Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/890

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
872
Inge, Sigurd og Eystein Haraldssønner.

tog det meget ilde op, at han havde berøvet ham hans Myndighed over Norge. Men Nikolaus formildede ham ved at tilbyde ham Primatet eller Overhøjheden over den tilkommende Erkebiskop i Sverige, saaledes at denne skulde indvies og modtage Pallium af ham, samt overhoved staa i et vist Afhængighedsforhold af den lundske Erkestol: en Bestemmelse hvorved dennes Rang betydeligt forhøjedes. Æskil modtog Tilbudet med Glæde, og udbad sig hans Besøg. Kardinalen nedlagde nu det medbragte svenske Pallium hos ham, for at han siden, naar Sviar og Gauter endelig bleve enige om at udvælge en Erkebiskop, kunde overdrage det til denne. Paa alt dette lovede han ved Tilbagekomsten til Rom at erhverve pavelig Bekræftelse, og denne ogsaa erhvervedes faa meget lettere, som han selv kort efter besteg Pavestolen. Fra denne Tid af kaldte derfor Lunds Erkebiskop sig i sin Titel „Sveriges Primas“, og dette Primatforhold vedvarede lige til Reformationen. Kardinalen søgte ogsaa, skjønt forgjæves, ved velmeente Forestillinger at bringe en af de daværende danske Konger, Sven Erikssøn, fra at paaføre Sverige Krig, hvilket han just nu havde i Sinde. Sven viste ham den største Høflighed, og fulgte ham lige til sit Riges Grændser, men opgav ikke sit Forsæt[1]. Endnu, som det synes, førend han kom tilbage til Rom[2], døde Pave Eugenius (28de Juli 1153), og Anastasius IV valgtes til hans Eftermand; men denne levede ikke længer end til 3die December 1154, og da valgtes Kardinal Nikolas til Pave under Navnet Hadrianus IV. Han holdt sit Løfte, at vise sig som Nordmændenes Ven, thi det bevidnedes af alle de Nordmænd, der i den Tid, han beklædte Pavestolen (1154—1159), kom til Rom, at naar de ønskede Audiens ham, fik de strax og aller først Adgang, hvor vigtige Anliggender han end havde at afhandle med Andre[3]. Han skal ogsaa have forfattet en Beretning om sin Rejse[4], som, hvis man nu kjendte den, upaatvivlelig vilde kaste overordentligt Lys paa Forholdene i Norden, og fornemmelig i Norge, paa den Tid. Det er ej usandsynligt, at den endnu er til, og ved et heldigt Tilfælde kan komme for en Dag. Et Tegn paa hans Interesse for Norge er det og, at han, endnu førend han ophøjedes paa Pavestolen, og da Pave Anastasius maaskee allerede laa paa Dødslejet, udvirkede hos ham en Bekræftelses-

  1. Saxo l. c.
  2. Han kan neppe være kommen tilbage førend langt hen i 1154, kort før Anastasius’s Død, da man, som det nedenfor omtales, ej finder hans Underskrift førend i Anastasius’s Oprettelsesbulle af Throndhjems Erkestol, rimeligviis af samme Datum (28 Novbr.) som Brevene til Sverke og de svenske Biskopper, hvor Nikolas omtales som om han først nylig skulde være ankommen.
  3. Inge Haraldssøns Saga, l. c.
  4. Manrique, Annales Cisterc. I. S.