Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/887

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
869
Kardinalens Reformer.

hed og Landets Forhold til Norge ej kunde henlægges andenſteds, ogſaa den allerede forhen af Bergen afhængige Biſkopsſtol paa Færøerne, Biſkopsſtolen paa Orknøerne, hvis Jarler for ſaa kort Tid ſiden havde hyldet Kong Inge ſom hans Vaſaller, og Biſkopsſtolen i Syderøerne og Man, hvis Tronfølger Gudrød maaſkee endog paa den ſelvſamme Tid opholdt ſig ved Kong Inges Hof, erkjendende ham for ſin Overherre[1]. Erkebiſkoppen i Nidaros havde ſaaledes i alt ti Lydbiſkopper, hvoraf fire i Landet ſelv, de ſex paa Veſterhavets Øer, fra det irſke Hav til Iishavet nordenfor Island, og fra Norges Kyſt til Baffinsbugten ved Grønland. Over hele denne Provins fik han den øverſte gejſtlige Magt næſt Paven ſelv, uden at ſtilles under nogen Mellem-Auktoritet, og den lundſke Erkebiſkops Myndighed over disſe Landſkaber ophævedes altſaa ganſke. Man kunde forundre ſig over, at den myndige Erkebiſkop Æſkil ikke proteſterede herimod og reſerverede ſig ſin Ret, hvis man ikke vidſte, at han netop paa denne Tid var fraværende paa et Beſøg hos St. Bernhard i Clairvaux[2]. Kardinalen forbedrede ogſaa i mange Stykker, ſvinder ſiges, Nordmændenes Sæder (d. e. Kirkeſkikke), og Sagaerne vidne, at ingen Mand er kommen til Norge, der nød en ſaadan Højagtelſe af alle, eller kunde udrette ſaameget hos Almuen, ſom han. Dette, ſaa vel ſom Tilnavnet „den gode“, hvormed han ſiden ſædvanligviis benævntes i Norge, viſer, hvilke ſtore Talenter han havde til at indynde ſig hos Folket, og hvor heldigt det Valg var, ſom til denne Sendelſe netop traf ham. Forreſten nævnes der intet omſtændeligt om, hvilke de Forbedringer eller Forandringer vare, ſom han indførte. Vore Sagaer omtalte kun een, nemlig at han til Forebyggelſe af Slagsmaal og Uordener fik vedtaget, at ingen under en vis Straf maatte bære Vaaben i Kjøbſtæderne, undtagen de tolv Mænd, der fulgte Kongen[3]. Denne Beſtemmelſe, der ej findes indtagen i de ſkrevne Bylove, kan ene have gjeldt den dybeſte Fredstid, thi i de ſtrax følgende Aar, under de idelige Tronſtridigheder mellem Kongerne, ville vi ej finde den iagttagen. Ønſkeligt vilde det have været, om den beſtandig var bleven overholdt, thi at den, ſom enkelte have paaſtaaet, ſkulde kunne udøve nogen ſkadelig eller ſlappende Virkning paa Folkets Kraft og Kjekhed, er vanſkeligt at indſee. Der var Anledning nok til Øvelſe i Vaabenferd, om ikke Medborgere kæmpede med hinanden i Stæderne.

  1. Vi have ovenfor (S. 827) ſeet, hvorledes Gudrød netop i Aaret 1152, og neppe ſenere end Midten af Auguſt, hvor alle disſe Forhandlinger forefaldt, havde begivet ſig til Norge.
  2. Suhms Hiſt. af Danmark VI. S. 140—152, og de der anførte Citater.
  3. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 22. Snorre Cap. 23. At ſamme Beſtemmelſe ogſaa vedtoges for Sverige, ſees nedenfor.