han at han stedse skulde være Nordmændenes Ven[1], hvilket Løfte han og trolig holdt. Vore ældre Skrifter hædre ham med Tilnavnet „den Gode“[2], hvilket vistnok allerede strax efter hans Afrejse blev ham til Deel. Fra Norge drog han efter Bestemmelsen til Sverige, for ogsaa der at oprette en Erkestol og indføre nyttige Reformer, ligesom i Norge. Han skal til den Ende have ladet et Mode, indrettet formodentlig paa samme Maade som det norske, sammenkalde i Linkøping[3], men han kunde dog ikke faa sit Hoved-Erende udrettet, thi Sviarne og Gauterne kunde hverken enes om, hvo der skulde ophøies til den nye erkebiskoppelige Værdighed, eller om den vordende Erkestols Sæde. Nikolas indskrænkede lig derfor til at indføre Rumaskatten og tilvejebringe et Forbud mod at bære Vaaben i Byerne, ligesom i Norge: han indskærpede ligeledes Forbudet mod Gejstliges Giftermaal, og udgav et Statut, som det heder, om Kirkens Frihed. Men for Palliet, som han havde medbragt for dermed at beklæde den nye Erkebiskop, fik han ingen Brug, og han medtog det ved Afrejsen. Denne havde han tænkt at foretage til Søs, ligesom han var kommen; men formedelst den sildige Aarstid og det stormende Vejrforetrak han at lægge den over Danmark, hvor piinligt det end maatte være for ham at komme sammen med Erkebiskop Æskil, der imidlertid var vendt tilbage fra Frankrige, og som
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 22, Snorre Cap. 23.
- ↑ Saaledes paa det foranførte Sted (III. 17) af den ældre Frostathingslov, saa vel som i Fagrskinna Cap. 260.
- ↑ Dette angives af flere, navnlig Lagerbring, II. S. 115, men, som det synes, overalt kun efter Johannes Magnus’s, som sædvanligt, upaalidelige Fortælling. Sagen er dog i og for sig selv sandsynlig, især naar man seer hen til Kardinalen-s Fremgangsmaade i Norge. Om Nikolas’s Foretagender i Sverige gives der ingen andre bestemte Udsagn, end deels hvad Saxo fortæller, S. 697, 698, deels de Antydninger, som indeholdes i Pave Anastasius’s Skrivelse til Kong Sverke af 28de Novbr. 1154, efter Nikolaus’s Tilbagekomst. Der indskærpes Overholdelsen af hans Forskrifter og Statuter „om Kirkernes Frihed, om (Presternes) Egteskab, om ikke at bære Vaaben og andre til Folkets Vel sigtende Bestemmelser“. Der siges og (se Manrique Ann. Cist. S. 46) at han skal have givet Nordmændene og Sviarne en Katechismus, hvis Indhold siden fulgtes, saa længe Katholicismen varede. Forholder det sig virkelig saa, kan denne Katechismus neppe have bestaaet i andet end en kort Opstilling af de fornemste Troeslærdomme, og i saa Fald er det aabenbart den, der aller først findes forudskikket den ved Midten af 13de Aarhundrede i Norge for Island udarbejdede saakaldte Haakonarbok (Norges gamle Love I. S. 261 Cap. 7) og som siden er uforandret gjengiven ved Begyndelsen af den nyere norske Landslovs Christenret (Norges gamle Love II. S. 22 jvfr. 192, 306). Hiin Skrivelse af Anastasius saa vel som en anden af samme Dag til de svenske Biskopper, ere aftrykte i Liljegrens Dipl. Svec. I. 561, 679, men urigtigt henførte til 1153 (se Jaffé, Regesta Pontificum Romanorum, S. 658).
