Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/890

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
872
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

tog det meget ilde op, at han havde berøvet ham hans Myndighed over Norge. Men Nikolaus formildede ham ved at tilbyde ham Primatet eller Overhøjheden over den tilkommende Erkebiſkop i Sverige, ſaaledes at denne ſkulde indvies og modtage Pallium af ham, ſamt overhoved ſtaa i et viſt Afhængighedsforhold af den lundſke Erkeſtol: en Beſtemmelſe hvorved dennes Rang betydeligt forhøjedes. Æſkil modtog Tilbudet med Glæde, og udbad ſig hans Beſøg. Kardinalen nedlagde nu det medbragte ſvenſke Pallium hos ham, for at han ſiden, naar Sviar og Gauter endelig bleve enige om at udvælge en Erkebiſkop, kunde overdrage det til denne. Paa alt dette lovede han ved Tilbagekomſten til Rom at erhverve pavelig Bekræftelſe, og denne ogſaa erhvervedes faa meget lettere, ſom han ſelv kort efter beſteg Paveſtolen. Fra denne Tid af kaldte derfor Lunds Erkebiſkop ſig i ſin Titel „Sveriges Primas“, og dette Primatforhold vedvarede lige til Reformationen. Kardinalen ſøgte ogſaa, ſkjønt forgjæves, ved velmeente Foreſtillinger at bringe en af de daværende danſke Konger, Sven Eriksſøn, fra at paaføre Sverige Krig, hvilket han juſt nu havde i Sinde. Sven viſte ham den ſtørſte Høflighed, og fulgte ham lige til ſit Riges Grændſer, men opgav ikke ſit Forſæt[1]. Endnu, ſom det ſynes, førend han kom tilbage til Rom[2], døde Pave Eugenius (28de Juli 1153), og Anaſtaſius IV valgtes til hans Eftermand; men denne levede ikke længer end til 3die December 1154, og da valgtes Kardinal Nikolas til Pave under Navnet Hadrianus IV. Han holdt ſit Løfte, at viſe ſig ſom Nordmændenes Ven, thi det bevidnedes af alle de Nordmænd, der i den Tid, han beklædte Paveſtolen (1154—1159), kom til Rom, at naar de ønſkede Audiens ham, fik de ſtrax og aller førſt Adgang, hvor vigtige Anliggender han end havde at afhandle med Andre[3]. Han ſkal ogſaa have forfattet en Beretning om ſin Rejſe[4], ſom, hvis man nu kjendte den, upaatvivlelig vilde kaſte overordentligt Lys paa Forholdene i Norden, og fornemmelig i Norge, paa den Tid. Det er ej uſandſynligt, at den endnu er til, og ved et heldigt Tilfælde kan komme for en Dag. Et Tegn paa hans Interesſe for Norge er det og, at han, endnu førend han ophøjedes paa Paveſtolen, og da Pave Anaſtaſius maaſkee allerede laa paa Dødslejet, udvirkede hos ham en Bekræftelſes-

  1. Saxo l. c.
  2. Han kan neppe være kommen tilbage førend langt hen i 1154, kort før Anaſtaſius’s Død, da man, ſom det nedenfor omtales, ej finder hans Underſkrift førend i Anaſtaſius’s Oprettelſesbulle af Throndhjems Erkeſtol, rimeligviis af ſamme Datum (28 Novbr.) ſom Brevene til Sverke og de ſvenſke Biſkopper, hvor Nikolas omtales ſom om han førſt nylig ſkulde være ankommen.
  3. Inge Haraldsſøns Saga, l. c.
  4. Manrique, Annales Cisterc. I. S.