Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/889

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
871
Kardinalen drager til Sverige.

han at han ſtedſe ſkulde være Nordmændenes Ven[1], hvilket Løfte han og trolig holdt. Vore ældre Skrifter hædre ham med Tilnavnet „den Gode“[2], hvilket viſtnok allerede ſtrax efter hans Afrejſe blev ham til Deel. Fra Norge drog han efter Beſtemmelſen til Sverige, for ogſaa der at oprette en Erkeſtol og indføre nyttige Reformer, ligeſom i Norge. Han ſkal til den Ende have ladet et Mode, indrettet formodentlig paa ſamme Maade ſom det norſke, ſammenkalde i Linkøping[3], men han kunde dog ikke faa ſit Hoved-Erende udrettet, thi Sviarne og Gauterne kunde hverken enes om, hvo der ſkulde ophøies til den nye erkebiſkoppelige Værdighed, eller om den vordende Erkeſtols Sæde. Nikolas indſkrænkede lig derfor til at indføre Rumaſkatten og tilvejebringe et Forbud mod at bære Vaaben i Byerne, ligeſom i Norge: han indſkærpede ligeledes Forbudet mod Gejſtliges Giftermaal, og udgav et Statut, ſom det heder, om Kirkens Frihed. Men for Palliet, ſom han havde medbragt for dermed at beklæde den nye Erkebiſkop, fik han ingen Brug, og han medtog det ved Afrejſen. Denne havde han tænkt at foretage til Søs, ligeſom han var kommen; men formedelſt den ſildige Aarstid og det ſtormende Vejrforetrak han at lægge den over Danmark, hvor piinligt det end maatte være for ham at komme ſammen med Erkebiſkop Æſkil, der imidlertid var vendt tilbage fra Frankrige, og ſom

  1. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 22, Snorre Cap. 23.
  2. Saaledes paa det foranførte Sted (III. 17) af den ældre Froſtathingslov, ſaa vel ſom i Fagrſkinna Cap. 260.
  3. Dette angives af flere, navnlig Lagerbring, II. S. 115, men, ſom det ſynes, overalt kun efter Johannes Magnus’s, ſom ſædvanligt, upaalidelige Fortælling. Sagen er dog i og for ſig ſelv ſandſynlig, iſær naar man ſeer hen til Kardinalen-s Fremgangsmaade i Norge. Om Nikolas’s Foretagender i Sverige gives der ingen andre beſtemte Udſagn, end deels hvad Saxo fortæller, S. 697, 698, deels de Antydninger, ſom indeholdes i Pave Anaſtaſius’s Skrivelſe til Kong Sverke af 28de Novbr. 1154, efter Nikolaus’s Tilbagekomſt. Der indſkærpes Overholdelſen af hans Forſkrifter og Statuter „om Kirkernes Frihed, om (Preſternes) Egteſkab, om ikke at bære Vaaben og andre til Folkets Vel ſigtende Beſtemmelſer“. Der ſiges og (ſe Manrique Ann. Ciſt. S. 46) at han ſkal have givet Nordmændene og Sviarne en Katechismus, hvis Indhold ſiden fulgtes, ſaa længe Katholicismen varede. Forholder det ſig virkelig ſaa, kan denne Katechismus neppe have beſtaaet i andet end en kort Opſtilling af de fornemſte Troeslærdomme, og i ſaa Fald er det aabenbart den, der aller førſt findes forudſkikket den ved Midten af 13de Aarhundrede i Norge for Island udarbejdede ſaakaldte Haakonarbok (Norges gamle Love I. S. 261 Cap. 7) og ſom ſiden er uforandret gjengiven ved Begyndelſen af den nyere norſke Landslovs Chriſtenret (Norges gamle Love II. S. 22 jvfr. 192, 306). Hiin Skrivelſe af Anaſtaſius ſaa vel ſom en anden af ſamme Dag til de ſvenſke Biſkopper, ere aftrykte i Liljegrens Dipl. Svec. I. 561, 679, men urigtigt henførte til 1153 (ſe Jaffé, Regesta Pontificum Romanorum, S. 658).