Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/888

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
870
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

Af ſtørre Vigtighed var dog en anden Vedtægt, han fik indført, men hvorom Sagaerne intet melde, nemlig den aarlige Betaling af Rumaſkat eller Pederspenge. Vi have allerede ſeet, hvorledes denne Skat forlængſt var indført i de fleſte øvrige katholſke Lande i Europa; i Danmark indførtes den af Knut den mægtige, men i Norge og Sverige ydedes den endnu ikke, førend Kardinal Nikolas ved ſin Indflydelſe fik den vedtagen[1]. Med Henſyn til Gaver eller Bortſkjenkelſe af Gods fik han og den vigtige og for Gejſtligheden fordeelagtige Beſtemmelſe vedtagen, at enhver Mand eller Kvinde ſkulde have Ret til, uden den lovlige Arvings Samtykke at bortſkjenke den tiende Deel af arvet og den fjerde Deel af ſelverhvervet Løsøre eller Jordegods til hellige Stiftelſer eller Sjælebod, aldeles ſom Hovedtiende, og at en gift Kone ligeledes ſkulde kunne give en tiende Deel af ſin Medgift og den fjerde Deel af Tridjungsauken, eller den Trediedeel, der tilkom en Huſtru af det Gods, ſom erhvervedes af hende og Manden i Fællesſkab efter Giftermaalet[2]. Beſtemmelſen medførte for ſaa vidt et Gode, ſom der nu var ſat en beſtemt Grændſe for, hvor meget der kunde bortſkjenkes til gejſtlige Stiftelſer uden Arvingernes Samtykke, om end denne Grændſe ſattes noget rumt. For ſaa vidt man kan ſlutte fra hvad der berettes om Sigurd Ullſtrengs Bortſkjenkelſe af alt ſit Odels-Gods til Holms Kloſter, var der tidligere ingen Grændſe i ſaa Henſeende[3], og Kardinalen foretrak viſelig en lempelig Indſkrænkning i Kirkens Ret til at erhverve Skjenkelſer for en ubegrændſet Frihed, der vilde lede til ſaa mange.Misbrug, at enten Gejſtligheden derved vilde lægges for Had, eller et fuldkomment Forbud mod enhver ſaadan Gave ſeent eller tidligt fremkaldes. — At Kardinalen her, ligeſom ſiden efter i Sverige, indſkærpede Forbudet mod Gejſtlighedens Giftermaal, ſkjønt uden at det lykkedes ham at drive det igjennem, maa anſees at falde af ſig ſelv.

Efter tilendebragt Hverv i Norge, formodentlig i Løbet af September eller Oktober Maaned (1152), forlod Kardinalen Landet under gjenſidige Venſkabsbeviſer mellem ham og Folket. Han fik ſtore Vennegaver, og ſelv lovede

  1. Se herom ovenfor, I. 2. 637, 638. Beſtemmelſen om Rumaſkat findes, ſom her nævnt, aller førſt indført i den ældre Froſtathings-Chriſtenret, II. 20; men af Pave Anaſtaſius’s Brev til Kong Sverke i Sverige, hvorom nedenfor, ſees det desuden udtrykkeligt, at Nikolas fik Rumaſkatten vedtagen i Sverige.
  2. Beſtemmelſen er deels indført i den ældre Froſtathings-Chriſtenret III. 17, deels i den ovennævnte Retterbod af 1224, hvor den ſtadfæſtes. Om Tridjungsauken og dette Ords Betydning, ſe ældre Froſtathingslov, XI. 8.
  3. Se herom ovenfor S. 504, 625.