var heller ingen Grund til at udelade Færøerne i Bullen af 1154.

  1. Altsaa ikke som i Sverige, under den lundske, eller nogen anden Erkebiskops, Primat. Dette skyldtes maaskee alene det Tilfælde, at de svenske ikke kunde blive saa betids enige, at han kunde faa deres Erkesæde oprettet, førend han drog til Danmark, eller førend det stormende Vejr indtraf, der gjorde ham det betænkeligt, at rejse umiddelbart over til England. Thi hvis han ej havde fundet det nødvendigt at gjøre Erkebiskop Æskil blid igjen, vilde han vel neppe have nedlagt det svenske Pallium hos ham.